Plader

Slow Club: Yeah So

Skrevet af Christian Birk

Slow Clubs debutalbum Yeah So er lidt som at høre Det Elektriske Barometer, efter man er blevet for gammel til det. Engang sødt, uskyldigt og mystisk. Nu plat, uoriginalt og ufrivilligt morsomt.

»Træerne vokser, bladene visner / mørket sænker sig over mit sind / jeg føler mig ligesom et træ i den mørke skov / mens jeg vokser, visner jeg indeni.« Disse ord – eller nogle, der ligner – akkompagneret af knitrende elektronik eller akustisk guitar. Således var soundtracket til mine søndagsaftener i slutningen af folkeskolen og starten af gymnasiet. Der sad jeg uskyldig og ulykkelig sammen med min eneste og bedste ven, Mikkel Pass, som dengang var vært på Det Elektriske Barometer. Han lærte mig følelserne bag musikken og de følelser, som kom med musikken.

Et lignende radioprogram må eksistere i Storbritannien. En britisk klon af Mikkel Pass lever utvivlsomt. Det er nødvendigt, ellers sad jeg ikke med Slow Clubs debutalbum Yeah So i hænderne nu. Eller måske lige præcis derfor sidder jeg med Yeah So lige nu. Siddende her med debutalbummet følger en følelse af genkendelighed. Når jeg lytter til Charles Watson og Rebecca Taylors debutprojekt, kan jeg høre mig selv og alle de mange andre teenagere fra Barometeret i baggrunden. Vi synger vores sang, og nu synger Slow Club en coverversion af den. 10 år efter.

Coveret til Yeah So prydes af closeup-billeder af de to medlemmer. Charles med morgenhår og dertilhørende skæg. Når man er kunstner, tænker man ikke så nøje over, hvordan man ser ud. Afslappet coolness synes at være fotografen bags mantra. Rebecca besidder det længselsfulde blik, som vi kender så godt. 60’er-frisuren vidner om en forkærlighed for traditionerne. Et uskyldigt blik og en uskyldig fremtræden. En næsten ligegyldig fremtræden. Allerede ved synet af coveret har jeg en forestilling om lyden og folkene bag. Men er det ikke lidt fordomsfuldt? Jo, det er det da! Og hvor ville jeg ønske, at jeg tog fejl!

Desværre er første nummer yderligere brænde på bålet. “When I Go” er naivistisk og pussenusset. Den akustiske guitar fremstår som kedelig bund under en lejrbålsagtig tekst, som går sådan her: »If I get to thirty and I don’t have a wife / I’ll ask you Nicely but I won’t ask twice / if I get to forty and I don’t have a spouse / I’ll fashion you a letter and send it to your house.« Den her tekst har helt sikkert virket fantastisk skæg, charmerende og lidt skør – ligesom Phoebe fra “Venner” – men først og fremmest er den øretæveindbydende. Lige så skør og sjov som folk, der skriver det på deres egen MySpace-profil.

Heldigvis højnes niveauet efterfølgende med powerpop-perlerne “Giving Up On Love”, “It Doesn’t Have to Be Beautiful” (hvis titel synes at være en god opfordring til bandet selv), “Trophy Room” og “Our Most Beautiful Friends”. Ganske vist bliver der snydt med arme og ben, men når musikken spiller, og man svinger kæresten rundt, så fungerer det sgu meget godt. Numrene er dejligt effektive og uprætentiøse. Det er hurtigt og sikkert spillet, og så har de muntre indiepopnumre masser af charme. I de bedste øjeblikke danser man lige så godt som med forbillederne fra New Pornographers, Hidden Cameras og The Pipettes.

Uheldigvis er vores britiske venner ikke tilfredse med bare at spille sorgfri 60’er-pop. Det får vi at føle i overflod på de to ballader “No Good Way to Say I’m Leaving You” og “Sorry About the Doom”. Sammen fungerer Charles og Rebeccas vokaler fint, men når de står alene og er klædt i nedbarberet piano og spansk guitar, bliver man klar over, hvad man har med at gøre. Flankeret af brusende guitarer er de nydelige – solo fremstår de uden dybde og vidde. Derudover bliver det pakket ind i en så sukkersød og uoriginal indpakning, at man får kvalme af at spise de overglaserede bolsjer.

Derudover følger et par bløde mellemvarer, som hverken gør fra eller til. “Apples and Pairs” og “Because We’re Dead” er for eksempel lidt for kluntede i deres forsøg på at være folk’ede. De bærer ikke det intellekt og den instrumentelle bredde, som gør, at de stikker ud. Så snart, man har hørt dem, har man glemt dem igen. Desværre er det også den samlede konklusion for Slow Clubs debut. Hensigten og lysten er ikke til at tage fejl. Der mangler bare lidt saft og kraft. Lidt vildskab kunne man godt forlange. Det er lidt som at høre de kære unges digte i Det Elektriske Barometer. Nogle gange har man bare lyst til at råbe: »TAG JER NU SAMMEN,« for vi ved jo godt, at der gemmer sig noget smukt indeni.

★★½☆☆☆

Deltag i debat