Norske I Was a King skuffer slemt med deres tredje album. Inspirationskilderne er for letkøbte, og selve værket er alt for rodet og usammenhængende
Skribent - Christian Birk
Smith Westerns: Dye It Blonde
Chicago-drengene i Smith Westerns har begået et rigtig fint album, der i forhold til debuten har skruet ned for støjen og op for en bred, men interessant pop-appel.
We Are the Lilies: s.t.
På trods af gæsteoptrædener fra Iggy Pop og Jane Birkin formår We Are The Lilies og Sergio Dias ikke at imponere med denne selvbetitlede debutplade.
Cold War Kids: Mine Is Yours
Cold War Kids har mistet meget af den saft og kraft, som tog dem langt på debuten Robbers & Cowards. Skramlet bluespunk er blevet til ensformig stadionrock, som det er hørt før.
LA Vampires feat. Matrix Metals: So Unreal
LA Vampires alias Amanda Brown udgav tidligere i år et album med Zola Jesus. Nu har hun slået pjalterne sammen med lydkollage-kunstneren Matrix Metals, og det er der kommet et ufokuseret og temmeligt kedsommeligt album ud af.
Jefre Cantu-Ledesma: Love Is a Stream
Jefre Cantu-Ledesma har ikke tidligere høstet særlig opmærksomhed herhjemme. Det er ærgerligt, for niveauet er faktisk rigtig højt, og selvom Love Is a Stream nok ikke ligger under mange juletræer, er pladen bestemt et lyt værd.
Girls: Broken Dreams Club EP
Amerikanske Girls imponerer stort med opfølgeren til debutpladen Album fra sidste år. Broken Dreams Club er et helstøbt, medrivende og meget personligt minialbum, der fortjener den allerstørste anerkendelse.
No Joy: Ghost Blonde
No Joys debutalbum er en støjende, men meget ufarlig affære, der ikke formår at finde sit eget ståsted blandt de tydelige inspirationskilder.
Women: Public Strain
Women har smidt et album på gaden, der vil gøre sit godt som efterårssoundtrack. Pladen er mørk og ond, og det er tvivlsomt, om man vil kunne holde den ud, når dagene bliver lidt længere.
Twin Shadow: Forget
George Lewis Jr har et lille overskæg, bærer cowboyvest og spiller musik, som vi kender den fra de glade 80'ere. Hans musik er kitschet og ualmindeligt medrivende, og hans debutplade er lige så lovende, som den er tilbageskuende.
Belle & Sebastian: Write About Love
Det er efterhånden fire år siden, at vi sidst hørte fra Belle & Sebastian, men de er heldigvis langtfra blevet dårligere siden sidst. Write About Love er endnu et flot album i en imponerende diskografi.
The Walkmen: Lisbon
Der er ikke noget revolutionerende ved The Walkmens nyeste skive, Lisbon. Bandet holder som vanligt et højt bundniveau, om end tempoet måske er dalet en smule.
Clinic: Bubblegum
Med Clinics nyeste udspil, Bubblegum, forsøger kvartetten på ny at leve op til de forventninger, som debuten Internal Wranger skabte. Det lykkes dog langtfra, og det er tvivlsomt, om det vil skaffe nye fans og holde på de ældre.
CEO: White Magic
Eric Berglund kender vi nok bedst fra det fremragende pop-orkester The Tough Alliance. Nu er han klar med sin solodebut, der formentlig vil glæde både tidligere fans og dem, der kommer til.
The Black Angels: Phosphene Dream
På The Black Angels' tredje album har Texas-bandet fundet en lidt mere kompakt og strukturel lyd, uden at det er blevet kedeligt. Pladen indeholder desværre også nogle af de børnesygdomme, som har forhindret det helt store gennembrud.
Pulled Apart by Horses: s.t.
Britiske Pulled Apart by Horses vil meget, men ender midt mellem to stole på deres selvbetitlede debutplade. Evnerne og spillelysten er stor, men ønsket om kunstnerisk anerkendelse spænder ben for de unge briter.
Lower Dens: Twin-Hand Movement
Lower Dens' debutplade er et smukt og vellykket soundtrack til efteråret. Den elegante kombination af Jana Hunters vokal og en svævende og nysgerrig instrumentering gør det her til en af kandidaterne til årets plade.
Sufjan Stevens: All Delighted People EP
Som Sufjan Stevens' øvrige udgivelser er hans nyeste ep alt andet end jordnær. Alle regler og konventioner bliver brudt, og selvom det ikke altid er lige godt, er det aldrig uinteressant.
Black Mountain: Wilderness Heart
Black Mountains tredje udspil lyder i bandets natur stort set som de to foregående. Denne gang er der dog føjet metalrock og heltedyder til repertoiret. Et ikke imponerende værk fra en driftsikker enhed.
Klaxons: Surfing the Void
Surfing the Void er britiske Klaxons' imødesete andet album. Rent kunstnerisk er den ikke langt fra debuten, og det er både godt og skidt.