Plader

Aerosol: Airborne

Skrevet af Mikkel Arre

På sit andet fuldlængdealbum under navnet Aerosol har Rasmus Elm Rasmussen skruet lidt op for det hele: melodierne, kompleksiteten og følelserne. Det er der kommet en udmærket, følsom electronicaplade ud af.

Siden den odenseanske postrockkvartet Limp i 2002 udsendte sin første og sidste ep, Orion, på det dengang så hippe tyske selskab Morr Music, har medlemmerne både solo og sammen holdt liv i Limps distinkte varme, roligt flydende udtryk. Allertydeligst er trådene fra Limp i Rasmus Elm Rasmussens soloprojekt, Aerosol. Hvor Jonas Munk og Jakob Skøtt som henholdsvis Manual og Syntaks oftest har lagt sig i solen og ladet musikken male nogle mere eskapistiske livsnyderdrømme end hos Limp, holder Rasmussen sig inde, indtil havet har slugt solen helt, og det er blevet tid til at se på stjerner.

På Rasmussens andet album, Airborne, er det snarere himmelhvælvingens lysende prikker end svulmende, solgyldne guitarmelodier, der er svimlende. I højere grad end Limp-kumpanerne dyrker Rasmussen en stil, hvor et skrabet lydbillede kan gøre små elementer centrale. På debutalbummet var tomrummene så fremtrædende og kompositionerne så anonyme, at musikken aldrig rigtig krævede lytterens opmærksomhed. Det gør Airborne.

Den vigtigste grund til, at Rasmussen lykkes bedre med det nye album, er, at der ikke længere er samme disede, let uengagerende distance over hans følsomme electronica. Med varmere basgange og lyse, Brian Eno-inspirerede synthflader giver Rasmussen sin musik en mere organisk lyd, og uden at forlise debutalbummets i og for sig ganske sikre udtryk vover han denne gang at tilføre de enkelte numre lidt flere virkemidler. Der er mere dronet baggrundsstøj, flere blinkende syntheffekter (med hilsner til tyske legender som Cluster og Harmonia) og stærkere melodiforløb.

Hvor debutpladen var lige rigeligt uhåndgribelig, er der allerede i åbningsnummeret ”Midnight Ride Down the Mental Freeway” – en titel, der er meget betegnende for albummets eftertænksomhed – synth- og guitarmelodier, der bider sig fast og har umiddelbar appel. Melodierne er ikke synderligt udbyggede, men bare dét, at de har fået lidt mere plads og fylde, er nok til at få lytteren til at høre efter.

Titelnummeret, det varmt nostalgiske og Tristeza-klingende ”Psychedelic Coffee Buzz” og det drømmeriske ”Sleepy Sunset” er alle fine eksempler på, at Rasmussen også har skruet lidt op for følelserne på Airborne. De uldent forvrængede guitarfigurer gløder, og de klokkelignende synths, som tindrer på flere af numrene, er decideret smukke. Rasmussen bygger sine kompositioner langsomt og tålmodigt op, men hele vejen igennem er de under forvandling.

Det betyder, at Airborne er værd at nærlytte – og gør man så dét, når man ind til svaghederne. Rasmussen har det nemlig med sine steder at dratte i kitschgrøften. Dér lander han f.eks., når han lægger verdens noget nær kedeligste akustiske guitarrundgang ind i ”Let the Seasons Drift”, og de tynde trommemaskinebeats i “Transition” og “Softly Slipping” skaffer ham mildt sagt heller ingen priser. Det er formentlig med fuldt overlæg, at programmeringerne ikke er mere raffinerede, men det er svært ikke at finde det underligt, at de skal være så flade og papagtige, når nu alt andet i lydbilledet er så velproduceret og omhyggeligt indhyllet i effekter.

Når Airborne ikke desto mindre er en lytteværdig og fin plade, skyldes det, at Rasmussen – helt som sine Limp-kolleger – har en stærk sans for at kombinere det skønne med det følsomme. På Airborne er der tilmed lige netop så meget patos, at musikken kan få det til at gibbe en smule i hjertekulen.

★★★★☆☆

Deltag i debat