Plader

Richard Walters: The Animal

Skrevet af Anna Møller

Richard Walters animalske debutplade burde slå lidt med den akustiske hale og hive sig op af underlægningsmusikkens dødvande.

Det fransk/engelske band Richard Walters er (ud over Walters selv, der synger, spiller guitar, klaver/keyboard og snare-trommer) Robert Stevenson på klaver og kor, Izzie Dunn på cello og Carly Sings på kor. Richard Walters, sangeren, er noget af en legende på den Oxfords musikscene, hvor han har slået sine folder de seneste år. Han startede The Beard Museum, der er et akustisk arrangement på Oxford-stedet The Purple Turtle, og har indtil for nylig spillet med i Noel Hogans (ex-Cranberries) Mono Band.

På den animalske debutplade står Walters personlige tekster centralt i musikken. Selv skriver han på sin Myspace:
»Nobody likes to write about themselves, and I’m no exception. But no one wants to read an impersonal musical resume jotted down to fill in the blanks. So let me say this. Music is my bookends, it keeps me tight, together and tidy. I have the ups and downs, and don’t we all, but I’ve reached a point in my life where I’ve realized its better to be at sea than on dry flat land. That’s where all the songs are swimming.«

Det er altså en meget personlig debutplade, man sidder med, når lytter til The Animal, hvilket eksempelvis teksten til åbningsnummeret, ″Brittle Bones″, understøtter: »Come on little light / you know my name / it’s only going to break you in the end / nothing you can say could make it right / only in the way of what you know / come on to the floor your brittle bones / don’t be a fool / don’t let me go.«

Vægten er på de personlige sangtekster, og det er som sådan både godt og skidt. Teksterne er nemlig gode og ærlige, og Walters synger dem med følsomhed, nerve og overbevisning, men fordi sangene bevæger sig i samme introverte og melankolske univers, bliver det hele hurtigt ensformigt – for ikke at sige kedeligt. Titelnummeret, “The Animal”, er imidlertid en kærkommen sang midt på pladen. Dunns cello, Walters shoegazer-guitar – og den lidt større lyd på det nummer i det hele taget – klæder albummet og gør, at man som lytter momentant rykkes ud af den akustiske underlægningsmusik og ind i et lidt mørkere og mere folket univers. Ellers beholder numrene desværre samme (sløve) tempo uden nævneværdige breaks, der giver lytteren mulighed for at skelne de forskellige numre fra hinanden.

Dog skal nogle numre fremhæves ud over pladens bedste – titelnummeret. Både Daniel Johnston-coveret “True Love Will Find You in the End”, den Buckley’ske “Weather Song” og “All at Sea” er gode, velspillede og egentlig velfungerende numre, men tempoet (på eksempelvis sidstnævnte) bliver lettere søvndyssende på trods af Walters falset-anstrengelser for at holde lytterens tunge øjenlåg åbne.

The Animal er en god, akustisk debutplade, der egner sig glimrende som baggrundstapet for enhver pop/rock-elskers hverdagstøjvask og middagsmad, men hvis Walters skal hæve sig op fra underlægningsmusikkens dødvande blandt café-cd’er og elevatortoner, kræver det mere diversitet og flere breaks i strømmen af indadvendt akustisk pop/rock.

★★★½☆☆

Deltag i debat