Plader

Delphic: Acolyte

Skrevet af Anna Møller

Delphics debut, Acolyte, er elektronisk (radio)pop, der går lige ind ad ørerne og nogle gange ud igen, mens deres kunstreferencer kan få selv den bedste akademiker til at trække på smilebåndet. Som de selv siger: »Art is cool.«

»Det er jo lige til P3,« tænker jeg, da jeg sætter Delphics debut-cd på, og noget andet, der også straks slår mig, er, at mens musikken går lige ind, er coveret er fyldt med (engelske) ord, jeg ikke forstår. Nu er jeg jo heller ikke det skarpeste træ i skoven og finder heldigvis hjælp i ordbogen, der opklarer, at bandets navn, Delphic, betyder »ambiguous eller enigmatic«, dvs. perpleks, mystisk eller flertydig. Aha. Andre mystiske navne er bl.a. på numre som ”Acolyte”, der skal betyde ‘hjælper’ eller ‘kompagnon’, og ”Ephemera”, der betyder ‘ting, der kun varer en dag’. Det tror jeg imidlertid ikke, hverken Delphic eller nummeret ”Ephemera” gør.

De to mystisk klingende numre er nemlig vareprøver på det, som i mine øjne er Delphics styrke – de elektroniske (dance)elementer på cd’ens samfulde 10 numre. De kommer stærkest til udtryk på titelnummeret, der i øvrigt er cd’ens bedste. ”Acolyte” starter langstrakt drømmende, og snart tager en stadig stigende og pulserende rytme over, der igen viger for de æteriske toner. Sådan er dynamikken nummeret igennem, og det når hverken at blive ensformigt eller at tabe energi – på trods af at nummeret varer ni minutter. Tværtimod er det hypnotiserende rave-revival, der holder. Vokalen på ”Acolyte” indgår i lydtapetet på samme niveau som de øvrige instrumenter, og det dynamiske, elektroniske popnummer kunne danne baggrund for såvel (rave)dans, meditation og cykling. Ikke dårligt.

Svagheden ved Delphics plade ligger imidlertid i den anden del af deres univers, nemlig i de mere poppede, vokaldominerede og radiovenlige numre, som især ”Red Lights” og åbningsnummeret ”Clarion Call” er eksempler på. Det er gode numre; velproducerede, vellydende, fængende, men ret hurtigt glemt igen. ”Clarion Call” er opbyggelig og tidstypisk elektronisk poprock, der fungerer i sin energiske og tighte opsætning og kan være svær at sætte en finger på. Det skal nok gå lige ind hos mange lyttere, men jeg er bange for, at det også går meget hurtigt ud igen, om man så må sige.

For at vende tilbage til bandet, består det af de Manchester-baserede Rick Boardman, Matt Cocksedge og James Cook plus Dan Hadley på trommer, og når man sidder med pressematerialet, indser man, at det ikke bare er bandets brug af indviklet engelsk i bandnavn og sangtitler, der kan synes akademisk og tænkt. Både filmskaberen Tarkovsky og litterære sværvægtere som Camus, Kafka, Joyce og Sartre bliver nævnt i flæng som inspiration – som Matt Cocksedge siger: »We’re into existentialism«…

Det Tarkovsky-inspirerede kan man imidlertid godt ane i bandets meditative og panorerende musikvideo til førstesinglen “Counterpoint“, der skaber en god modvægt til nummerets energiske elektronik. Bandet har efter sigende så stor en interesse i filmmediet, at de har skabt deres egen Youtube-kanal, hvor der ligger adskillige af deres videoer, og videoen til nummeret “This Momentary” er også nomineret til tre UK Music Video Awards.

Alt i alt har Delphic lavet en vellykket debut, der nok skal glæde mange fans af alternativ dance, og som uden tvivl får plads i det musikunivers, som 2010 kommer til at bestå af.

★★★★☆☆

Deltag i debat