Som det sig hør og bør, når talentfulde musikere går sammen i et nyt musikalsk samarbejde, skal det nævnes, fra hvilke bands musikerne stammer, og heller ikke Ghost Society-medlemmerne kan se sig fri for de musikalske præfikser. Sagt med andre ord: Blue Foundation-medlemmet Tobias Wilner, Sara Savery fra People Press Play, Choir of Young Believers-trommeslager Lasse Herbst og den senest ankomne Frederik Sølberg, der spillede trommer i det forgangne Lake Placid, danner støjpopbandet Ghost Society.
Ep’en fra maj, Dogs and Desperation, efterfølges nu af debutalbummet, der fører det drømmespor videre, som blev skabt på ep’en. Der er tale om en flot udført debut, som lever op til alle de krav, man kan have til en støjpoppet og shoegazet omgang drømmepop, hvor melodisk synth blandes med æteriske vokaler og hvæsende guitarer, men som det var tilfældet med Dogs and Desperation, mangler der ligesom noget, der kradser lidt mere, og som sprænger rammerne for det, støjpoppen kan og vil.
Det er meget sigende, at pladens 13 numre ikke umiddelbart adskiller sig fra hinanden, men samles i en massiv lydflade, der fortsætter i 45 (gode) minutter uden deciderede udsving. Opskriften er oftest, at det æteriske og let skingre kor følger synthens melodi, der skriger om kap med den hvæsende guitar, indtil klaverets repetitive toner tager over, og trommeslag fører lytteren direkte over i næste nummer. Dog er der naturligvis højde- og lavpunkter, hvor åbningsnummeret og førstesinglen “Better Days“, ”Love Love”, ”Recognize” og især ”The Fool” i mine øjne hører til højdepunkterne. Sidstnævnte indrammer Sara Saverys vokale skrøbelighed perfekt, samtidig med at teksten er melankolsk indadvendt, og den kombination kræver, at lytteren kommer helt tæt på – og det er bestemt ikke et dårligt sted at være. På den mere tempofyldte og rockede ”Recognize” synger Tobias Wilner og Sara Savery lokkende: »If I told you now / would you recognize this / would you roll your eyes / and run for it.« Teksten er relativt simpel, men samtidig dragende, og vokalernes luftige rummelighed gør, at de som sådan blot markeres for så at indgå i den massive lydflade igen.
“Twisted Mind” befinder sig i den anden ende af skalaen. Nummeret kendetegner Ghost Societys akilleshæl; nemlig at de indimellem tenderer det decideret kedelige. Nummeret slæber sig langsommeligt af sted, mens lytterens øjenlåg bliver tungere og tungere, og tankerne driver af sted bag om ryggen på Jonas Bjerres assisterende vokal.
Der er dog ingen decideret dårlige numre på The Back of His Hands, Then the Palms – lytteren får serveret dygtigt udført drømmepop med fængende melodier, der glider ubesværet af sted uden hindringer, men det hele glider lidt for let ned, og jeg kunne personligt godt have brugt et musikalsk slag i hovedet eller noget andet (helst noget andet), der momentant kunne have hevet mig ud af den hypnotiserede drømmetilstand, man ofte kan opnå efter indtagelse af for store mængder drømmepop.