Plader

Morten S. Andersen: Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med

Morten Skou Andersen er noget så sjældent som en ung viseskrædder. Han er ikke bange for at sige sin mening, hverken om politik, samfundsdebatter eller om Danmark generelt. Men én ting er at skrive sange, noget andet er at indspille og udgive dem.

Morten Skou Andersen skriver, hvad han selv karakteriserer med ordene: »Sommetider kalder jeg dem for viser. Sommetider kalder jeg dem protestsange. Der mangler stadig et godt ord.« En beskrivelse, der glimrende fanger essensen af de 15 numre, som udgør dobbeltvinylen Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med.

Numre som f.eks. ”Normaliseringen af Hellerup”, ”De grå II” og ”Meningsfuld vold” hører til under protestsangerens banner, og ikke særlig overraskende er det i den socialistiske lejr, vi finder Morten Skou Andersen. Mere bemærkelsesværdig er visernes længde og berettende opbygning. Morten Skou Andersen er ikke bange for de lange viser, og f.eks. ”De grå II” vidner med sine 14 vers om en kunstner, der ikke går på kompromis for at få sit budskab ud – teksterne må fylde det, de fylder.

Desuden har Morten Skou Andersen en forkærlighed for beskrivelser af de klasseinddelte personskæbner og mere eller mindre velkendte stereotyper. Et udgangspunkt, der måske kan virke en smule naivt, når der tales om de riges materialistiske affektionsudtryk i form af »kærlighedsgaver« i visen af samme navn, men det er vel også kernen i en protestsang: den blinde tiltro til sit eget holdepunkt og det kompromiløse angreb på andres. Ikke nødvendigvis for at overbevise andre, tværtimod opleves sangene som rettet indad, og de appellerer mere til selvransagelse end fremmarch. Eller sagt med andre ord: Det er sange for den enkelte frem for fællesskabet. Det er ikke sange, jeg forestiller mig, folk synger i flok, i modsætning til mange klassiske protestsange.

Mindre blokpolitiske sange er også at finde på pladen. Mest bemærkelsesværdig er ”Dræbersneglen kommer”, der er en 16 minutter og 33 sekunders knytnæve af en sang på 15 vers, der langer hårdt ud mod Danmark som værende »det lykkeligste land i verden«. En sang, der kræver utroligt meget af lytteren, dels på grund af den ensformige opbygning: Når du har hørt første vers, har du musisk set hørt dem alle – der er ingen markant dynamisk fremgang eller tilbagegang, ingen instrumentsoli eller tilføjelse af instrumenter. Det er Mortens stemme, og de ord den frembringer, det hele kredser om.

Desværre er Morten Skou Andersens stemme hverken specielt trænet eller unik. På de høje toner knækker den flere gange over, og den fortællende stemning opleves flere gange som påtaget frem for indlevende. Dette skal dog ikke overskygge det faktum, at Morten Skou Andersen er en dygtig digter, og det er ubegribeligt forfriskende at høre en sanger, der ikke er bange for det umiddelbare udtryk. Et skoleeksempel på det faktum, at man ikke behøver at klistre sine tekster ind i pseudopoesi og metaforer, og at det danske sprog ikke skal undervurderes som værktøj.

Som tidligere antydet er de musiske kompositioner ikke andet end underlægningsmusik, bestående af Morten Skou Andersen på guitar, Jacob Carl Viktor Lövenlund på harmonika og Adam Juhl Norholt på bas. I bedste fald virker harmonikaen anonym, i værste fald direkte improviseret, og under alle omstændigheder bliver dens funktion ofte overflødig. Bedre går det for bassen, der fungerer udmærket som akkompagnement til guitaren, men selv samspillet mellem de to er ikke interessant som andet end underlægning til vokalen. Men dette er igen et velkendt træk for genren, og derfor er det ud fra det perspektiv vellykket, men forventeligt – på godt og ondt.

Pladen er det mest interessante inden for meningsfulde dansksprogede tekster, jeg længe har hørt, og teksterne alene trækker også numrene voldsomt op. Men Morten Skou Andersen skal overveje, i hvor høj grad han vil udfordre sin vokal, som han gør, inden han får bedre styr på den. Og endeligt bør han også overveje musikkens rolle i sit udtryk og måske benytte den til at skabe en smule luft for lytteren.

★★★★☆☆

2 kommentarer

  • Jeg har også hørt pladen. Jeg synes ikke den er særlig god, fordi han ikke synger eller spiller særlig godt. Det er interessant med benyttelse af harmonika, men som et sammenspil lader det noget tilbage at ønske. Og så mener jeg, at den socialistiske blokpolitik, der præsenteres er passé ligesom hippierne gammeldags ideologier. Det er min ærlige mening om det her plade. Og må jeg ikke have lov til at takke dette hjemmeside for nogle gode artikler og sådan noget. Tak.

  • Jeg har hørt pladen adskillige gange og jeg synes at den er fantastisk. “Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med” laver musik, som man skal invistere i og som kræver noget af lytteren, hvilket jeg finder forfriskende i en tid hvor musik er blevet en fastfoodvarer, som man får proppet ned i halsen for en flad tier!

Deltag i debat