Plader

My Evil Twin: The Slow Escape

Skrevet af Anna Møller

The Slow Escape er en velproduceret, velspillet og iørefaldende debut. Eneste problem er, at pladens pendulering mellem electro/synthpop og (indie)pop ikke udnytter den potente energi, der findes i pendulets spændingsfelt, men fremstår lidt skizofrent.

My Evil Twin giver mig associationer til Stevensons fortælling om den gode Dr. Jekyll og hans onde andetjeg, Mr. Hyde, og sammenligningen med et samlet jeg, der kæmper med indre stridigheder, er i virkeligheden nok ikke helt skudt ved siden af. Den danske gruppes dygtigt udførte debut indeholder nemlig både synth-, electro- og pop-elementer, der i mine øjne giver en anelse fragmenteret og skizofren oplevelse af pladen, der aldrig rigtig fremstår som en helhed.

Jeg synes om både den 80’er-synthede, Crystal Castles-lignende og casio-bårne ”It’s Coming Back to You” og de mere melankolsk-poppede ”A Domino” og ”No Plot”, men fordi pladen indleder med to på hinanden følgende electropop-numre, bliver jeg grundigt forvirret, når det spor ikke følges op. Det er måske i den indbyggede dobbelthed, at ’den onde tvilling’ viser sig, og det er, som om pladen ikke ’lever’ i det spændingsfelt, der kan opstå mellem god electro/synthpop og indiepop, men snarere sætter sig mellem to stole uden at finde sig til rette.

My Evil Twin består primært af Cecilie Enevold Nielsen, der således har skrevet alle numrene og desuden er den bærende vokal, selvom bærende måske er så meget sagt. Stemmen er der lige ved og næsten og ligger snarere som en sirenes kalden i baggrunden end centralt i lydbilledet. Derudover spiller Enevold Nielsen keyboard og guitar, og numrene er desuden produceret af Lasse Lyngbo fra Diefenbach og White Pony. På The Slow Escape bidrager blandt andre også altmuligmanden Ebbe Frej (bl.a. epo-555 og Lise Westzynthius), og det kan man også godt ane kraftigt i numrenes æteriske og dragende vokalkor, den fængende electropop og det mørke, men samtidig dansable lydunivers. My Evil Twin skal  da også varme op for Lise Westzynthius til foråret, så der kan man nyde begge sangerinder samlet.

Debutpladens cover, der er et farvemanipuleret foto taget af et af Enevold Nielsens oliemalerier af en række ansigter i forskellige situationer, er med til at trække min førstehåndsopfattelse af The Slow Escape mod den, der gives af en stemningsfyldt DIY-popplade, og jeg er ikke sikker på, at det helt er dækkende – på trods af de mange popelementer.

”Got You in My Radar” er det mest letkøbte popnummer på pladen, der er retro på den lidt uoriginale måde. Det er fængende med god melodi og tekst, men det er intetsigende og tenderer ’ind ad det ene øre og ud af det andet’-pop. Nummeret er ikke kendetegnende for resten af pladens numre, men man kan godt plædere en bevægelse fra det synthede i starten mod det efterhånden mere poppede, som pladen skrider frem, og det ville måske have hjulpet på det samlede billede, hvis debutens numre var blevet blandet lidt mere i et forsøg på at fremstå mere helstøbt.

Titelnummeret ”The Slow Escape”, der er pladens næstsidste nummer, har dog flere elektroniske elementer, mens det afsluttende og Twin Peaks-intro-agtige ”No End No Beginning” er direkte besættende og muligvis pladens bedste. Tekstens centrale linje har i hvert fald hjemsøgt mit hoved, så jeg de sidste dage dystert-introvert har mumlet: »I’m in the tallest building / standing on the ground floor / catch it right before it takes, takes another fall.«

★★★★☆☆

Deltag i debat