Plader

Tako Lako: Kick Start EP

Skrevet af Jonathan Heldorf

Tag med, når jeg fortaber mig i fransk antropologi, Roskildeminder og rejsebeskrivelser fra en tur til balkanmusikkens fødeegn.

Den franske antropolog Gustave Le Bon fremkom for over 100 år siden med sin teori om massernes psykologi. Det er en teori, der ser bort fra ‘massen’ som en samling af individer med forskellige meninger og holdninger. I stedet kategoriseres ‘massen’ som en enhed. Under bestemte omstændigheder besidder en sammenhobning af mennesker karaktertræk, som er meget forskellige fra karaktertrækkene hos de enkelte individer, der indgår i ‘massen’. Le Bon mente, at den bevidste personlighed forsvandt, og at alle følelser og tanker i stedet orienterede sig i den samme retning, hvis ‘massen’ blev motiveret på den rigtige måde. Et enkelt individ kunne således udføre handlinger i strid med sit egentlige moralske kodeks, når dette individ befandt sig i en ‘masse’ og blev påvirket psykologisk. Et eksempel kunne være Hitlers indflydelse på ‘massen’ i Tyskland. Mange tyskere lod sig i øjeblikkets rasen indfange og opildne af den fyrige taler, for bagefter, da talen var slut, og de havde haft tid til at reflektere alene, at stå en smule rådvilde og ikke vide, hvad det var, der var foregået oppe fra talerstolen og iblandt publikum.

Lidt på samme måde var det at høre Tako Lako på Roskilde Festival sidste sommer. Der blev skabt en ‘masse’ ud af os individer, der var til stede. Vi fik en kollektiv psyke.

Men der er forskel på oplevelser. Der er forskel på at høre Tako Lako, mens man står svedende under teltdugen på Pavillion Junior, dagen før Roskilde Festival for alvor skydes i gang, dejligt beruset af sommervejr og øl, mens balkanbranderten tromler af sted, og at høre samme band på anlægget bag lukkede døre derhjemme, mens man kigger ud på Københavns aprilgrå asfaltvirkelighed. Der er stor forskel. De tunge trommer, harmonikaen, klarinetten, violinen og den accentuerede drengerøvsvokal har ikke længere samme inciterende effekt. Det er, hvad man kan forvente, og det kom ikke just som et chok for mig.

Tako Lako er et meget fysisk band, et meget levende band og et særdeles underholdende band. Deres balkangøgl er yderst gennemført og uimodståeligt. Men ligesom en god film stadig er god, når man ser den på dvd, så er det bare ikke det samme, som da man sad i biografen sammen med 300 andre popcornknasende, 3D-brilleklædte og henførte publikummer. Jeg vil dog holde fast i, at Kick Start stadig er en god ep.

Man kan sagtens høre, at Tako Lako i produktionsfasen har forsøgt at bibeholde deres energi og livlighed, det er tydeligt, at balkanrockens liveånd forsøges overført til cd-mediet, og det er også vellykket, selvom det selvsagt kun er en genspejling af det band, der stod på Roskilde sidste år.

Når jeg tænker Tako Lako, tænker jeg også Furillo og Bob Marley. Ikke fordi musikken disse tre kunstnere imellem har synderligt mange ligheder, men fordi det mest spændende ved bands som Tako Lako er deres evne til at appellere bredt inden for en genre, der normalt er snæver. Bob Marley fik sluset reggaen ind i det vestlige samfund; Furillo blev nærmest kult på den danske ska-scene; og jeg vil hævde, at Tako Lako også besidder evnen til at skabe bro mellem to musikkulturer.

Kun en uge inden Roskilde-koncerten sidste år var jeg kommet hjem fra en backpacktur rundt i eks-Jugoslavien, og en bestemt overnatning på den tur skiller sig tydeligt ud i forhold til de mange andre: Sent på en regnfuld eftermiddag var vi var blevet shanghajet ved busstoppestedet af en ældre dame, der snakkede ringe engelsk, men insisterende på, at vi skulle overnatte hos hende i hendes lille boligbloklejlighed med dertilhørende skudhuller fra krigen. Denne aften gik med at sidde på gulvet i den kompakte og loppemarkedsagtige stue, foran hendes sort-hvid fjernsyn og spise parfumeret æggekage, mens en bosnisk version af Idols drønede over den snedækkede sendeflade. I modsætning til de velkendte vestlige talentshows var det ikke pop a la USA eller Storbritannien, der blev fortolket, men derimod den traditionsrige balkanfolkemusik. Bosniske pendanter til X-Factor-Martin eller -Jesper stod i nationaldragter og sang sange, der ligger meget fjernt fra den vesteuropæiske musikforståelse. Det var en særegen oplevelse, og jeg skal passe meget på ikke at komme til at sige, at traditionel balkanmusik er en frygtelig sygdomsbefængt størrelse, men det er her, Tako Lako (omsider) kommer ind i min anekdote. For Tako Lako forstår ligesom Gogol Bordello at gøre balkanmusik ikke bare spiseligt, men virkelig fængende for et vesteuropæisk publikum. Den musik, jeg på ingen måde forstod, da jeg sad på et bosnisk gulv, giver meget bedre mening nu. Hvis jeg stadig ikke synes, det er god musik, så har jeg i det mindste langt større respekt for det. Tak, Tako Lako.

Man kan ikke tage fra dem, at de skriver fængende, fyldige, tunge og rockende sange. Kick Start er et godt, slidstærkt udspil, der for mig både har den fordel, at det vækker minder, men også har den ulempe ikke at kunne leve helt op til disse minder. Jeg kan på det varmeste anbefale bandet, og jeg er ikke i tvivl om, at hvis man – omvendt af mig – hører ep’en, før man hører bandet live, gør det ikke ep’en dårligere, men kun koncertoplevelsen bedre.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • mine venner tvang mig til at se dem på roskilde sidste år, og det var klart et af festivalens højdepunkter! Skål for balkan

Deltag i debat