Plader

Broken Social Scene: Forgiveness Rock Record

Skrevet af Jeppe Carstensen

Endnu en gang beviser det vildtvoksende canadiske kollektiv, at smagløs pladecover-æstetik kan kombineres med god og eklektisk indierock.

Et af 00’ernes mest markante indierockorkestre er tilbage med fornyet kraft og en ganske anderledes lyd. John McEntire fra Tortoise og The Sea and Cake har taget behændigt fat i Toronto-kollektivets musikalske udkast. Hvor vi før var vant til et mere mudret og rungende lydbillede, der med alle sine støjende effekter var elskværdigt, kan man nu høre de enkelte instrumenter, samples og vokaler adskilt fra hinanden. Det både vinder og taber Forgiveness Rock Record på.

Forgiveness Rock Record indledes med noget, der lyder som guitarspil under havets overflade. Det episke nummer “World Sick” er præcis, hvad man havde håbet på efter lang tid uden en reel udgivelse fra Broken Social Scene. Med en stram struktur føres sangen succesfuldt igennem de næsten syv minutter, den har fået tildelt. Det lyder som en lidt langsommere og aldeles canadisk udgave af Los Campesinos. En perfekt åbner på en ikke helt perfekt plade.

Vi er mange, der forelskede os i Lisa Lobsinger, da Broken Social Scene spillede på Loppen for nogle år siden. Hun gør desværre et lidt gennemsnitligt stykke vokalarbejde på diskoballaden “All to All”, der tematiserer tilgivelsesmekanismer mellem venner, når årene går, og forbindelsen mistes. Genreudbuddet på pladen er enormt, og hvert nummer byder på nye stilistiske engagementer. På “Romance to the Grave” er vi dog også i balladens univers, men et helt særligt af slagsen. Sidste halvdel af nummeret er som snydt ud af et The Sea and Cake-album. Den potente bas er umiskendeligt groovy, og vokalerne emmer af sex og patos, når de fører dialog med hinanden. Rygtet om en efterårstour med selvsamme band lyder helt oplagt.

“Forced to Love” er det til dato mest tilgængelige stykke popmusik fra gruppen. Det lyder som tung udgave af Phoenix, der især på vokalsiden har samme kække udtryk. “Art House Director” har derimod den brusende og fremadstormende kraft, som jeg husker fra You Forgot It in People, når albummet var allerbedst. Det er i det hele taget pudsigt, hvordan det karakteristiske Broken Social Scene-udtryk dukker op på Forgiveness Rock Record, når man mindst venter det.

Broken Social Scene-staben fortæller i et interview, hvordan de i Chicago, hvor McEntires Soma Electronic Music Studios ligger, vågnede og stod op kollektivt, spiste morgenmad og gik i studiet, fordi det var det eneste at gøre i byen. Et band, der allerede har investeret i familie, havebrug og meget andet, måtte altså flytte sig geografisk for at kunne producere på effektiv vis igen. Missionen lykkedes – også selvom canadierne denne gang har presset citronen så gevaldigt, at Forgiveness Rock Record har en spilletid på 58 minutter og 32 sekunder. Det er noget af en mundfuld, når albummet er så afvekslende og kompakt, som det er.

Talentmassen i Broken Social Scene er overflodsagtig og nærmer sig et fornærmende stort potentiale, når bandet sætter sig for at lave et album. Udover de seks faste medlemmer medvirker gæstemusikere fra hovedsageligt Chicago og McEntires vennekreds. Antallet af medvirkende på Forgiveness Rock Record er alt i alt 31 mennesker. Man skulle ikke tro, at det kunne lade sig gøre, men supergruppen formår at økonomisere med alle talenterne. Hvad der i sin tid mentes med bandnavnet Broken Social Scene, er svært at forholde sig til, når mennesker samles, som de gør på denne udgivelse. Man kunne gøre mange filosofiske betragtninger om, hvordan bandet formår at skabe denne enhedsfornemmelse, men det vil jeg overlade til dig, når du lytter dig igennem et album, som jeg trods få forbehold allerede holder af.

★★★★☆☆

Deltag i debat