Koncerter

Roskilde ’10: Eim Ick, 28.06.10, Pavilion Junior

Skrevet af Mikkel Arre

Udenfor var solens varme trykkende. Indenfor i Pavilion-teltet gav Eim Icks sommerbegejstrede, lag på lag-loopfokuserede techno plads til svale dagdrømme.

Hvis man ude på campingområdet ikke allerede havde opdaget, at det er sommer, satte 20-årige Nick Eriksen – alias Eim Ick – en tyk streg under det mandag eftermiddag. Hans loopbaserede electronica emmede af sorgløse sommerfester, og de mange lag af lyse, glitrende melodiforløb fik farvestrålende blomsterflor til at gro på nethinden – og havde man åbne øjne, fik man serveret visuals med så stærkt sollys, at motiverne næsten blev blændet helt bort.

Eim Ick leder efter en rutevejledning til rejsen mellem Roskilde og Barcelona.

Eriksens cirklende, repetitive numre viser klart, at han har hørt svenske The Field, der også looper lag på lag af små løsrevne vokalstumper og melodibidder. Men hvor svenskerens musik er melankolsk og indadvendt, er Eriksens 4/4-beats noget mere direkte og pumpende. Og selvom det nok kunne have løftet musikken at opleve den syv-otte timer senere i mørke omgivelser, virkede det trekvart fyldte telt til at tage godt imod chancen for at danse lidt af festivalstøvet af sig.

Uanset om man lod hofterne vrikke eller nøjedes med at nikke med nakken, var der rig lejlighed til at stå og dagdrømme sig lidt væk. De i snit 10 minutter lange glidende numre var smittende og medrivende på grund af de mange opklippede melodielementer og Eriksens fine sans for at bygge spænding op for derpå at udløse den, men den blev aldrig anmassende. Det kan man bestemt heller ikke kalde Eriksens tilstedeværelse på scenen. Bag den obligatoriske Mac og et bord fyldt med udstyr kiggede han ikke op i løbet af de 40 minutter – end ikke når publikum lod deres jubel rulle mod ham.

At Eim Ick ikke løste laptopkoncerters evige problem med nærvær eller mangel på samme, var imidlertid et mindre problem. Hans på én gang sværmeriske og dansable koncert genlød nemlig så meget af ubekymret sommerglæde, at den var et glimrende soundtrack til sådan en varm junidag, hvor Roskilde virkede ret meget som Spanien.

★★★★★☆

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar