Koncerter

Roskilde ’10: Florence and the Machine, 02.07.10, Odeon

Skrevet af Jonathan Heldorf

Florence er en diva. Hun opfører sig som en diva, hun lyder som en diva, og hun kan fortrylle publikum som en diva. Men en spændingskurve i musikken hist og her ville ikke have smudset koncerten til.

Florence i superb divapositur. Foto: Tom Beard Photography

Et omdiskuteret emne hvert år på Roskilde er nogle af de bands, der bookes til Odeon-scenen. Den er simpelthen ikke stor nok til at husere de forholdsvis nye, men megahypede opkomlinge, som gæster i massevis valfarter til scenen for at se.

Samme problem opstod under Florence and the Machine, hvor cirka tre gange så mange mennesker, som teltet er beregnet til, mødte op. Men som musiker kan det jo kun betragtes som en stor cadeau, og Florence så også ud til at nyde den store opmærksomhed.

I det hele taget så hun fantastisk rolig og selvsikker ud, som hun stod der med sit flammende hår og sorte sjal. Hendes måde at gebærde sig på vidnede bestemt ikke om kun to års erfaring i branchen, snarere skulle man tro, hun havde stået foran tusindvis af mennesker hele sit liv. Hendes publikumstække og fandenivoldske kunstnergener ligner i høj grad et lige så medfødt talent som hendes store stemme.

Og netop stemmebåndet blev der ikke sparet på. Lungerne blev udspilet til det sidste, munden blev åbnet på vid gab, og fødderne lavede små rejehop imens. Det var den letteste sag i verden for publikum at forsvinde i den fyldigste soul og den rungende, hypnotiserende stortromme.

Men det var også ensformigt. Florence var god fra start til slut, men hun peakede aldrig. Der blev ikke bygget op til noget, og man vidste ikke, hvor koncerten bar hen. Først da hittet “Dog Days Are Over” fra debuten Lungs blev spillet hen mod slutningen, mærkede man en kurve i musikken, et knæk, og noget der var lidt anderledes. Ellers flød numrene sammen og gjorde det til en lidt lang travetur, også selvom både numrene var gode og udførelsen meget stemningsmættet.

★★★★☆☆

Deltag i debat