»Oh my baby, oh my baby / Oh why? / Oh my,« gjaldede det fra pladsen foran Orange. Blur havde netop afrundet “Tender”, men vi var ikke klar til at give slip. Bandet improviserede en nedtonet melodi, der kunne akkompagnere os. Hvis det ikke var Orange Feeling i sin essens, ved undertegnede ærligt talt ikke, hvad det skulle være. Det var et af de øjeblikke, der på bedste vis illustrerer, hvad en koncert på en stor festivalscene kan.
Jeg valgte kort inde i det nyligt genopståede Blurs koncert på Orange at give pokker i vold med mine noter. Det føltes intuitivt rigtigt til en optræden, der var præcis så rowdy som man kunne have ønsket sig. Egentlig havde jeg nok ikke tænkt mig, at det ville være så folkeligt og til tider helt tilbagelænet, men det blev det, og det var også for det bedste.
Bandet stavrede ind på scenen, så man knap kunne kende de gamle britpop-pionerer. Damon Albarn gjorde et kast med hovedet og hev op i sit ene bukseben. Var dette begyndelsen på en nedsmeltning lig det, der ramte Julian Casablancas fra The Strokes sidste år? Lige der havde jeg mine betænkeligheder. Måske var tiden løbet fra London-bandet, og en Gorillaz-koncert (helst uden fald fra scenen) ville være at foretrække? Det skulle hurtigt vise sig, at jeg tog fejl og at Blur vitterligt var genopstået, med alt hvad det indebar af nye tilgange og dynamikker.
Det var totalt definerende for koncerten, at Damon Albarn virkede som en mand i sit rette element. Han snakkede om sin store kærlighed til Danmark, og selvom den form for erklæringer godt kan virke en anelse fortærskede, virkede det oprigtigt. Der er noget kørende mellem Albarn og Roskilde Festival. Det blev allermest tydeligt under den førnævnte, impulsive fællessang.
Vi startede ellers i nutiden, da den få dage gamle single “St. Charles Square” indledte sættet. Med guitarist Graham Coxons uregerlige Robert Fripp-agtige riff i centrum, var det noget af det mindst lyttervenlige, aftenen kom til at byde på. Ellers var sætlisten bygget op af singler, som repræsenterede den poppede side af rockbandet Blur. Selv på sange, der ikke appellerede til det, var bandet klar til lige at twiste udtrykket i retningen af det punkede. “There’s No Other Way” der stammer helt tilbage fra debuten Leisure (1991), indledte en mini-tour de force igennem Blurs udvikling fra Madchester og til det udtryk, der blev døbt “Britpop”.
Det var forfriskende at være vidne til et band bestående af gamle venner, der spiller lidt mere løst end på de gennemproducerede plader. Det var ikke decideret sløset, populære numre som “Song 2” og “Country House” blev leveret med en punket energi, der stod godt til sangene, særligt når bandet, efter de første to takter faldt i hak med hinanden. Hvis man overhovedet kan tænke sig til en mere vild udgave af den branchekritiske “Popscene”, så fik vi den her. Albarn baskede febrilsk med armene og det var nærmest som om, at året var 1992 igen.
Coxon var sikker i sine soli, som aldrig fulgte forløbene fra studieudgaverne. Han og trommeslager Dave Rowntree trådte også i karakter som backingvokalister for den løsslupne Albarn, hvilket skabte et tidligt highlight, da Albarn under “Tracy Jacks” stak ned forbi pitten og fik fat i en blomsterbuket fra en tilskuer. Han var dygtig til at gribe situationerne. Da en ledning fik viklet sig fast, spillede han med på det og det blev et æstetisk element. Albarn skulle spille mange roller qua Blurs vidtstrakte bagkatalog. Der var melankolikeren på “End of a Century”, der sang fra hjørnet af scenen, junkien på “Beetlebum”, og den håbløse romantiker på “To The End”. Alt sammen udført til perfektion af en dybfølt syngende Albarn. Man kunne mærke et band, der ikke kun nød samspillet, men også muligheden for at give hinanden modspil. Som en kærlig musikalsk rivalisering, ville alle fire bandmedlemmer tage teten. Alligevel opstod der altid enighed om retningen, og selv de mere skæve passager pegede fremad.
Undervejs var der både tid og overskud til at rose Roskilde Festivals catering og synge fødselsdagssang for bassist Alex James’ datter. Det var et stort anlagt show, men det var hele tiden med det mellemmenneskelige i fokus. Smukt betonet, da Albarn og Coxon, der ved gud har været meget igennem sammen de sidste over tredive år, blidt omfavnede hinanden. Det nye nummer “The Narcissist”, der var placeret sidst i sættet, omhandler de interne konflikter, der har udfordret bandet, men som Albarn lidenskabeligt sang fra scenen: « But I won’t fall this time / With Godspeed I’ll heed the signs.« Der var intet gammelt nag, og “The Universal” kunne, med sin unikke Albarn’ske blanding af håb og melankoli, sende os ud i natten med manér.
Alle fotos: Daniel Nielsen