Plader

Wavves: King of the Beach

Wavves vandt bloggernes hjerte, og de kvitterede ved at dække Nathan Williams’ Primavera-nedbrud fra alle vinkler. Nu er han tilbage med en renere lyd og en flok ligefremme poppunk-sange.

Bands, der pludseligt får succes på kort tid, har sjældent evnen til at følge op på den. Med internettet er vejen fra øvelokalet til succes blevet endnu kortere, for begynder en blog først at hype et band, kan man hurtigt blive indie-darlings. Clap Your Hands Say Yeah er et godt eksempel på et band, der pludselig skød frem som nye indie-berømtheder, men deres andet album fik slet ikke samme succes, og der er ikke rigtig nogen, der interesserer sig for, hvad de laver i dag. Det er resultatet af internettets ubarmhjertige hype-maskine. Når bandet er blevet populært, mister bloggerne interessen og begynder at lede efter den næste store sensation. De lever af at være først med det nye.

Nathan Williams har med Wavves også været igennem turen. De første par albums, ep’er og kassetter var indspillet på simpelt udstyr og blev også uploadet direkte til nettet, hvorfra bloggerne og især det store moderskib, internettets alternative musikdommer Pitchfork, hev ham op til overfladen. Med endeløse rapporter og mobil-optagelser af en mand i opløsning var bloggerne også på plads til at dække hans famøse nedbrud på Primavera-festivalen på en blanding af ecstasy, valium og alkohol. Det var selvfølgelig et negativt indslag i karrieren, men effekten var positiv, fordi den prikkede til den nedslidte rock’n’roll-myte, og håbet om en ny Pete Doherty, der kunne levere endeløse skandalehistorier til sladderspalterne, lyste neongrønt. Man kunne endda mistænke folk for at komme til Wavves’ efterfølgende koncerter for at se, om han nu skulle bryde sammen igen.

På det område skuffede Williams. Han tog ved lære, fik styr på lortet og tog Jay Reatards tidligere backingband bestående af Stephen Pope og Billy Hayes med på tour og drog fordel af deres erfaring. Nu er han så klar med opfølgeren og skal bevise, at han er andet end en mismodig skaterpunk fra Californien, der var heldig. Pitchfork står bag ham, har givet King of the Beach imponerende 8.4 og en placering i ‘Best New Music’. god er pladen nu ikke.

Vi har at gøre med relativt simpel og ligefrem poppunk, som calipunk-bands som Vandals og Descendents udviklede den i starten af 80’erne, og som blev mainstream med andre calipunk-bands som The Offspring og Green Day i midten af 90’erne. Men lyden er en anden. Den nye plade er blevet produceret af Dennis Herring, der også har produceret Modest Mouse, hvilket betyder, at lyden er noget mere klar end de hjemmeindspillede plader, der i lo-fi-støjniveau mindede meget om Times New Vikings tidlige plader. Men den er altså stadig skramlet med diskante, næsten metalliske guitarer, når de da ikke klinger semi-rent uden distortion, mens rytmesektionen gladelig moser af sted. I ”Take on the World” bliver der endda tilføjet noget shoegazer-støj, så garagepoppen får lidt lyd hen ad No Age.

I det hele taget er det en plade, hvor inspirationskilderne råber med hver sin stemme rundt om i udtrykket, men der er heldigvis så mange af dem, at det ikke lyder som en decideret coverplade. Lyse falset-harmonier trækker sandet fra The Beach Boys ind på pladen, mens Williams tit intonerer som Kurt Cobain og også gør brug af den samme blanding af simple poppede sange og støjende rock, som Nirvana excellerede i, uden dog at have samme variation eller bruge den dynamiske stilhed/støj-formular, der gjorde ”Smells Like Teen Spirit” til en klassiker.

Der er dog to numre, hvor inspirationskilden skubber Williams ud til højre. ”Post Acid” og ”Mickey Mouse” er to glimrende forslag til Animal Collectives næste plade, men på King of the Beach er de komplet malplacerede. Tunge basbeats, klaprende dansable rytmer, summende synthmelodier og bærende vokalharmonier, der lige så godt kunne være sunget af Avey Tare. Williams har før eksperimenteret med elektronisk udstyr, men der var det mere halvstøjende soundscapes som ”Goth Girls”, og denne fuldstændige adoption af Animal Collectives lyd er uinteressant og ikke mindst komplet malplaceret på en plade med støjende poppunk.

Ok, dén formel bliver selvfølgelig også trættende i længden, men det skulle han hellere løse med løbende tamtammer og baggrundsharmonier, der kører mod hinanden i et mere og mere kaotisk og frenetisk klimaks, som han gør det på den fremragende afslutning ”Baby Say Goodbye”, der egentlig starter som en hymne-tenderende popsang. Det er et eksperiment, som ikke afviger fra resten af pladens udtryk, men giver en tiltrængt afveksling i popformularerne.

King of the Beach klarer derfor cuttet og er en ganske fornøjelig plade, der nok skal klæde en solbeskinnet, feststemt forsamling. Den er langt fra at omdefinere det musikalske landskab, men den burde være spændende nok til at holde bloggernes interesse fanget et år frem.

★★★★☆☆

3 kommentarer

  • Okay, synes der rammes meget godt flere steder i anmeldelsen, men at kalde Post-Acid for malplaceret og nærmest Animal Collective rip-off er da helt hen i vejret hva??

  • hvis man kigger de internationale anmeldelser efter i sømmene er det nu heller ikke stort andre end pitchfork der finder behag i nathan williams’pubertære udgydelser. Jeg er faktisk chokeret over at man ikke bare affejer manden for det han er: en totalt overflødig poster boy uden den mindste kunstneriske berettigelse. Det er såre simpelt. Kejserens nye klæder. Flavour of the month. Fortsæt selv listen…

  • Søren, hvorfor synes du ikke, det lyder som et Animal Collective-rip-off? Både lydmæssigt og kompositorisk læner det sig op af AC’s tilgæng til eksperimenterende popmusik, og da især brugen af de lyse vokalharmonier minder fuldstændig om AC. Hvis jeg havde hørt nummeret for første gang uden forudgående information, ville jeg have været overbevist om at det var AC.

    Julian, hvis du kigger de internationale anmeldelser efter i sømmene, er der nu en del andre end Pitchfork, der finder behag i Nathan Williams’ poppunk. Den ligger på 75 på Metacritic (de fire U’er svarer til 67), så der er da en del, der mener han har en berettigelse (hele 13 anmeldere giver 80 eller derover). Men der er ingen tvivl om at han får mere opmærksomhed end musikken berettiger.

Deltag i debat