Koncerter

Way Out West ’10: M.I.A., 13.08.10, Flamingo, Gøteborg

Skrevet af Christian Klauber

»Roadrunner, roadrunner.« M.I.A. leverede varen og læssevis af pistolskud, da hun væltede en proppet Flamingo-scene.

M.I.A. kan ikke engang stå stille på billeder.

Endelig. Endelig. Endelig. For første gang siden Arular og Kala (og en aflyst koncert på Roskilde, grrrrr) stod M.I.A. på en scene i mit ’nærvær’. Desværre ikke i helt i samme form som tidligere, men dog rigeligt til at Flamingo og resten af plænen omkring stod lige så tæt, som tobak er stoppet i en pibe.

Koncerten blev indledt med 15 minutters dj-performance, der var et skoleeksempel i, hvordan man pirrer sit publikum og får fyret en masse visuals af, der alle sammen metasnakker om ens albums. Det var ikke lige spændende hele tiden, mindede lidt for meget om clubbing i England og trak spændingsniveauet en smule ud af koncerten. Det var trods alt en anden, vi ventede på.

Da M.I.A.’s modebevidste ego endelig entrede scenen iført skarp lilla makeup, var det fuld fart fremad fra første sekund: ”World Town”, ”XR2” og ”Bamboo Banga” – alle tre fra Kala. Vi fik også en smag af det nyeste album med ”Lovalot” inden en rodet version af ”Bucky Done Gun”, der først blev trukket ned i tempo og herefter hevet op igen. Det var nok en af de små skønhedspletter, der var at sætte fingeren på: Indimellem blev numrene cuttet en smule for meget op, og dér mistede koncerten en smule af sit momentum.

På den positive side overraskede det, at M.I.A. i dén grad var i gear og tændt på flere planer. Hun var ekstremt kommunikerende, rystede røv mod publikum med hænderne på højtalerne og var flere gange ude og stå blandt publikum. Lyden var afstemt perfekt, libidoens sved drev, publikum gik amok, og beatene var skarpe som spydfælderne i ”Prince of Persia”.

Selvom koncerten måske ikke opretholdt intensitet hele vejen – og der nok manglende enkelte numre, som man personligt gerne ville have hørt, f.eks. ”Jimmy”, var det utvivlsomt en unik performance. Da M.I.A. med ekstranumrene ”Meds and Feds”, ”Born Free” og især ”Paper Planes” sparkede koncerten op gennem det imaginære tag ved at hænge og svinge et tændt nødblus ud over et fuldstændig ekstatisk publikum, blev selv den kølige og nøgterne anmelder revet med i menneskekrigen, og jeg så mit snit til at få lidt kosmopolitisk stjernedrys på fingrene ved at røre/hive i hendes jakke.

Til tider blev M.I.A.’s politiske udtryk en smule for anmassende og forceret. Antallet af ladegreb, pistolskud og maskingeværsalver var flere, end den danske hær fyrer af på en sommerøvelse, og de tre kvinder i burka, der udgjorde koret, var et lidt tamt statement. Det er dog umuligt at fraskrive sig det uomtvistelige faktum, at M.I.A. i dén grad leverede og solgte varen. Det udskudte møde med M.I.A., der omsider blev realiseret, vil for altid stå som et sublimt kryds i min livekalender.

★★★★★½

1 kommentar

Deltag i debat