Plader

M.I.A.: /\/\ /\ Y /\

Hvor M.I.A. perfektionerede sit udtryk på KALA, er hendes tredje album et skridt til en side, hvor sangene og produktionerne mangler gennemslagskraft.

M.I.A. er blevet en stjerne. De seneste par år har hun optrådt i flere og flere medier, også uden for musikalske kredse. Ikke mindst har interviewet med Lynn Hirschberg fra The New York Times Magazine skabt en del opmærksomhed, da MIA postede Hirschbergs arbejdstelefonnummer på Twitter som hævn for formodede fejlcitater om trøffelpomfritter og politisk integritet.

Men stjernestatussen er heldigvis også vundet på positive aktioner, f.eks. nomineringen til en Oscar for et af hendes bidrag til ”Slumdog Millionaire” og ikke mindst hendes optræden til Grammy Awards komplet og aldeles højgravid. Det betyder så til gengæld, at hendes handlinger bliver fulgt med en helt anden opmærksomhed. Derfor har hendes nye album, /\/\ /\ Y /\, været ventet med større spænding end tidligere albums.

Og lad mig slå fast med det samme: Albummet skuffer. Der er ikke sket det store med hendes lyd, bortset fra at den muligvis er blevet lidt mere aggressiv i visse numre, eksempelvis det Sleigh Bells-producerede ”Meds and Feds”, men det største problem er sådan set, at sangene mangler. Sange som ”Bucky Done Gun”, ”Jimmy” og ”Paper Planes” overvældede med deres opfindsomme, originale produktioner og umiddelbart fængende omkvæd med det samme, og den slags overrumplinger tilbyder /\/\ /\ Y /\ ikke.

Det eneste nummer, der har den effekt, er ”Born Free”, men det skyldes primært et nærmest skamløst ubehandlet sample af Suicides ”Ghost Rider”. I ”Paper Planes” blev The Clashs ”Straight to Hell” tilføjet pistolskud som beats efterfulgt af et klirrende kasseapparat, der suverænt supplerede sangens kommentar til USA’s indsats i Irak. Især fordi ”Straight to Hell” bl.a. drejer sig om alle de børn, de amerikanske soldater producerede med de lokale i Vietnam uden at tage ansvar for deres videre liv efter krigen, og det har et dobbelt lag, eftersom M.I.A. selv har været splittet mellem sit liv i Asien og sit liv i den vestlige verden.

”Ghost Rider” handler om den desperation og klaustrofobiske følelse, teenagelivet i USA tilbyder, hvor den tilbudte virkelighedsflugt er en latterlig tegneseriefigur, der på sin motorcykel skal forestille den ultimative rebel og outsider. Samplet fra den sang bidrager derfor ikke helt med samme metatekstuelle niveau til ”Born Free”, der hylder retten til den frihed, det er at modsige magthaverne trods modstand. Sangen mangler det opfindsomme ekstralag og vil nok i højere grad blive husket for den kontroversielle video.

Det er et problem for enhver kunstner, der er blevet kendt for en original og særegen lyd, at de nemt kommer til at lyde som en kopi af sig selv. De og deres producere skal genopfinde sig selv. Det formår M.I.A. ikke. Hun har altid været kendt for at stjæle med arme og ben, men for det første blev tyvegodset førhen sat sammen på en ny og interessant måde, for det andet var hendes kilder også temmelig eksotiske, idet de inddrog både de nyeste stilarter fra klubmiljøet i London, diverse folkemusikalske stilarter fra verdens yderpunkter for slet ikke at tale om lydspor fra Bollywood.

/\/\ /\ Y /\ omfavner hun sin nye status som popprinsesse ved i samarbejde med sine producere at låne fra mainstreamens æstetik. Autotuneren, som efterhånden er en udvandet effekt, fordrejer foruroligende tit vokalerne, og den ganske fængende single ”Xxxo” drives frem af de lyse, eurodance-lydende synthmelodier, som The Knife gjorde cool igen, og som nu er standard i moderne pop. Nu hvor M.I.A. endelig har verdens opmærksomhed og kan præsentere dem for en anden poplyd, vælger hun at komme dem i møde med slidte tricks. Det er i bedste i fald ærgerligt.

Titlen, der er en web-inficeret omskrivning af M.I.A.’s samfundsregistrerede fornavn, indikerer ellers et mere personligt udtryk, indkredsningen af hvem hun er som kunstner. De tidligere albums har været opkaldt efter hendes far (ARULAR) og mor (KALA) – skal vi gætte på, at det næste bliver opkaldt efter hendes søn? – og derfor ville det være oplagt, hvis hun trådte i karakter som kunstner under sit personlige navn.

Men den nørdede stavemåde lægger en distance ind og kan med Y’et som eneste reelle bogstav også ses som en reference til Y2K, den store potentielle datakatastrofe fra årtusindskiftet, som ikke blev til noget og siden er blevet mistænkt for at være et marketingtrick fra grådige it-eksperter. Det er også i tråd med den konspirationsparanoia, der gennemsyrer albummet fra den første sang, ”The Message”, hvor vi via en omskrivning af den gamle børnesang ”Dem Bones” får indprentet, at internettet er styret og overvåget af regeringen. Et internet, som M.I.A. har brugt flittigt til at promovere sig selv, lige fra ”Galang” blev distribueret via fildelingstjenester i starten til den virale markedsføring med 3D-billeder op til udgivelsen af /\/\ /\ Y /\. Derved kommer titlen til at referere til den sammensmeltning af privatliv og kunstnerisk liv, som M.I.A. har oplevet de seneste år, en bearbejdning af omkostningerne ved kommerciel succes. En omstændighed hun flygter fra i albummets sidste nummer, ”Space”, der med bløde dappende rytmer og et psykedelisk svæv danner et helle, hvor »My lines are down, you can’t call me / as I float around in space, over seas«.

»All I ever wanted was my story to be told,« synger hun i ”Story to Be Told”, og nu, hvor hun har fortalt sin mors og fars historie, har hun måske ikke så meget mere på hjerte end selvrefererende historier fra overklasselivet som kommerciel kunstner – til tider formidlet i babysprog. Hun er fanget i et system, er blevet et brand, der skal generere et overskud. Et brand, der led skade, da Mayas integritet som politisk aktør blev undermineret af Hirschbergs artikel.

Men Maya er en privatperson og hendes handlinger er uafhængige af M.I.A.’s udtryk. Om Maya følger den politiske overbevisning, hun giver udtryk for på ARULAR og KALA, ændrer ikke ved de stærke budskaber, som de to albums leverer. Værkets autonomi er stadig et begreb, der er værd at beskæftige sig med, selvom det bliver sværere og sværere, eftersom Maya som offentlig person smelter mere og mere sammen med kunstneren M.I.A., og alt output fra den kant efterhånden synes at være en del af brandet.

Det er dog ikke derfor, at /\/\ /\ Y /\ fejler som værk. Det er ganske enkelt en middelmådig størrelse med regressive produktioner. Mere af det samme som tidligere, bare af ringere kvalitet. Det afslører M.I.A. som den musikalske amatør, hun er. Førhen har hendes producere reddet hende, men de svigter hende nu.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • helt og aldeles enig med anmelderen! Det er i øvrigt sigende at netop hendes producer, diplo, har langet ud efter hende efter udgivelsen og kaldt hende ufokuseret og selvoptaget og forført af penge og berømmelse….en kombination, der sjældent kommer den store kunst ud af…!
    “XXXO”?? Den lyder i bedste fald som en lady gaga b-side…

Deltag i debat