Plader

M.I.A.: Kala

Skrevet af Mads Jensen

“Åh nej,” må de, der står for at skaffe rettigheder til samples hos XL Recordings, have tænkt, da M.I.A. varslede et nyt album. Og hun låner da også fra højre og venstre. Resultatet er ikke desto mindre særdeles helstøbt og helt sit eget: et af årets hidtil bedste album.

»M.I.A. coming back with power power / M.I.A. coming back with power power,« lyder det hen over et solidt beat i åbneren “Bamboo Banga”. Power Power var arbejdstitlen for albummet, og den havde været ganske passende, for det virkelig energiske åbningsnummer indikerer nemlig, hvad der venter – og det er masser af power.

Som på debuten Arular fra 2005 låner srilankanske Maya Arulpragasum fra øst og vest på sit andet album, og det bidrager til et meget spraglet udtryk. Hvor ellers finder man rap tilsat didgeridoo, indisk disco samt Clash- og Pixies-samples på samme plade? Det kunne blive noget farligt rod, hvis ikke producerne Switch, Blaqstarr, Morganics og Diplo samt M.I.A. selv havde holdt tungen lige i munden.

“Jimmy” baserer sig på en Bollywood-discosang fra 1982. Tilsat Switchs stramme beats fungerer det overaskende godt. At et disconummer kan lyde så friskt i 2007, er noget af en overaskelse. Det er så catchy og velorkestreret, at selv Brandon Walsh ville kunne lokkes på dansegulvet til “Jimmy”.

“Mango Pickle Down River” tager sit udgangspunkt i australske The Wilcannia Mobs “Down River”. Det vil sige, at didgeridoo er hovedinstrumentet. Morganics og M.I.A. har tilsat tunge beats og M.I.A. tillige en dosis rap. The Wilcannia Mob består af tre teenage-aboriginals, og de laver old school-rap af typen »First of all I wanna say I don’t even know why you act that way / My name is Maya and people always say / I act kinda strange like a dooba weh.« Drengestemmerne kombineret med M.I.A.s cockney-accent får nummeret til at lyde særdeles def, som man vist siger i hiphopkredse. Det er simpelt, men den gyngende og brummende lyd fra didgeridooen er meget medrivende.

“XR2” har længe været tilgængelig på M.I.A.s MySpace side. Det er produceret af Diplo, og det kan man tydeligt høre. Der sker tusind ting i lydbilledet. Beats og rytme er det centrale, som det er tilfældet på hele pladen. Her er samtlige medvirkende instrumenter imidlertid rymeinstrumenter, og der er fart på. At nummeret så er opkaldt efter en Ford Fiesta, kan man tilgive.

“Paper Planes” er måske det bedste nummer på pladen. Her har Diplo samplet The Clashs “Straight to Hell”. “Paper Planes” er nærmest meditativt ligesom The Clashs original. Selv omkvædet er behageligt og afslappende, hvilket står i skarp kontrast til teksten. Omkvædet synges af et kor,der lyder, som om det består af børn: »All I wanna do is *tre pistolskud* *ca-ching fra et kasseapparat* and take your money.« Teksten refererer til børn i den tredje verden, der skyder og berøver rige vestlige turister. Det er ret uhyggeligt, at man sidder og tænker, at det da godt nok er en catchy måde at bruge pistolskud som beats på, når teksten er så alvorlig, men det er selvfølgelig meningen, og det virker helt efter hensigten.

Egentlig var det meningen, at Timbaland skulle have produceret pladen, men grundet problemer med at få forlænget sit amerikanske visum, måtte M.I.A. forlade staterne og afbryde samarbejdet. Det betyder, at Timbaland kun har produceret et enkelt nummer. Men måske var det held i uheld. For selv om Timbaland unægteligt har et popøre af Guds nåde, passer han ikke ind her. “Come Around”, som er det nummer, han har produceret og medvirker på, er faktisk det kedeligste, eller rettere det eneste kedelige, element på pladen.

At en Kong Midas-type som Timbaland leverer det dårligste indspark på Kala, viser meget præcist, hvor fremragende et opfølgeralbum den hippe dame fra Sri Lanka er kommet af sted med at lave.

★★★★★½

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar