Koncerter

Festival of Endless Gratitude 2010, 12.09.10, København

Søndag er familiedag på Festival of Endless Gratitude, så Undertoners udsendte leger med tarotkort og bliver reddet fra den sikre frituredød af en anderumpe fra New Jersey.

Eftermiddagsstener til Sound of Pots lyd og billeder.

»Hej spåkone! Hvordan skal vi skrive vores reportage?« Festivalens sidste dag er oprundet, og med to anmeldere om at dele opgaven burde der være lagt i kakkelovnen til den helt store kreative finale. Men tømmermændene trykker, og mest af alt har vi lyst til at ligge i fosterstilling og sumpe til The Sound of Pots aparte eksperimenter med telefoniske lydbølger, spredte synthpassager og en video med en hel masse katte. Anna foreslår den nemme løsning: Vi lader tarotkortene bestemme fremgangsmåden.

Spåkonen griber begejstret Signes kort: »Sværdenes konge! Du skal bare skrive, lige hvad du vil, for du er jo konge, og du bestemmer.« Og sværdene relaterer sig til skrivning og visdom, så det hele går op i en højere enhed. Derfor synes det hele at passe sammen, da Anna efterfølgende også trækker sværd, men hendes kort bringer mere dystre forudsigelser: usikkerhed. Signe hænger tydeligvis på at skrive et udkast, som Anna får lov at arbejde videre på, efter hun har lovet ikke at fucke det hele op med usikker sværddans.

Således afklaret er det tid til at få de daglige festivalgøremål på plads: chili sin carne, Birkebryg og besøg ved tatoveringstombolaen, og med et – selv for denne festival – meget kort sæt er det ikke noget stort indtryk, Mouths of the Irrawaddy når at gøre, inden de igen har forladt scenen. I den lille halve time, duoen spiller, forbliver deres støjlandskab nede ved scenens gulv, hvor de to er placeret foroverbøjede over instrumenterne og med hætterne oppe. Nemmere er det at hægte sig fast i Thread Pulls’ skrabede og stramme univers af maskinelle trommer og postpunket, ekkoende vokal, og bandet bringer mindelser om Liars’ mest nedbarberede og dystre passager på Drum’s Not Dead. Slet ikke nogen dårlig ting.

Lonely Boy Choir.

Efter en lille uges tid på festivalen står det efterhånden klart, at programmet er en noget løs størrelse. Anna kigger på Signe, der kigger i programmet, som ikke passer med de ophængte programmer med tidsangivelser. »Hvad er det, vi hører?«, spørger vi hinanden, og vi har åbenbart ikke været de eneste, for festivalen bringer en af deres meget sjældne servicemeddelelser med en opdatering. Lonely Boy Choir har fundet sin vej til programmet, men ikke en ledig plads på scenen, så den tidlige aftens lille fremmøde må trække ud til det medtagede klaver ved indgangen. Søndag er tydeligvis familiedag, og blandt tumlende rollinger giver trioen (som inkluderer pianistens seksårige datter Klara på xylofon) en avantgardistisk opvisning med saxofon, klaver og spredte, djævelske hyl, der til tider får xylofonisten til at se en smule betuttet ud i sine hvide knæstrømper.

Med Emma Acs’ catchy retropop i gotisk indpakning er vi ved at nå det punkt på aftenen, hvor de mere psykedeliske navne plejer at overtage, og stemningen løfter sig, men på denne tømmermandssøndag bliver der gået mindre hårdt til masserne. Selvom melodierne er fine, og instrumenterne er mange, er det svært ikke at længes efter et los i solar plexus, og desuden synes der at være noget med lyden. Flere fra publikum er henne ved lydmændene for at høre, om der kan gøres noget, men det er ikke helt til at sige, hvad der mangler, og de auditive udfordringer bliver ikke mindre, da Thulebasen overtager scenen med nedbrudt lydleg. Deres dekonstruerende tilgang ender med at hensætte musikken til en tur i øveren, hvor der i højere grad nedbrydes, uden der er noget at bryde ned af, og især starten af koncerten har svært ved at komme rigtig i gang.

»Jeg vil have mere syre,« siger Signe, hun vil have gang i den, og hun bliver ikke tilfreds, da hun læser om det følgende band i programmet: »Imagine what a tacky drawing of a dolphin jumping out of the water on the backdrop of a glistening rainbow would look like in the future, and you’re halfway there.« Åh gud. Både beskrivelsen og enmandsbandets navn er meget rammende, men det gør det ikke bedre, når den enlige belgier på gulvet foran os aldrig rigtig kommer i gang og kun leverer underlægningsmusik til verdens bedste drømmerejse. Det gør han godt, men vi er nået så langt hen på aftenen, at der er brug for noget til at rippe op i vellyden. Vi vil ikke på drømmerejse, men have syre og efterhånden også nogle pomfritter og en lur, tak.

Ducktails to the rescue! Selvom Dolphins Into the Future også baserede sin lyd på atmosfæriske synthlandskaber, er det en helt anderledes indsmigrende energi, der nu vælder fra scenen. Selvom Matthew Mondanile ved sine tangenter ikke har oddsene for at levere en gribende performance, er det den helt rigtige tilbagelænede, men fængslende atmosfære, der udspringer af de langtrukne toner og behagelige rytmer, som holdes nede på jorden af Mondaniles guitarakkorder og imødekommende gemyt.

Tak til spåkonen for at klargøre reportagens arbejdsfordeling.

Ducktails kunne ene mand sagtens fylde scenen, og mens Shiggajon stiller op i ottemandsformation, ser det også ud til, at de også vil gøre det samme. Vi placerer os allerforrest på gulvet og bliver taget med storm af bandet, der nægter at kalde sig freejazz. Genre eller ej, så giver de los og hælder spandevis af lækker eksperimenterende rock ned over det modtagelige publikum – det er en imponerende lydmur, og imponerende er også antallet af blæseinstrumenter og det faktum, at en af musikerne spiller på to altblokfløjter på samme tid.

Og endelig får vi syre. Masser af syre. Festivalens afsluttende band er allstar-holdet Aethr Myth’d, hvor den (nu) legendariske initiativtager Ron optræder på guitar sammen med medlemmer fra The Sound of Pot, Astral Blessing og Sunburned Hand of the Man, og de giver virkelig publikum psykedelisk for pengene. Undervejs rejser trommeslageren sig op, han har drukket æblevodka med Dolphins Into the Futures belgiervenner og giver senere på aftenen et mindre stand-up-show med masser af Sarah Palin-jokes. Inden da lader han (tilsyneladende) publikum bestemme tingenes gang. Trommeslageren skubber sovemasken, han har haft nede om øjnene, mens han spillede, op i panden og spørger publikum: »Do you want slow and deep or fast and full?«

Publikum tøver, men de vil have det langsomt, og mens vi således bliver badet i gavmild syre, er der trods alt ret meget at være taknemmlig over efter sådan en festival båret af frivillige hænder. Tak for syreeksperimenter, for dansende droner og for frie jazzmasturbationer, tak til Mathias’ Samba Tatoo Tombola for god underholdning og til spåkonen, fordi hun gad hjælpe Anna og Signe med deres reportage.

Fotos: Signe Palsøe.

Deltag i debat