Alt hvad Khruangbin gør er demonstrativt. De insisterer på at tage tingene i helt deres eget drømmende tempo. Vokal og sangstrukturer? Pff – hvad har det egentlig nogensinde gjort godt for, når bare man kan spille fed spade. Og selvfølgelig erklærede bandet deres kærlighed til det danske regnvejr. Ja, selv Mark Speers volumiøse pandehår er der noget nærmest demonstrativt over, som det fuldstændig dækker hans udsyn.
Der var egentlig noget meget passende over grydehåret, der nærmest lå som en lige boble rundt om Mark Speers hoved. Det er vist nok i øvrigt en paryk. Sådan en kunne jeg også godt have brugt, da jeg flere gange tog mig selv i at stå og space ud med lukkede øjne. Det blev aldrig rigtig en fest, der var ved at koge over, som da Bombino fik sat Arena i svingninger med sin nærmest Prince-agtige guitarpræstation. Men til gengæld boblede nærmest hele teltet begejstret med på Khruangbins funky syretrip.
Heldigvis er Speers guitarspil ikke blot mesterligt i en teknisk forstand, han formår også at vride et imponerende følelsesregister ud af instrumentet. Det ene øjeblik spillede han drilsk og med et glimt i øjet, det næste spillede han heroisk som en længe ventet guitarprofet. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så blev det lidt ensformigt efterhånden. Sceneshowet består primært i, Speers og bassisten Laura Lees synkrone buk og svaj – og så et par gimmicks i form af perkussion på vinflasker og en gammeldags telefon, der pludselig blev hentet ind.
Det burde egentlig ikke kunne bære en hel koncert i en time. Det gjorde det heller ikke helt, men det var godt nok tæt på. Selvom jeg sjældent følte, at jeg fik slået benene væk under mig, så kedede jeg mig heller ikke. Hver gang jeg begyndte at blive træt af bandets groove, så skiftede de subtilt til en ny og lidt anderledes stil. Først lagde de ud med deres mere dvaske thai funkede numre, inden det nærmest gik over i jamaicansk dub før det hele endte med en rendyrket surf-guitar fest. Her blev der også lidt tid til et cover af “Miserlou” som hyldest til den hedengangne konge af surfguitar, Dick Dale.
Afslutningsvis blev vi trakteret med en eminent dansabel og funky udgave af “People Everywhere (Still Alive)”, som bandet igen og igen og igen startede op, lige som man troede, at nu var det slut. Det var et klart og tydeligt højdepunkt i en koncert, der havde få deciderede højpunkter, men et tårnhøjt bundniveau.
