Plader

The Walkmen: Lisbon

Skrevet af Christian Birk

Der er ikke noget revolutionerende ved The Walkmens nyeste skive, Lisbon. Bandet holder som vanligt et højt bundniveau, om end tempoet måske er dalet en smule.

Når medlemmerne af det amerikanske rockband The Walkmen ligger på dødslejet, vil de formentlig undre sig, og hvis de i samme åndedrag føler sig forbigået, er der ikke noget at sige til det. For siden 2002 har bandet udgivet tre af det sidste årtis bedste og mest intense rockplader. Alligevel, og på trods af flot kritik, lever The Walkmen stadig en relativ anonym tilværelse. Men det er synd, for niveauet er højt, og det er bandets sjette studiealbum, Lisbon, et rigtig godt og hørbart bevis på.

The Walkmen er et originalt – og samtidig ualmindeligt stædigt – band. For selvom de tre første plader var en kende mere skramlede, aggressive og bidske, er grundtonen den samme på Lisbon som på den to år gamle You & Me. Tydeligt i forgrunden lyder Hamilton Leithausers desperate, nærværende vokal, mens nedbarbede, skrøbelige guitarer, piano, bas og orgel sørger for et rustikt og trodsigt hylster. Undertiden bliver tempoet sat op, intensiteten øges, men oftest befinder vi os i et tålmodigt og rummeligt lydlandskab, der hylder traditionerne i de sirligt opbyggede sange. Der blev skruet ned for hastigheden og det konstant lurende klimaks på You & Me, men på bandets nyeste plade er forvandlingen fra det skarpt kantede til det rundt omfavnende blevet endnu tydeligere.

Pladetitlen Lisbon blev valgt efter en fælles tur til Portugals hovedstad, hvor bandet i særlig grad beundrede stedets topografi og arkitektur. Og denne besyngelse af arkitekturen er faktisk ret interessant for pladens lyd og for The Walkmens måde at bygge numrene op på.

En del af forklaringen på The Walkmens manglende kommercielle succes kan måske findes i den gammeldags måde, hvorpå de arrangerer deres lidt gyngende rock. Ligesom på forgængeren går kvintetten ikke på kompromis på Lisbon for at opnå radiohits og guldplader. I stedet spiller de sangene stille og roligt ud og lader dem forplante sig og blomstre hos lytterne. Musikken skyder knopper i den dejligt stemningsfulde og modne “Juveniles”, og også den rytmisk organiske “Blue As Your Blood” fungerer rigtigt godt, omkranset af fine, men aldrig prætentiøse strygere.

Netop denne jordnære attitude hos The Walkmen er en stor kvalitet, og både dén og ærligheden er kommet fint til udtryk ved valget af singleudspil. Der er bestemt mere oplagte singler end det flotte blæser-arrangement “Stranded”, men i troen på, at skønheden og nysgerrigheden overvinder det mere umiddelbart tilgængelige, er der altså blevet taget et modigt valg. “Stranded” er et rigtig interessant nummer, der markerer et stilskifte for amerikanerne. Endnu mere tydelig er tendensen dog i den varme 50’er-ballade “Torch Song”, der består af stemningsskabende klaver og lune trommer. Nummeret viser også en meget veloplagt Leithauser, der på en atypisk, men klædelig forfinet facon udvider sit til tider lidt endimensionelle vokalrepertoire.

Lisbon er mere stramt komprimeret og sammensat end de tidligere albums. Det er en mere moden plade, og der er ikke plads til så mange afstikkere og impulsive påfund. Den fungerer godt som helhed, men enkelte sange fejler og er lidt tamme, når man hører dem isoleret. Særligt “While I Shovel the Show” og titelnummeret er simpelthen for kedelige, rodede og stillestående. Det er et par bløde pakker, der mangler både forløsning og dramatik. Sidstnævnte begynder egentlig lovende, men for omstændigt guitarklimpreri og søvndyssende trommeri bevirker, at lytteren er tabt, inden den dramatiske kurve topper.

Anderledes opløftende er den fantastisk medrivende ”Angela Surf City” der står mindst lige så stærkt som “The Rat” og “Little House of Savages” fra den formidable Bows + Arrows. Det er The Walkmen, når de er bedst – i højtempo og med store udsving på richterskalaen. Men så let skal det ikke være for newyorkerne eller for os lyttere. De insisterer på at holde fast i de klassiske dyder og springer aldrig over, hvor gærdet er lavest, uanset om det så kommer til at koste dem den kommercielle succes.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat