Plader

De Høje Hæle: Skal vi aldrig videre?

Skrevet af Anders Mortensen

De Høje Hæle har sluppet de skramlede kassettebånd og leverer en af årets bedste danske plader. Lyden er blevet pænere, men teksterne er stadig grimme sammen med Hælenes elskelige toner af powerpop, punk og røvballe. Rock for mennesker.

»… Og så sagde jeg til ham: hvis du ikke kan lide De Høje Hæle, så kan du få et par flade.«

Som barn var jeg vel i København et par gange om året. Det var altid den samme tur: Tivoli, en vandring ned af Strøget, Illum, kanalrundfart, Glyptoteket og så fremdeles. Det gentog sig år efter år, og indlysende nok var det en stor oplevelse hver gang, for København er jo selve hovedstaden; zenit af kongeriget Danmark. Familier fra provinsen gør den slags. Tager til storbyen, foretager sig det forventede, ser det kanoniserede i en fælles rus af andethed. Selvom jeg virkelig elskede den årlige flugt til København dengang, var mit mentale og sansemæssige billede af byen aldrig baseret på strøgture eller gamle bygninger, så tilfredsstillelsen gjorde sig aldrig helt til kende.

Når jeg tænkte på København som barn, tænkte jeg Kim Larsen, der vandrer rundt ude i Nordhavnen, jokkende i vandpytter i “Midt om natten” med denimjakken som kappe og en generel udstråling af ikke at kunne fuckes med. Jeg tænkte Dan Túrell, der vadede rundt og snakkede om bodegaer, mens han gik ind på selv samme bodegaer, og et DR-kamerahold fulgte ham så godt, de kunne, uden nogensinde at kunne nå helt ind til onkelen. Han trådte også i en del vandpytter. Jeg tænkte BZ’erne, punkerne, gamle nedslidte kiosker, pølsevogne, hvor man rent faktisk talte pølseslang; Istedgade i kontinuerligt forfald og Amager, zonen. Her kom man fandeme ikke levende fra.
Odense var og er fyldt med steder, hvor man kan få et par flade, men de københavnske flade stak vist bare det dybere, tænkte jeg. Eller: Jeg tænkte generelt bare på farligheden.

Alt dette var medieskabt, selvfølgelig, og min hjerne tog imod uden refleksion. En slags Huset på Christianshavn møder Blade Runner møder et modtageligt barnesind, og siden da har jeg både bevidst og ubevidst jagtet den fornemmelse af byen uden stort held. De Høje Hæle er nu dukket op fra Amager Fælled med det fix, jeg manglede.

Citatet øverst i anmeldelsen er det første, man hører på Skal vi aldrig videre?, debutalbummet fra De Høje Hæle. To flabede knægte, der lyder, som om de er trådt ud af en Søren Kragh-Jacobsen-film, bedyrer med selvtilliden i behold, hvad man går ind til. De Høje Hæle er ikke for sjov, selvom de er sjove. De mener rock. Lige efter citatet sparkes titelnummeret i gang:

»Skal vi aldrig videre / til et andet sted / hvis du ikke gider / så lad vær’ at ta’ med.« Sådan. Violent Femmes og en røvballesolo, og vi er i gang.

Hælene skruer sange og tekster sammen på en simpel, meget dansk og meget misundelsesværdig måde. Deres tekstunivers er præget af lige dele platheder og ramme alvor. Kombinationen af begge har skabt nogle af de mest elskelige punknumre på dansk muld. »Gud giver / Gud, han tager / Gud spiller røvguitar« skråler Magnus og fræser af sted med guitar, bas og trommer efter sig og formår religionskritik og rock-ud-statements på fire sekunder.

I den mere postpunkdystert anlagte, men stadig poppede “Det’ ligesom om” adresseres medieverdenen, nyhederne, de utallige dårlige fortællinger i et sprog, der vækker minder om de allertidligste og simpleste punktekster: »Det’ ligesom om / at jeg går i sort / tænker småt og laver stort / bomber, skrig og kolde lig / det lyder som en borgerkrig.« Teksten har en simpel tilgang til en simpel kritik af et gennemtærsket emne, men Hælene formår at gøre den pastichefri og velment.

Naiviteten blandet med indignationen er en af deres største styrker, og det letbenede får plads ved siden af det tungere, men det er sgu aldrig fis og ballade. End ikke når det handler om UFO’er i “U.F.O”: »Immigranter fra det ydre rum / hvis du ikke tror på det / så er du eddermame dum.« Hælene lyder stadig, som om de mener det, på trods af at de ikke gør det.
Og den gladeste sang på hele pladen handler om at slå en anden mand ihjel. I “Hak, Hak, Hak!” lyder det: »Jeg har slået en mand ihjel / og jeg har gjort det hele selv / og jeg hakker ham igen med kniven.« Buzzcocks, der erklærer mord med et drenget smil på læben! Det er vanvittig godt.

Lyden er blevet langt mere poleret, om end ikke større, end på de tidligste kassettebånd og 7″-udgivelser, men det klæder bandet, for Hælene er ikke beskidt punk som sådan. De Høje Hæle er et rockband med kraftige punk- og powerpopelementer, men de er stadig et rockband, og de skriver satans gode melodier. Kombinationen af Gasolin og K-Town river én rundt hårdt, og det er næsten kun i den skumle stalkerballade “Kære Du”, at Hælene bryder formlen en smule – med stort held endda. Men hvilken formel; hvilken fucking formel.

Skal vi aldrig videre? af De Høje Hæle er en kvintessentiel københavnsk plade, der aldrig nævner byen med ét ord. Jeg forguder den. Det er et paranoidt selvhadende røvballet powerpoppet udbrud af en ordentlig omgang baggårdsrock. Tre mennesker, der helt igennem har fanget følelsen at kigge sig over den denimbeklædte skulder, træde i vandpytter, være grim i et spejl, hakke en mand ihjel og elske alle disse ting eller i hvert fald elske at hade dem. Skal vi aldrig videre? er en vred amagerkaner, der alligevel er tilpas ligeglad til, at det ikke skal gå ud over hverdagen.

Ordene falder, indrømmet, engang imellem fjollet og Shu-Bi-Duask, men De Høje Hæle er måske netop, hvad der var sket, hvis Michael Bundesen havde hørt mere indigneret hardcorepunk som yngre, og det er sjovt nok ment som en stor anbefaling. Skal vi aldrig videre? er den danske plade, jeg holder mest af lige nu. Den er for folk, der kan lide rock og god musik, og hvis du ikke kan lide De Høje Hæle, kan du få et par flade.

★★★★★☆

2 kommentarer

Deltag i debat