Plader

The North Sea: Bloodlines

Skrevet af Jeppe Jørgensen

Med albummet Bloodlines vil amerikanske Brad Rose alias The North Sea gerne tage dig med på en udfordrende rejse ad stier, der slynger sig gennem landskaber af støj.

Peter ”Sleazy” Christopherson fra bandet Throbbing Gristle døde for nylig. Men han forlader ikke vores roterende sten uden et aftryk. Det kan man mærke på plader som Bloodlines. Desværre ophører min viden om den slags musik et eller andet sted tilbage i 80’erne, så jeg vil i denne anmeldelse dykke ned i værket, der er Brad Roses seneste album under navnet The North Sea.

Det er et album, der ikke giver meget til lytteren ved første ørekast. Desto vigtigere er det derfor 1. at genlytte og 2. høre den i sin helhed.
Gør ikke som denne tåbelige anmelder! Skip ikke hen til de mere tonale stykker som “Save Yourselves” (som er så smukt) eller afslutningsperlen “Revelation”. For det er bare ikke samme nydelse, når du ikke følger hele albummets udvikling; dets spændingskurve, de homogene overgange mellem numrene og balancen imellem toner og støj.

Støjen er en essentiel del af albummet, og den træder frem i flere forskellige afskygninger; der er den diskante hvislen af bækkenslag og radiostøj, der er synthesizers, der hviner som luft igennem plastikrør, der er knirkende trykluftsbor og ekko som kæder, der trækkes igennem tomme fabrikshaller.

Selvom støjen har en klar industriel karakter, bliver den sjældent ensformig. Og endnu mere usædvanligt: Den er faktisk sjældent påtrængende. Det er mere hen af en behagelig lyd af vejarbejde uden for din rude (hvis du nogensinde har prøvet det).
Hvilket bringer os videre til noget af det bedste, der skal siges om dette album. Det lykkes for The North Sea at opbygge et lydunivers, hvor du egentlig ikke er frustreret over støjen, men alligevel ånder lettet op, når Bloodlines første gang, ca. 50 sekunder inde i pladens andet nummer, “Missed Court Dates”, folder sine toner ud og åbner vinduet for mere traditionelt melodistof.

På minussiden skal det siges, at når Bloodlines har disse små tonale åndehuller, får det mig til at gispe efter mere. The North Sea er med dette album gået helt ind i fabrikshallens mørke og støj, og der er blevet udforsket, men jeg har alligevel en følelse af, at Brad Rose kunne have fundet endnu flere skatte – jeg vil simpelthen have mere af det gode. Spørgsmålet er dog, om dette kan lade sig gøre, uden at det ødelægger balancen imellem støj og melodi; spænding og udløsning. Spørgsmålet er, om det er Bloodlines eller lytteren, der har et problem?

★★★½☆☆

Deltag i debat