Plader

Rumpistol: Talk to You EP

Skrevet af Rasmus Riiskjær

En af det sidste årtis store skikkelser inden for afdæmpet og legelysten dansk electronica har skruet ned for tempoet og op for tungsindet. Trods stilsikre og velgennemtænkte kompositioner forbliver udgivelsen dog ret uoriginal.

Lydbilledet er blevet mere simpelt og dystert på Rumpistols nye ep, Talk to You, der er hans første udgivelse siden 2008-albummet Dynamo. Det mest prægnante nye særtræk er dog brugen af vokalsamples – et virkemiddel, som Burial og også den unge og brillante kunstner Koreless dog anvender mere vedkommende, rørende og poetisk. Det væsentligste, jeg har at indvende mod Talk to You, er derfor følelsen af at sidde med et plagiat.

De forvrængede og abrupte vokalsamples gentages så meget, og tekstbidderne er så deprimerende – f.eks. »we’re not gonna make it« og »through all this madness« – at de har svært ved ikke at forekomme ironiske og kitschede samt virke som et tegn på træghed og manglende inspiration i det ellers så velproducerede og selvsikre udtryk. I baggrunden er der svagere stemmer, der taler, men også de er manipulerede, abrupte og noget så kede af det.

Derudover er stortrommen i de fleste af Rumpistols beat meget lig Burials, og enkelte basfigurer er ligeledes ren dubstepbas. Selvom bassen ikke mangler plads i Rumpistols lydbillede, er det en skam, at stortrommen hele vejen igennem skal lyde så flad og så meget som Burials. Det gør lyden tam, selv hvis den bliver spillet på et stort anlæg.

Denne anke til trods er det i og for sig en udsøgt glæde at lytte intensivt til Rumpistols kalejdoskopiske sammenvævning af et væld af lyde, som det kræver et betydeligt flair for instrumentgenkendelse at skelne. Jeg vil dog snarere opfordre til at opleve dette live, med bas på og i mørke, frem for at have Talk to You kørende på konfirmationsanlægget eller i hovedtelefonerne. Det fortjener den utroligt lækre produktion og den elektroniske detaljerigdom.

Et nummer, som stikker ud i forhold til dubstep-stilen, er “Don’t Go”. Det er ikke så poppet og påtaget som de øvrige tracks og udmærker sig ved at være næsten rent instrumentalt, hvilket er måden, Rumpistol laver sine bedste numre på.

“Don’t Go” overstråles dog af de to remixes, der optræder på cd- og downloadudgaverne af Talk to You. Dette minus for vinylelskerne er i hvert fald værd at have in mente, hvis man overvejer at anskaffe pladen.
Det er den prominente supergruppe System (Dub Tractor, Opiate) og Aslope, der har kreeret de to remixes. De er ligeledes tunge og dystre, men dubstep-elementer er nedtonet, og det klæder numrene endog rigtig godt. Især Systems remix fanger et drive, der lå latent i Rumpistols original og får dermed skabt en større, mere munter og dansabel lyd, der er uimodståelig. Beatet føles næsten dobbelt så hurtigt, selvom tempoet er tæt på identisk. I Rumpistols originaludgave af titelnummeret er beatet centreret om et lyst bip på off-slagene. Her har vi så at sige at gøre med den dubbede del af dubsteppen. I Systems remix er der i stedet en fængende og lidt dybere melodiøs fortolkning af Rumpistols bip. Aslope viser ligeledes god stil med en lækkert knudret og snirklet lydfigur.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • […] Undertoner: “Lydbilledet er blevet mere simpelt og dystert på Rumpistols nye ep, Talk to You (…) Det mest prægnante nye særtræk er dog brugen af vokalsamples – et virkemiddel, som Burial (…) dog anvender mere vedkommende, rørende og poetisk. (…) Det væsentligste, jeg har at indvende mod Talk to You, er (…) følelsen af at sidde med et plagiat. (…) Jeg vil dog snarere opfordre til at opleve dette live, med bas på og i mørke (…) Det fortjener den utroligt lækre produktion og den elektroniske detaljerigdom.” […]

Deltag i debat