Plader

De Efterladte: Traditionen utro

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

På tekstsiden deler De Efterladte mange fællestræk med Olesen-Olesen. Men det musikalske udtryk er alligevel så anderledes, at Peter H. Olesens nye duo lyder af mere end et ekko af det ophørte samarbejde med broderen Henrik Olesen.

Peter H. Olesens sangtekster har altid handlet om hans eget liv. Flest om hans sortsyn og tvivl. Få om hans længsel efter det på den anden side af det altid grønnere græs, og i sjældne tilfælde om de flygtige lykkestunder, han trods alt også oplever. Lytteren bliver aldrig for alvor inddraget i disse betragtninger, men må finde sig i at skulle indtage en passiv rolle som beskuer. En rolle, som kun er udholdelig, fordi Peter H. Olesen opbløder beskrivelserne af sit melankolske sindelag med begavede og humoristiske aforismer.

Det samme er tilfældet på De Efterladtes debut, Peter H. Olesens første musikudgivelse siden han for fire år siden afbrød sit parløb med broderen Henrik. Musikalsk er De Efterladte ingen større omvæltning sammenlignet med Olesen-Olesens i alt syv voksenrock-udgivelser. Alt er stort set som det plejer. Og dog, for som Peter H. Olesen selv pointerer, er »den nye sang […] en gammel sang / måske med et twist.«

På papiret er De Efterladte en duo (den tidligere Olesen-Olesen-guitarist Michael Lund udgør den anden halvdel), men på plade er en håndfuld gode musikere involveret på flere sange. Alligevel er sangene simple og løse i strukturen. Vel kun “Sangen selv” og “Nedenom og hjem” er regulære rockbandsange. Flere af de øvrige numre er nærmest skitseprægede og lyder lidt som digte tilsat musik. Selvom musikken er i fin samklang med Peter H. Olesens barytonvokal, er det mest som akkompagnement, og det er derfor hørbart, at det ikke er Henrik Olesen med den fine melodifornemmelse, der har sat musik til teksterne.

Peter H. Olesens markante stemme er hovedsagligt tilsat en svagt klimprende guitar og/eller klavertoner samt her og der lidt stemningsskabende hornblæs. Den spartanske instrumentering sætter vokalen i fokus og giver sangene en skrøbelig natur og karakter af noget tidløst. Eller måske snarere en bekendelse til en ældre musiktradition.

Højdepunkter som “Godmorgen kynisme” og “Sang i klar frost” kunne være henholdsvis en glemt indspilning fra Svantes viser og et bud på en ny nationalhymne. Sidstnævnte har en Nordbrandtsk afstandtagen til den danske vinterkulde, men rummer i sin poetiske beskrivelse af den danske vinter et opløftende håb om lysere tider. Og den er atypisk inddragende. Den handler ikke kun om Peter H. Olesens eget uforbederlige sortsyn. »Vi kigger ud efter lyse dage / ser kun isblomster i flor / vi sidder og taler mens det mørkner / hvorfor bosatte vi os så langt mod nord? / et bær lyser op på en snedækket busk / en solist i et kor.«

Ellers handler Traditionen utro som forventeligt en hel del om Peter H. Olesen selv. Han gør status over sit eget virke som både sangskriver og digter og tvivler på, om han skal fortsætte. »Jeg er løbet tør for vokaler / ord i det hele taget / jeg har mistet min lede / jeg er træt af faget.« Peter H. Olesen har for længst sat sig selv i bås som en melankolsk sangskriver. Han har beskrevet sin livslede fra alle leder og kanter. Den er blevet dyrket i en grad, at man forstår, hvis han nu er blevet træt af at fortsætte ud ad den samme vej. Måske derfor byder Traditionen utro på flere håb om at blive budt ud i lyset end vanligt fra Peter H. Olesens sangskriverhånd. Selvom han beskriver sit lyssyn som et lyn, der kommer bag på de fleste og allermest ham selv, er lyssynet i det mindste til stede blandt tanker om kynisme og sortsyn. Han vil hellere låne en knivspids af en andens tro frem for at dvæle ved sin egen tvivl.

Peter H. Olesen debuterer fornemt sammen med Michael Lund som De Efterladte. Traditionen utro byder på et varieret udtryk. Her er rocksange, folksange, en improviseret famlen efter en anvendelig melodi (“Jeg vil være hvor jeg ikke er”) og et flimrende instrumentalnummer (“Myggestik”). Og ad tre omgange får digteren Peter H. Olesen taletid. Den ene omgang er “Han er ikke digter”, der – hørt biografisk – er en afvisning af hans egen digterrolle. Selvom han ikke vil vedkende sig sin egen status, er hans mørke stemme og præcise diktion bestemt en digter værdig. Man hører efter, når han i “Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland”, der udkom i en længere version på papir forrige år, udfolder et portræt af en gennemsnitdanskers gennemsnitlige liv. Og når han oven på et underlag af susende båndstøj, tørt begræder det gamle analoge medies forfald og indirekte de af nutidens teknologier, som overflødiggør fysikaliteter såsom håndskrevne breve (“Jeg kan huske kassettebånd”).

På tekstsiden deler De Efterladte mange fællestræk med Olesen-Olesens formørkende tekstunivers. Alligevel er udtrykket så anderledes, at duoens debutudgivelse er en ny, god start i Peter H. Olesens musikalske karriere. Såfremt han vælger at fortsætte. Det må man håbe.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • […] Undertoner: “Den spartanske instrumentering sætter vokalen i fokus og giver sangene en skrøbelig natur og karakter af noget tidløst. Eller måske snarere en bekendelse til en ældre musiktradition. (…) Traditionen utro byder på et varieret udtryk. Her er rocksange, folksange, en improviseret famlen efter en anvendelig melodi (“Jeg vil være hvor jeg ikke er”) og et flimrende instrumentalnummer (“Myggestik”) (…) duoens debutudgivelse er en ny, god start i Peter H. Olesens musikalske karriere. Såfremt han vælger at fortsætte. Det må man håbe.” […]

Deltag i debat