Plader

Fink: Perfect Darkness

Finn Greenall spiller ikke på nogen særheder. Han spiller kun på sin guitar og gør det, så det varmer i maven. Perfect Darkness kan meget vel gå hen og blive det bedste album af sin slags i 2011.

Fink eller Finn Greenall kom frem i 2000 som dj og remixer med albummet Fresh Produce, der mest af alt var et velproduceret chillout-sæt med skud af electronica og hiphop. Men i 2006 udgav englænderen dét album, der for alvor fik hans navn ud. Det var da også dette album, der definerede hans stil og stemme. Albummet hed Biscuits for Breakfast og høstede ganske udmærkede anmeldelser. I dag er det år 2011, og Fink udgiver pladen Perfect Darkness. Tak for det, og lad mig for god ordens skyld uddybe, hvorfor undertegnede er taknemmelig.

Stilen på Perfect Darkness er en god, træfsikker blanding af blues, funk og singer/songwriter. Teksterne er virkelige, jordnære og medrivende, mens musikken er tunet ind til 45 minutters velbehag. Dette lyder umiddelbart som ord, man før har hørt i sammenhæng med singer/songwriter-genren, men ud over at please den brede lytterskare med akustisk chillout-stemning til de glade dage med sol og kolde drinks tilfører Fink også noget whiskey til de skarpe ører og vender ryggen til standarderne.

Titelnummeret er også albummets åbner, og det er jo altid dejligt, når kunstneren placerer ét af de bedste tracks som åbner. Så blødt, så behageligt og perfekt mørkt. Et velskrevet stykke musik, der er et værk i sig selv. Det sker sjældent, at musikken på en plade giver associationer til pladens cover. Men “Perfect Darkness” gør dét, som musik skal, nemlig at skabe associationer og tanker. Næste gang, jeg møder en strand, vil jeg, uanset situationen, sætte mig på en sten og kigge ud over vandet til lytte til “Perfect Darkness”.

På “Yesterday Was Hard on All of Us” frembringer Fink øjeblikke, der minder om John Mayers mere stille sider. Et nummer, der løber sin egen vej og tilfører pladen lidt livlig luft. “Honesty” er måske albummets bedste skud. Pladens eneste lettere aggresive track, der letsaget af dyb bas og akustisk fingerspil bygger sig op og får frit spil mod enden. Et fantastisk nummer.

Perfect Darkness rummer også et track, der udelukkende grundet Greenalls fantastiske vokal fremkalder gåsehud hos undertegenede. “Foot in the Door” er navnet på Perfect Darkness‘ næstbedste nummer. For en gangs skyld lyder en singer/songwriter-vokal bedre, end noget digital format kan udtrykke det. Dét her skal høres live!

Når dette er sagt, så kunne “Berlin Sunrise” godt undværes. Det passer ikke ind i universet på Perfect Darkness og skaber en vis forvirring. Modsat pladens andre numre, så keder “Berlin Sunrise” mig, fylder og afslutter Perfect Darkness på en lidt ærgerlig måde. “Berlin Sunrise” skulle du have sorteret fra, Finn.

Perfect Darkness har sit eget liv og hverken prøver at være eller er som de mange andre singer/songwriter-albums, der drukner i hinandens ens tekster, melodier og udtryk. Finn Greenall spiller ikke på nogen særheder. Han spiller kun på sin guitar og gør det, så det varmer i maven. Perfect Darkness kan meget vel gå hen og blive det bedste album af sin slags i 2011.

Lyt til pladen.. until it’s all good, yeah.

★★★★★☆

Deltag i debat