Koncerter

Roskilde Festival ’11: Hymns From Nineveh, 02.07.11, Odeon

Skrevet af Anna Møller

Hymns From Nineveh var begejstrede og begejstrede selv, mens de leverede et par stærke øjeblikke i en koncert med ellers lige lovlig meget fyldstof.

Hymns From Nineveh leverede en velspillet, men lige lovlig langtrukken koncert.

Jonas Petersens projekt Hymns From Nineveh var placeret fint allerede kl. 13.00, så den blide og folkede skønsang kunne fungere som den blødeste opvågnen i Roskilde-minde. Som på albummet Hymns From Nineveh åbnede ballet med “So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn”, hvor blide klavertoner toppedes med Petersens ekstremt velklingende og harmonisk beroligende vokal. Her indtraf måske koncertens bedste øjeblik overraskende tidligt, da Jonas Petersen for et øjeblik gav slip og råbte »Roskilde!« på en måde, der både var velplaceret og ukontrolleret og strømmede over af den begejstring, han helt tydeligt havde over at spille. Den glæde smittede naturligvis og gav kuldegysninger inde under teltdugen.

Til koncerten på Odeon var han bakket op af syv andre musikere med bl.a. Jakob Brixen fra Mechanical Bird på sav, banjo, harmonika og vokal. Alskens instrumenter og stemmer indgik i stadigt harmoniske samspil, og andet koncertnummer var ligeledes andet nummer fra albummet, hvor sangen ”Selma” indledes med ordløst og en anelse enerverende kor. Live fungerede det imidlertid rigtig fint med Sarah Hepburn på vokal, og da de øvrige musikere gav sig i kast med med klap og knips, var de fremmødte tømmermænd helt med på ideen. Glæden skinnede helt umiddelbart og charmerende fra Petersen, der til tider syntes næsten ikke at kunne være i sit eget skind af bare begejstring over at spille på Roskilde.

På tredje nummer, ligeledes nummer tre på albummet, ”Hymns for the Lover”, smed bandets harmonikaspiller udstyret og skiftede ud med først afdæmpet banjo og derefter sav spillet med violinbue. Man kan uden at skamme sig sagtens udtale, at Roskilde-skiltet med »No crowdsurfing« aldrig har været mere malplaceret på Odeon. Man kan desuden diskutere, om placeringen af Hymns From Nineveh på Odeon var helt smart. Nok er scenen intim og alternativ, men samtidig kræver pladsen i det ’rigtige’ program, at bandet blev nødt til at spille længere tid og dermed flere numre, end det måske havde været hensigtsfuldt. Generelt var der lidt rigeligt fyldstof i Odeon denne lørdag, og man tabte lidt pusten under de afdæmpede sange som ”Evening Song”, hvor primært Petersen og hans akustiske guitar havde ansvaret for at spille teltet op.

En bonus ved det var, at publikum fik lov til at høre et nyt nummer, der tilsyneladende handler om en mærkelig dag. Jonas Petersen synger »A strange day when you left us (the earth),« og langfredagselegien er selvsagt mørkere både i tekst, lydbillede og vokalmæssigt, så det bliver interessant, hvad det betyder for en kommende plade.

Herefter indtraf dagens andet højdepunkt – den meget smittende og mere uptempo ”Sister Sorrow Song”, hvor en opstemt tristhed og trommernes tempo fremstod medrivende, og hvor Petersens elskelige og begejstrede armbevægelser fik folk til at klappe i takt. Vi belønnedes da også med et »I klapper godt« fra scenen. De efterfølgende numre afveg mest fra pladens versioner. ”Daughter of Zion” var blevet endnu mere shaman-agtig med staccato-kor, mens ”Rage. Silence. Love” var mere larmende og grimmere end på pladen, og det klædte egentlig nummeret.

Ikke overraskende afsluttede Petersen & co. koncerten med den velplacerede albumlukker ”Drink Deep From the Well”, hvor især den meget smittende vokalharmoni i omkvædet er lige i skabet. Det kunne man måske have udnyttet og fremført nummeret med færre instrumenter eller med gentagelser af netop det harmoniske. Og så have droppet nogle af de andre mere nedtonede numre, så koncerten havde været mere komprimeret i sin intensitet.

★★★½☆☆

Deltag i debat