Anbefalet

Flag White anbefaler

Den tidligere Death by Kite-sanger og -guitarist Bjørn Lange spiller nu under navnet Flag White. På fredag varmer han op for The Pains of Being Pure at Heart i Amager Bio, og nu kan du varme op med hans anbefalinger af favoritplader.

Lad hype-kanonen brøle.

Bjørn Alexander Gøtzsche Lange var i sin tid en del af det, som på Undertoner en overgang blev omtalt som vel nok Danmarks lækreste støjpop-trio, nemlig Death By Kite.  I en sidebemærkning kan det nævnes, at trommeslager Kristian Kimer i øvrigt endte på blandt andet Undertoner som skribent, mens forsanger og guitarist Bjørn Lange nu udgiver som Flag White, der kan beskrives som rumklangsvokal med indadvendte og skrøbelige melodiske islæt.

 

Soloprojektet førte ham i foråret til både Lille Vega, hvor han spillede sin første koncert som Flag White (og i øvrigt varmede op for svenske jj), til Rust som opvarmning for Gold Panda og til Pop Revo i Aarhus, hvor han i opvarmningsdagene spillede sammen med Bastian Kallesøes soloprojekt The New Spring. Og det inden udgivelsen af debutalbummet, som der i øjeblikket arbejdes på.

Vind i de hvide sejl, må man sige. Den digitale ep Let Go kan i øvrigt hentes på Flag Whites Bandcamp-side, mens man kan opleve ham live som opvarmning for The Pains of Being Pure at Heart i Amager Bio 19. august.

Og nu er Flag White så nået til Undertoners anbefaler-sider, hvor pennen gives til musikeren selv. For hvad har inspireret til den vedholdende forkærlighed for shoegazende støjpop? Læs videre og få svaret.

Kære Undertoner.

I har bedt mig fortælle lidt om mine yndlingsplader. Men for hulen, hvor skal man overhovedet overveje at begynde at slutte sådan en liste? Loveless, Supertanker, Come on Feel, Blonde on Blonde, Let Go, Want One, Turn On the Bright Lights, Mellon Collie & the Infinite Sadness, Lordship Lane, Ágætis byrjun, A Sunset Panorama, Graceland, Madman Across the Water, When the Sky Comes Down It Comes Down on Your Head, Etiquette, Stay on These Roads, A Triumph for Man, Without You I’m Nothing, Chelsea Girl, Anywhere I Lay My Head, I See a Darkness, Nevermind, Heartworm… og Definitely Maybe, sguda for katten. Men man skal jo vælge, så her er en kort introduktion til nogle af de albums, jeg har været mest inspireret af, eller som bare af den ene eller den anden grund har betydet mest for mig. Go hate!

The Cure: Disintegration (1989)

Skønt denne liste jo ikke er en ‘verdens bedste plader-liste’, men blot en ‘mine favoritter-ditto’, tror jeg nu alligevel, at jeg vil driste mig til at betitle Disintegration som, netop, det bedste album i verden, nogensinde, overhovedet, ever. Fra åbneren – den hyperepiske “Plainsong”, der med sine m.a.s.s.i.v.e. synthflader, simple, men perfekt afstemte harmonier, de rumklangs- og delaysvøbte trommer og så lige The Cures signaturtrick – chorus-temabassen – over “Pictures of You”, “Same Deep Waters As You”, “Fascination Street” og “Untitled” har Robert Smith og drengene formået at dreje et monumentalt knugende, iskoldt og voldsomt smukt mesterværk, der i mine ører ikke endnu i dag ikke er blevet overgået.

Memoryhouse: Samlede mp3’er (2009-2011)

Memoryhouse er en canadisk duo, hvis egentlige albumdebut vi endnu har til gode, men som på absolut fantomtid alligevel har lagt sig lunt på alletiders favoritband-listen her i huset. Et par singler og en digital ep (som netop i disse dage er under ‘reel’, bonuspakket genudgivelse på Subpop) samt et mindre hav af mp3’er er, hvad det indtil nu er blevet til – men jeg tænker, at man i disse Ipod-spillelistetider godt kan forsvare at lade sit absolutte yndlings-bandcampband figurere hér. Med Denise Nouvions dragende, døsige stemme i front opererer Memoryhouse et sted mellem hjemmedyrket Boards of Canada-chill, akustisk folk, Beach House og alverdens shoegazer, og jeg har det altid, som om jeg får solen i øjnene gennem et par Ray-Bans og et lysegrønt løvdække, når jeg hører deres musik. Og hvor corny dét end lyder, så kan det kun anbefales selv at prøve sig ad.

Håkan Hellström: Känn ingen sorg för mig Göteborg (2000)

Da jeg som ung gymnasiast en sommerdag kom hjem på mit drengeværelse med Håkan Hellströms debutalbum, frisk fra Pladeshoppen i Silkeborg, under armen, satte jeg den på konfirmationsanlægget, lagde mig i min seng på ryggen og fulgte med i sangene i teksthæftet. Som man man jo gjorde, dengang man købte den slags. Og så mistede jeg ellers vejret. Jeg blev, bogstaveligt talt, forpustet, mit hjerte hamrede derudad, og netop derudad – eller i hvert fald ‘væk’ – er, hvad Känn ingen sorg för mig Göteborg handler om. Og den eskapisme og utilpassethed var i dén grad noget, jeg kunne relatere til som 18-årig fløs med stjerner i øjnene tilbage på Nissetvej i Grauballe. Med linjer som »…ramlade inn i en taxi / Mister, visa mig den maximala hastigheten / Vart du vill så fort du kann / Vart du vill så fort… du… kaaaannnn« og »”Dom måste lära sig gå,” det är vad folk säger, när det är vi två / Vi måste härifrån, den här stan drar ner oss till botten av ån« over Hellströms fine, fine melodier og pakket godt ind i musikalsk tyvegods fra især engelske bands som The Cure og The Smiths, men også Bob Dylan og Lemonheads, er …Göteborg stadig en af de plader, der har betydet allermest for mig, og som jeg altid kan vende tilbage til og forbløffes af.

The Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters (2007)

The Twilight Sad spiller helt sindssygt højt. Måske fordi de alle sammen har mistet hørelsen under diverse Mogwai-koncerter gennem, hvad jeg forestiller mig må have været en regnvåd og svært traumatiserende opvækst i det glasveganske – jeg ved det ikke – men meget tyder på det. Fourteen Autumns… er bygget op om James Grahams dybe, umiskendeligt skotske røst (tænk Arab Strap) indhyllet i kaskader af guitarer og buldrende trommer, og det er sådan set ikke, fordi der er noget nyt i dén formel. The Twilight Sad gør det bare så ufatteligt godt. Hver eneste sang på debuten besidder melodiske hooks, som The Edge ville give sin delaypedal for at have skrevet, larmen går lige i brystet, og skønt tekstuniverset er svært dechifrerbart, fornemmer man, at der er et eller andet helt. Galt. Og så er hele lydbilledet generelt bare så monumentalt, at jeg som en anden fatcat har svært ved at komme ned, når jeg først er kravlet op. Da jeg med Death by Kite indspillede vores debutplade, var det i øvrigt primært Twilight Sad, jeg hørte på cyklen til og fra studiet. Om man kan høre dét, tror jeg ikke, men pladen minder mig om den tid, om at spille højt og hurtigt på guitar og om at stå i et næsten tomt Astoria og i dén grad rocke ud, mens resten af Roskilde Festival er ovre for at høre Muse på Orange. Højlandsemo på et meget højt plan.

The National: Boxer (2007)

Måske er The National blevet lidt kedelige i det, og nok spiller de på Skanderborg Festivalen og inde hos din nabo, som også hører Robbie Williams, og som skal i Tivoli og høre Tina Dickow. Men med Boxer lavede de et sammenbidt, forrygende helstøbt og perfekt regnvådt rockalbum, som har fulgt mig gennem mangt og meget. Da jeg på et tidspunkt var kæresteløs – og derfor hjemløs – i nogle meget blæsende efterårsmåneder og boede på sofaer og folks gode viljer, var sange som “Mistaken for Strangers”, “Slow Show”, “Guest Room” og “Squalor Victoria” med til at holde modet, om ikke oppe, så i hvert fald passende. Siden har pladen udviklet sig til ikke kun at være et nedtursakkompagnement, men i lige så høj grad et stykke med opløftning og tro på i morgen. Og så er den klaverbårne “Fake Empire” måske den tredjebedste single fra 2000’erne.

Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight (2008)

Bob Dylan: Blood on the Tracks, Fleetwood Mac: Rumours, Beck: Sea Change, Nick Cave: The Boatman’s Call, The Jesus & Mary Chain: Psychocandy, The Lemonheads: Come On Feel – listen over store ‘break-up albums’ er lang, men ingen plade beskrev som The Midnight Organ Fight den bitterhed, håbløshed og desperate higen efter selvdestruktion (eller var det bedøvelse?), som lige præcis yours truly følte, da han oplevede sit eget store break-up. Hvor kollegerne i Twilight Sad lader sig inspirere af landsmænd som Mogwai og Arab Strap, kigger Frightened Rabbit i højere grad mod vest og følsomt rundede indietyper som de ternede skjorter i The Shins og Death Cab for Cutie. Sanger og sangskriver i Frightened Rabbit, Scott Hutchinson, kan dog ikke løbe fra sin skotske arv, hverken i stemmeføring, melodik eller tekstunivers. Her bliver der drukket tæt, der bliver dyrket sanseløst elendig sex bagefter og – selv den intimitet og kropsvarme, som man netop har delt til trods – har man det om muligt kun endnu værre, når man vågner. »It takes more than fucking someone to keep yourself warm.« Og sådan kører det så i ring, og man er tilbage med det, man prøvede at forsvinde fra: »And now we’re unrelated and rid of all the shit we hated / But I hate when I feel like this and I never hated you.« Pyh. Men efter at have været igennem en lille time fuld af magtesløshed, had, savn og deslige, slutter The Midnight Organ Fight så alligevel på den opløftende note »… I think I’ll save suicide for another year,« hvilket må være et eksempel til efterfølgelse.

C.V. Jørgensen: Sjælland (1994)

… Og så den danske. Der blev spillet umådelige mængder C.V. Jørgensen i mit barndomshjem. Min far var så effin’ sej, at han (ud over at have gået i klasse med Sven Gaul fra TV-2) også havde været med til at arrangere, vistnok, den første Jørgensen-koncert i Jylland, og dét var noget, der gav point på kontoen hos sønnike. Min lillesøster ejede i en alder af 10 år samtlige C.V.-plader, og selv husker jeg fra bilrejser gennem Sverige især midt 80’er-albumsne Vennerne & vejen og Lige lovlig live. Og ikke mindst disses excessive brug af synthesizere og gennemborende melankoli. Dette lydunivers forskede C.V. Jørgensen videre i på Sjælland, med hvilken han sammen med Kasper Winding fik skabt en af de bedste danske plader nogensinde. Jeg ‘burde’ på mange måde ikke kunne lide den – der er jo freejazzblæsere og Blachmann-jungletrommer alle vegne, men hallelujah for en samling sange. Teksterne er ofte mere ordknappe, mere maleriske og generelt mindre humoristiske end på de tidligere plader og viser kunstneren, den introspektive C.V. Jørgensen, i allerstærkeste form. Det handler om afstand mellem mennesker, om behovet for at nå hinanden og det forfærdeligt svære i at gøre det, og det er virkelig smukt. »Mit livslys er ude at svømme, min næste er gået til ro / Jeg står ved en korsvej og savner dem begge to.« Eller på pladens måske bedste nummer, den næsten Enigma’ske (hvis Enigma havde været fra Bristol!) “Hvad mere er der egentlig at sige?”, hvorpå det lyder: »Hvad mere er der egentlig at sige? Alt er på det nærmeste sagt / For vanen tro og alt andet lige har ordet atter mistet sin magt / Himlen flyder over af løfter, hjertet flyder over af pral / Mennesker mødes og skilles igen, som et ekko i en tom katedral.« Med fokus på melodier og på stemningsmættethed frem for syregroove og politisk indignation har Sjælland altid talt meget direkte til mig, og de er en plade, jeg aldrig ikke har lyst til at høre.

Deltag i debat