Plader

Zomby: Dedication

Skrevet af Mikkel Arre

På sit andet album skifter den hemmelighedsfulde London-producer den tilbageskuende 90’er-rave-stemning ud med zapper-melankoli, der er mere fornøjelig end trist.

Han er fra London. Han har udgivet to albums og cirka et dusin singler og ep’er, og så har han en Louis Vuitton-taske. Det er sådan cirka alt, hvad vi ved om den godt 30-årige mand bag kunstnernavnet Zomby – og det med tasken ved vi kun, fordi den figurerer på et billede i det seneste nummer af musikmagasinet The Wire.

Han er fast besluttet på at være ansigtsløs og påpeger i magasinets interview, at der ikke behøver at være nogen sammenhæng mellem hans person og hans musik. »I’m not in any mindset at any time solidly. Everything I say isn’t like some resolute, end of line thing. Everything happens every day. It might be how I feel at the minute, I might not care either way. Even though I might express an opinion, I might not give a shit.«

Det kan der sikkert være noget om. Det forholder sig bare sådan, at Zombys karriereforløb gør det ret så spændende, hvem han egentlig er. Skidt med at kunne sætte ansigt på manden, men hans person virker immervæk interessant. For hvad skyldes de voldsomme, abrupte stilskift fra udgivelse til udgivelse? Hvem er man, når man uden varsel springer fra paranoid dubstep (på de første singler) til løssluppen, anakronistisk 90’er-rave-hedonisme (debutalbummet Where Were U in ’92?) til den let modfaldne, melodicentrerede kavalkade af electronica-stilarter på album nummer to, Dedication?

Mens udtrykket på Dedication ligger langt fra debutens ubekymrede nostalgi, holder Zomby fortsat af at fatte sig i korthed. 16 numre på 35 minutter levner ikke plads til tomgang, og englænderen kommer vidt omkring: fra house-regelmæssighed over pågående postdubstep og sydamerikansk rytmik til dunkelt solopiano. Gennem hovedparten af numrene flyder en understrøm af melankoli, men den er sjældent særlig udtalt. Zomby lader hellere sine melodilinjer være drilske og legende, mens der underneden dirrer en dunkel synthdrone. Hellere få uroen til at ligge latent i et ildevarslende tomrum mellem molklange og klokkemelodier som i “Florence” end at give den en tydelig melodisk form.

Lavmælt tristesse er således grundstemningen, men på en måde, hvor man ikke altid bemærker den. Der sker nemlig så meget andet, at man har rigeligt at gøre med at lægge mærke til de mange retningsskift – og med at nyde dem. Især på den første tredjedel af Dedication lykkes Zomby imponerende godt med at lade energiniveauet veksle fra det tilbageholdende, næsten statiske via pulserende house til arkadespilsblinkende blipmelodier med bratte, men alligevel velfungerende overgange. Det er ganske simpelt en fornøjelse at høre numrene i rækkefølge, fordi de passer så strålende sammen på grund/trods af den viltre variation.

Desværre dykker kvaliteten på den midterste tredjedel. Panda Bears gæsteoptræden i “Things Fall Apart” løfter sig aldrig rigtig, måske fordi de isnende synthlinjer under ham er noget mindre subtile end resten af pladen, måske fordi Zomby mystisk nok looper den mindst interessante del af vokalmelodien. “Salamander” og “Lucifer” ligger op og ned ad hinanden og varer begge under et minut, og her begynder zapper-attituden at blive lidt frustrerende, fordi den opløser den ellers klare fornemmelse af sammenhæng.

Dedication slutter imidlertid stærkt. Den underspillede melankoli vender tilbage i “A Devil Lay Here” og “Florence”, og med “Haunted” og især klaverstykket “Basquiat” demonstrerer Zomby, at han også evner at være alvorlig. Den mørke rundgang i “Basquiat” lyder som et sammenbidt, om end mindre virtuost, sidestykke til Aphex Twins pianonumre på Drukqs, og takket være de foregående numres gradvise nedtoning af de ellers så legende melodier virker det helt naturligt, at Zomby her lader nedtryktheden stå utilsløret. Pladens forløb giver med ét mening: Det var her, vi skulle hen – ned i dybet, helt ind i sorgen.
Og fluks piller Zomby den analyse fra hinanden ved at stoppe nummeret efter blot to minutter og lade det friske, energiske “Mozaik” afslutte pladen med tydeligere trommer og lysere stemning end på snart sagt resten af Dedication. Med andre ord bliver tavlen ryddet for alt andet end pointen om, at Zomby ikke er for fastholdere.

Citatet fra The Wire i denne anmeldelses indledning slutter med sætningen »I might not say anything.« Fornemmelsen af, at Zomby egentlig ikke vil lytteren det store, er ganske rigtigt svær helt at slippe, især på pladens midterste tredjedel. Resten er bare så glimrende sammensat, at man aldrig overvejer at stoppe Dedication halvvejs, uanset at følelserne ikke stikker særlig dybt andre steder end i “Basquiat” og den rørende, Burial-klingende “Natalia’s Song”. Og uanset at vi måske ikke bliver ret meget klogere på, hvem Zomby egentlig er.

★★★★☆☆

Deltag i debat