Plader

Adam Cohen: Like a Man

»Æblet falder ikke langt fra stammen,« er der et ordsprog, der siger. Det gør sig tilsyneladende også gældende i musikbranchen. Denne gang er det Adam Cohen, der prøver gå i sin far Leonard Cohens enorme fodspor.

Jeg husker ret tydeligt, hvad jeg tænkte, da jeg hørte nummeret ”One Headlight” første gang: »Den sanger lyder da godt nok ret meget som Bruce Springsteen.« Selvom jeg allerede på daværende tidspunkt var klar over, hvor svært det er at skrive musik, der ikke på den ene eller anden måde leder en lytters tanker hen på andre kunstnere, var jeg nok alligevel lettere forarget.

Desto større var derfor min overraskelse, da jeg fandt ud af, at sangerens navn var Jakob Dylan, og at han var søn af Bob Dylan – selveste His Royal Bobness. Unægtelig lidt kuriøst, at en sanger lød umiskendeligt som Bruce Springsteen, men var søn af Bob Dylan. Nummeret stammer i øvrigt fra pladen Bringing Down the Horse og var et stort hit for Jakob Dylan og hans band The Wallflowers dengang i 1998. Den vandt to Grammys og ligger i dag nummer 58 på Rolling Stone og MTV’s liste over “100 Greatest Pop Songs of All Time“.

Nu sidder jeg så her med en plade af en kunster ved navn Adam Cohen i hånden. Efternavnet fanger straks min opmærksomhed og ganske rigtigt: Det er Leonard Cohens søn. Jeg tænker tilbage på historien med Jakob Dylan og tænker sarkastisk, at Adam Cohen så måske lyder som Neil Young.

Spændt sætter jeg cd’en i afspilleren og skruer op på forstærkeren. En afdæmpet spansk guitar fylder stuen, og efter otte takters intro lytter jeg til sangerens ord på åbningsnummeret “Out of Bed”: »For you I’d try to make it rain in the desert / I’d ask the mountains to kneel down, pick you up / And give you the perfect rose in the middle of winter / I’d ask the angels to sing to you, from up above.«

Jeg tænker: »Ok, her er der godt nok ingenting at tage fejl af.« Ja, jeg vil gå så vidt som til at påstå, at havde jeg ikke på forhånd vidst, hvem kunstneren var, ville jeg kunne snydes til at tro, at det var noget ukendt, tidligt materiale af Leonard Cohen. Såvel melodi som tekst er som taget ud af Leonard Cohens sangkatalog.

Nej, slægtsskabet med sin far kan Adam Cohen ikke løbe fra, og i pressematerialet til pladen skriver pladeselskabet direkte, at Adam Cohen efter at have udgivet tre cd’er i pop/rock-stil nu endelig har vedkendt sig sin familiære arv.

»Men det lyder ikke dårligt,« tænker jeg og lytter videre for at høre, om musikken holder det høje niveau, som første skæring lover. Jeg trækkes ind i romantisk, poetisk og musikalsk nøgent univers, hvor Adam Cohens stemme understøttes af spansk guitar, gulvbas, diverse keyboards, percussion og vokalharmonier. Man fristes til at sige, at sangene er så smukt skrevet, som kun Leonard Cohen kan gøre det. Det er nu modbevist: Hans søn kan også.

Adam Cohen har da også udtalt, at han føler sig priviligeret ved at have kunnet stå i mesterlære som tekstforfatter hos sin far, som har givet ham feedback på sangskrivningen, fra han satte sine første sætninger på papir. Man kan derfor ikke sige, at talentet for sangskrivning kun er noget, der har ligget i generne.

Alle sangene på Like a Man kredser om kærlighedens veje og vildveje: Sangen “Out of Bed” handler om, at man gerne vil gøre det rigtige, men ikke magter det. En anden sang (“Matchbox”) handler om at blive forelsket i løbet af et øjeblik, og albummets mest iørefaldende nummer, “What Other Guy”, handler om det smukke i at kende sin partner godt. Dette nummer kunne sagtens blive et hit.

Sangskrivningen er gennemført, og jeg kan ikke finde et nummer på pladen, som ikke er værd at lytte til. Når det så er sagt, kunne jeg godt tænke mig, at Adam Cohen næste gang sang om andet end kærlighed. På det punkt adskiller far og søn sig fra hinanden, men det kan være, det kommer.

Nogen vil måske påpege det problematiske i ligheden mellem far og søn. Men jeg er ikke i tvivl: Næste generation af Cohen-slægten er klar til at tage over. Det kan ellers være utroligt svært at følge sine forældres musikalske fodspor – spørg bare børn af Bob Marley, John Lennon, Paul Simon, Johnny Cash og den i indledningen omtalte Jakob Dylan, der dog har haft mere succes end flertallet – uden dog på nogen måde at kunne hamle op med sin far. Umiddelbart kan jeg kun komme på Jeff Buckley, der har haft mere succes end sin far.

Jeg tror heller ikke, Adam Cohen helt når samme niveau som sin far, men mindre kan også gøre det.

★★★★☆☆

Deltag i debat