Plader

The Shins: Port of Morrow

Skrevet af Søren Jensen Lund

Fem års ventetid er slut: The Shins er tilbage. På Port of Morrow formår Portland-bandet at bevare umiddelbarheden i de mange eksperimenter, hvilket giver plads til James Mercers vokal og lyrik.

Det er ved at være 20 år siden, James Mercer med sit daværende band, Flake Music, huserede på den lokale musikscene i Albuquerque. Med hjælp fra blandt andre det fremadstormende Modest Mouse turnerede Flake Music flittigt i midten af 90’erne. Flake Music blev til The Shins, og i 2001 tog bandet turen fra New Mexico til Portland, Oregon. I lommen havde de en kontrakt med Seattle-selskabet Sub Pop, og det resulterede i 2001 i debuten Oh, Inverted World.

Efterhånden er de fleste oprindelige medlemmer i The Shins skiftet ud, men bandet frontes stadig af James Mercer, der med sin ukrukkede sangskrivning og intelligente arbejde med lyd og melodi har opnået stor anerkendelse, selvom det endnu ikke er blevet til det helt store kommercielle gennembrud.

Det er kun blevet til fire albums i løbet af de 16-17 år, The Shins har eksisteret, og vi skal fem år tilbage for at finde det forrige album, Wincing the Night Away.

I mellemtiden har The Shins sagt farvel til Sub Pop, og siden afskeden har de forsøgt at genvinde spontaniteten efter de mange eksperimenter på Wincing the Night Away.

I starten af året kom singlen ”Simple Song”, hvor James Mercer med sin insisterende og tryglende vokal udpensler en naiv kærlighedshistorie i et halvskramlet lydbillede, der forløses af omkvædets melodiøse overskud.

Port of Morrow søger tilbage til det simple udtryk, og James Mercer kommer mere i centrum. Både som den alsidige sanger, han er, og som en sangskriver, der dyrker enkeltheden og en til tider letkøbt poesi a la »You blow just like a broken kite« i sangen ”40 Mark Strasse”, der dog viser en anden side af James Mercer’s tekstskrivning: Sympatien for de nederste i hierarkiet.

Disse små kærlighedshistorier og politiske opråb er nænsomt blevet placeret i et varierende lydbillede, hvor 80’er-vestkystrockens lighterballader (”It’s Only Life”), Wilco-kloner (”September”) og postrock-poesi (”No Way Down”) forsøger at finde sig til rette med hinanden. Det resulterer i et unikt lydbillede, hvor den gode popmelodi og pompøse kompositioner bæres frem af skæve arrangementer og skramlende guitareffekter.

På trods af de mange eksperimenter, der præger Greg Kurstin og James Mercers produktion, træder bandet og sammenspillet mellem musikerne i forgrunden, og derved bevares umiddelbarheden. Det kan være en tand for velpoleret, men det fremhæver popmelodien, og kombinationen af det polerede og det poppede giver flere af omkvædene en nærmest forløsende lethed, hvor Mercer kommer helt i front. Både på vokalen, der ofte ryger i falset, og med postulerende tekstfraser, der forsøger at ruske folk til live, som når Mercer i ”It’s Only Life” synger »I’ve been down the very road you’re walking now / It doesn’t have to be so dark and lonesome«.

Port of Morrow drukner måske en smule i alle de ting, der foregår i det nordvestlige USA. Senest har Seattle imponeret folk-verdenen med The Head And The Heart, og i hjembyen Portland har The Decemberists stor succes med deres nærmest britisk inspirerede folkrock. Med sin sangskrivning og den akustiske guitar, der trænger igennem på Port of Morrow, virker det, som om James Mercer forsøger at gøre tilnærmelser til folk-bølgen – uden dog at give helt slip på den skramlede indierock. Men hvis målet er den intelligente popsang, der sniger sig ind på hjernen og klæber sig behændigt fast, så er Port of Morrow vellykket.

★★★★☆☆

Deltag i debat