Plader

The Shins: Wincing the Night Away

Skrevet af Theis Ørntoft

De nærmest todimensionale popsange, der før var The Shins’ varemærke, har overladt scenen til mere eftertænksomme og fintvævede kompositioner. En ditto dybere produktion understreger de tråde af modenhed, der sammen med søvnløshedens forbandelse trækkes gennem Wincing the Night Away.

En god og en dårlig nyhed: Den gode er, at søvnløsheden, som James Mercer efter sigende har lidt af, og som er det tematiske omdrejningspunkt for The Shins’ nye album, ikke har frataget ham evnen til at skrive fantastiske popsange. Den dårlige er, at det nye album, Wincing the Night Away, alligevel ikke rummer en pendant til “Kissing the Lipless” – sangen, som indledte amerikaner-kvartettens forrige album, Chutes Too Narrow, og som på mange måder kondenserede de musikalske kvaliteter, bandet hidtil har stået for: let dechifrerbar guitarpop med overlegne, legesyge vokalarrangementer indrammet i en bevidst afskrællet, todimensional produktion.

Men siden udgivelsen af Chutes Too Narrow tilbage i 2003 er der sket det samme for James Mercer og co., som der sker for alle andre i denne verden: De er blevet ældre, og dette faktum har i tydelig grad influeret på såvel sangskrivning som produktion, der begge er blevet fravristet uskylden og spontaniteten, men til gengæld er blevet foræret mere eftertænksomme og fintvævede omgivelser.

Det er en naturlig, og vel også ret forståelig retning at vælge, for selv ikke The Shins’ smittende tegneserie-pop kan snurre under laseren for evigt, ligesom man heller ikke kan klandre Mercer for at søge et højere ambitionsniveau som sangskriver. For så vidt et lovende udgangspunkt, men i sig selv ikke garant for godt materiale.

Et åbenlyst eksempel på disse skred i temperamentet er åbneren “Sleeping Lessons”. En blød synthfigur pulserer i et uvant stort rum, hvorefter Mercers lyse stemme træder ind, en anelse mindre skinger end i fortiden. Først efter to minutters gennemtænkt og velproduceret opbygning hvirvler lilletrommen ind, og sangen kulminerer i et øjeblik af stor musikalsk tilfredsstillelse. Det klinger utvivlsomt af The Shins – men stemt i et noget andet humør. Sangen er et af albummets bedste, og det lykkes ikke helt bandet at følge åbnerens niveau til pladens ende.

Men trods det let dalende niveau er der ingen decideret svage punkter på Wincing the Night Away. Særligt må fremhæves den virkelig delikate “Split Needles”, hvis omkvæd er et triumferende eksempel på, at en god popsang ikke partout skal kulminere i forudsigelige syng-med-refræner, men i stedet med kunstnerisk fordel kan væves mere subtilt.

I “Australia” kommer The Shins tættest på de forrige pladers lyd og stemning, mens sange som “Girl Sailor” og “Sea Legs” derimod tjener bagsiden af den eftertænksomme medalje med vel livløse og langstrakte arrangementer – særligt sidstnævnte tangerer det kedsommelige med en næsten to minutters vokalløs figur-repetition.

Men upåagtet disse undværlige indslag, må man stadig beundre James Mercers ekstremt personlige popsange, som stadig forekommer at være listet ud af ærmet med et sjældent set musikalsk overskud. Sammenlignet med så mange andre dyrkere af den alternative guitarpop er The Shins stadig overlegne, hvad angår personlighed og melodiøsitet. Og selv om nogle måske vil mene, at bandet tager et lidt sikkert stik hjem, kan jeg ikke finde mange argumenter for ikke at anbefale denne rare, rare plade.

★★★★☆☆

Lyt til “Australia”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/3191.mp3]

Lyt til “Phantom Limb”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/2940.mp3]

Deltag i debat