Plader

The Walkmen: Heaven

Skrevet af Simon Rune Knudsen

The Walkmen har en god grund til at kaste frustrationerne fra sig for i stedet at lave musik, der handler om, hvor vildt det har været, og hvor godt det er nu. Hamilton Leithauser & co. er nemlig blevet voksne.

Det er svært at sætte ord på lykke, for når noget er godt, behøver det ikke forklares i samme grad, som når noget er skidt. Det er, som om glæde blegner i forhold til ulykkelighed, da det simpelthen ikke er problematiserende nok. Det er The Walkmen ligeglade med på deres syvende uspil Heaven, der på mange måder ligger i forlængelse af deres to seneste udspil, You and Me og Lisbon. De ulykkelige emner er lagt på hylden, og med risiko for at henfalde hen i sødmefulde klichéer forsøger bandet sig med deres mest optimistiske album hidtil.

De fleste af de fælder, den lyksagelige musik lægger, træder The Walkmen dog behændigt udenom. De har bevist på deres tidligere album (navnligt Bows + Arrows og A Hundred Miles Off), at de ved, hvad vildskab er, hvordan isolation og vildrede føles, og det gør måske, at vi mere pålideligt stoler på dem, når de fortæller om lykke.

The Walkmen sørger for at punktere den glædesfyldte ballon tilstrækkeligt. Stille numre er der mange af på et album, der generelt ikke har de største armbevægelser. ”Southern Heart” viser noget af den glimtvise bitterhed, der skaber kontrast på Heaven: »Tell me again how you loved all the men you were after,« synger Hamilton Leithauser og bryder behændigt euforien med en kile af tvivl og fortvivlelse.

The Walkmens lyd er blevet mere raffineret, en smule mere tilbageholden, og ved hjælp af produceren Phil Ek, som har produceret b.la. The Shins og Band of Horses, og Fleet Foxes-sangeren Robin Pecknolds kor på flere numre, får albummet en varm, imødekommende karakter. Det er en fyldig luksuriøsitet, der overgår, hvad bandet tidligere har opnået. For syv-otte år siden ville man ikke have kunnet forestille sig, at bandet bag ”The Rat” og ”Little House of Savages” kunne ende med en så poleret og poppet fremtoning. En fremtoning, der stemmer godt overens med det nye ståsted, bandet har fundet.

På åbningsnummeret “We Can’t Be Beat” er tempoet skruet helt ned. »I was the duke of Earl, but it couldn’t last / I was the pony express, but I ran out of gas,« lyder det fra forsanger Leithauser, der lægger lidt bånd på sin ellers spyttende, vanvittige vokal. En stille akustisk guitar akkompagnerer den uvante brug af hans stemme, og selvom nummeret senere beriges både med trommer og en typisk, vandrende The Walkmen-guitar, virker ”We Can’t Be Beat” som en meget langsom, atypisk starter.

I ”Love is Luck” er vi tilbage, hvor vi kender bandet. De insisterende trommer og den eventyrlystne surfguitar minder os om, hvor godt et rockband The Walkmen egentlig er. For selvom de stille stunder som afslutningsnummeret ”Dreamboat” og hyldesten til Leithausers datter ”Song for Leigh” har deres charme, ville man ønske, at al den glæde og familiesikkerhed kunne oversættes med lidt mere nerve.

Titelnummeret cementerer i den grad, at bandet stadig har kontakt med sine rødder, om end på en mere poppet og kontrolleret måde end tidligere. Rent lyrisk er “Heaven” en hyldest til det venskab, der eksisterer bandets medlemmer imellem. Teksten omhandler både faderskab, venskab og kampen for at bibeholde, hvad de har opnået, og virker derfor meget definerende for de emner, albummet arbejder med.

‘Fra ungdomsrock til voksenrock’ kan man kalde The Walkmens udvikling. De behersker tydeligvis begge arter og har på mange måder flyttet sig som band. De genopfinder ikke sig selv lydmæssigt, men i lyrikken er de nået frem til noget nyt. Mange af Heavens numre er værdifulde pop-eskapader med et dybere budskab end det gængse glædesdrivende rocknummer. Man føler en sikkerhed skinne igennem fra bandet – som om de endelig har fundet sig til rette. Og selvom den 47 minutter lange plade godt kan blive lidt lang i spyttet, omdanner The Walkmen det paradis, de har skabt sig selv, til en vellykket forlængelse af deres musikalske karriere.

★★★★☆☆

Deltag i debat