Plader

Kloster: Ni salmer og en aftensang

På sit femte reelle studiealbum genfortolker Kloster 10 ældre skandinaviske hymner på højst original vis og beviser, at kristen musik også kan nydes gennem ateistiske ører.

Da jeg for nogle dage siden åbnede kuverten, hvori Klosters nye album Ni salmer og en aftensang var blevet tilsendt, faldt mine øjne hurtigt på et papir, der skulle give mig en kort introduktion til projektet. Denne beskrivelse indeholdt passager som ”skønhedssøgende pastoral folk” og ”et musikalsk bekendtskab, der bekender sig til den kristne tro”, og det gav mig en klump i halsen. Et antireligiøst alarmsystem tændte i mig, og jeg begyndte at gøre mig tanker om, hvilken form kristent missionsarbejde anno 2012 mon ville antage. Skulle jeg forberede mig på 48 minutter og 21 sekunders religiøs hvervning forklædt som indiemusik?

Ni salmer og en enkelt aftensang senere måtte jeg erkende, at min ateistiske frygt var blevet gjort godt og grundigt til skamme. Hvad der nemlig muligvis først kan forekomme lytteren at være musik forbeholdt et mere religiøst segment af befolkningen, viser sig hurtigt at være noget ganske andet. På albummet har Kloster, der er et omfangsrigt projekt centreret omkring sangskriver Mikael R. Andreasen, udvalgt 10 tekster fra Den Danske Salmebog og kastet sig ud i at iklæde dem moderne genfortolkninger i form af nye melodier og musikalske arrangementer. En original måde at gribe den danske sangskat, der jo rent faktisk sig langt længere end til Danseorkestret og TV2, an på.

Albummet starter med en fortolkning af den nyere salme “Gådefuld er du, vor Gud”, hvis titel på albummet er forkortet til “Gådefuld”. Det er en utroligt stemningsmættet sang, som lægger ud med en enlig stemme, der akkompagneres af en spansk guitar. Efter første vers sker der dog en gradvis dynamisk opbygning og både en kvindelig andenstemme, fløjte og et basspor lægges over. Dette udvides yderligere, og efter nogle minutter er det før så spartanske lydbillede bakket op af et helt orkester, der involverer flere guitarmelodier, klaver og en stryger. Alligevel hæver sangstemmerne sig aldrig, hvilket ender med et utroligt smukt resultat til følge.

Mange af numrene emmer af en enormt høj grad af tålmodighed hos Andreasen som sanger. Vokalen forceres aldrig, hvilket givetvis skyldes den ramme, som sangene er anbragt qua deres kirkelige oprindelse. “Hør mig, skaber mild” domineres af en kort guitarfigur i trioler, der spilles i det uendelige og skaber en form for fremdrift i nummeret. Ikke desto mindre hviskes den sørgelige lyrik fra den næsten 100 år gamle norske salme og skaber en form for ro, som til tider akkompagneres af simple korte figurer spillet på klaver og guitar, mens en stryger andre gange vokser op og støttes af lyde, der kunne minde om et havs brusen.

Generelt er det analoge instrumenter, der definerer lyden albummet igennem. Den spanske guitar er allestedsnærværende, mens også klaver og strygere er med til at skabe den altid så dystre stemning. Denne form for instrumentering klæder som sådan konceptet meget godt, da vi jo har med tekster at gøre, der er frembragt, adskillige årtier før Adolph Rickenbacker i 1931 fandt på at slutte strøm til guitaren. Når der endelig dukker et instrument, der fordrer en stikkontakt, op i lydbilledet, sker det nænsomt og med stor smagfuldhed: som i “Kunstværk”, hvor noget, der umiskendeligt lyder som et omnichord over en trommemaskine, skaber en skrøbelig bund under den næsten 300-årige tekst, eller i “Urolige hjerte”, hvor en guitar med en perfekt doseret mængde ekko dominerer et flot mellemspil.

Det mest stemningsfulde bidrag er dog Hymns From Nineveh og norske Solrun Stigs bidrag, “En liden stund”. Teksten – der er skrevet af ingen ringere end N.F.S. Grundtvig og indledes med det billedmættede vers »En liden stund / i rosens lund / vi rødme kun og blegne / af blomstens art / og med en fart / nedsunket snart / er alt i disse egne« – danner en melankolsk ramme om gådehudsfremkaldende vokalpræstationer. På skiftevis veksles der mellem den lyse spinkle sangstemme fra Solrun Stig og en næsten Antony-isk dyb røst, og når et melodisk mellemspil med et sjældent bidrag fra percussion træder ind, er ikke et øje tørt. Det er ganske enkelt forrygende.

Efter ni ”salmer”, sluttes albummet af med en såkaldt aftensang, der næsten byder op til fællessang. Det er en duet mellem Mikael R. Andreasen og Solrun Stig, og i sin form og melodi er det muligvis den mest traditionelle kirkesang af de 10 skæringer. Dette gør dog ikke noget, da man efter tre kvarter er mættet med finurlige og i den grad originale fortolkninger af gamle skandinaviske hymner.
Kloster har begået noget nær et mesterværk, som i sin moderne behandling af religiøse tekster fuldstændigt overrumplede denne anmelder, der i løbet af de seneste dage i dén grad har fået åbnet øjnene op for, hvad den danske sangskat egentlig går og gemmer på af lyriske guldkorn.

★★★★★½

Deltag i debat