Plader

Less Win: Great

Less Win minder mig med sit overbevisende debutalbum om, hvad det var, jeg syntes var så fedt ved skramlende støjrock, da jeg som 13-14-årig hoppede med på vognen. 11 gennemførte numre er det blevet til på Great.

Den albumdebuterende københavnske trio Less Win skramler, støjer, spiller og synger sig på Great gennem 11 kantede lo-fi-numre. Og det minder i dén grad denne anmelder om, hvorfor det dér med alternativ guitarrock egentlig er en ret sej ting, for der nikkes flittigt anerkendende til støjrockens efterhånden alenlange historie. Man aner således referencer til navne som The Velvet Underground og Pixies, og der lånes også sporadisk fra garagerocken og 60’ernes mod-bands, hvor eksempelvis Pete Townshends guitar synes at have leveret nogen inspiration.

På sit debutalbum skaber Less Win et varieret lydbillede, der afspejler et band, som nok i nogen grad lægger sig i slipstrømmen af forbillederne, men uden at dette fremstår som en begrænsning. Tværtimod evner Less Win i bedste postmodernistiske stil at håndplukke inspirationen her og der og blande det hele sammen i en herlig pærevælling, der bærer bandets eget præg.

De to første numre på side Q (ja, her er sidebetegnelserne A og B skiftet ud med Q og Z!) stikker ganske godt retningerne ud for resten af indholdet på siden. “A Million Faces” befinder sig mestendels i et garagerock-univers, hvor riffet er staccato-skarpt og båret oppe af energiske tromme- og basfigurer. Der arbejdes klogeligt og bevidst med dynamiske variationer, hvorved det lykkes Less Win at udvide garagerockens forholdsvis enkle udtryk.

I “Gebe” skrues en tand op for støjen, og sangskrivningen tangerer Sonic Youth i Daydream Nation-perioden eller deromkring. Der er disharmoniske indslag, der løses op på åbnerens mere stringente udtryk, og lydbilledet løber sammen i udsyrede og hysteriske guitarudladninger.

Side Z åbnes i et lidt lettere leje, hvor blandt andet synth-klangflader er med til at dreje “I Forget” over i et mere støjpoppet udtryk. Nummeret er slet og ret en vaskeægte ørehænger, der viser, at Less Win bestemt ikke er bange for at dyrke det naivistisk enkle. Også “Aquarium” bevæger sig i dette univers. Man fornemmer en tematisk opbygning af albummet, hvor side Q er forbeholdt energiske og syrede udladninger, mens numrene på side Z er tilføjet en mere poppet dimension, der på eksempelvis “Speedy Schlir i retning af über-tidlig R.E.M. Der er skam tænkt over tingene her, og det er jo altid godt.

Less Win udnytter trioformationen og dens indbyggede begrænsninger ganske fornemt, og det lykkes kompetent i at fylde lydbilledet ud uden alt for mange dubbede guitarer. Det høres eksempelvis i “Żyła”, hvor en sikker indsats på bassen bærer nummeret igennem og dermed fritstiller guitaren fra akkorderne. Det samme gør sig ikke mindst gældende i “Dream Overdose”, og det er med til at skabe en dynamisk feeling, som bestemt løfter det samlede indtryk.

Det er en fornøjelse at lægge øre til noget så sjældent som et debutalbum, hvor det ikke er muligt at sætte fingeren på nogle egentligt svage punkter i sangskrivningen. Hele albummet er bundet sammen af et udtryk, der på én gang er varieret og besidder den berømte røde tråd. Great er umiskendeligt tilbageskuende, men det hele er gjort så gennemført, at det virker fuldt ud vedkommende. Og dermed gør det heller ikke det fjerneste, at bandet langtfra har opfundet den dybe tallerken på debuten.

Bandet har selv optaget, mixet og produceret debutalbummet, og DIY-tilgangen høres tydeligt. Det skramler og skurrer derudaf, og vokalen er i bedste My Bloody Valentine-stil lagt et pænt stykke tilbage i mixet. Skal man endelig sætte fingeren på noget negativt, kan trommerne have en tilbøjelighed til at drukne en anelse i skramlerierne; noget, der nok kunne have været reddet med en lidt grundigere masterering.

Selvom Less Win næppe kommer til hverken at hive Gaffa-priser hjem eller blive Ugens Uundgåelige på P3, har de bestemt potentialet til at nå langt i undergrundsmiljøet; herhjemme såvel som udenlands. Med denne debut har de i hvert fald taget et flot skridt i den rigtige retning, der er de færreste albumdebutanter beskåret.

★★★★★☆

Deltag i debat