Plader

Nils Frahm: Screws

Skrevet af Mikkel Arre

Med fire skruer i sin gipsindsvøbte venstre tommelfinger indspillede den tyske pianist ni enkle kompositioner til ære for de fingre, han ikke havde brækket. Resultatet er en fin lille plade, der veksler mellem smuk følelsesgranskning og letbenede strøtanker.

27. juli 2012 fortalte den tyske komponist og pianist Nils Frahm sine Facebook-fans, at det var på tide, at han fandt en ny karrierevej. ”I will become a balloon driver unless you have better ideas,” proklamerede han og berettede så, hvordan han var faldet ud af sin to meter høje seng og havde brækket sin venstre tommelfinger.

Det er selvsagt en kedelig skade at få som pianist, og Frahm var da også noget mut. Men det viste sig, at de fire skruer, han fik sat ind i den beskadigede finger, og lægens ordrer om at hvile gav ham en ro i hverdagen, som han havde savnet. Ud af den afslappede hverdag kom først én komposition beregnet til ni fingre, næste aften dukkede endnu én op, og sådan fortsatte det. Ni aftener i træk optog Frahm denne dags værk i ét hug, og til sammen udgør stykkerne minialbummet Screws.

På gennembrudspladen Felt føjede Frahm hist og her andre instrumenter og elektroniske impulser til klavermelodierne. Den slags lader sig indlysende nok ikke gøre, når man arbejder med one-takes, så på Screws er Frahms ni fingre på tangenterne den eneste kilde til musikken. Men klavertonerne står alligevel ikke alene, idet den 30-årige tysker – ligesom på Felt – også har indfanget knirkende pedaler og knagende træ. Lyden af omgivelserne stedfæster Screws og er en tilbagevendende påmindelse om, at Frahm sensommeraften efter sensommeraften sad få meter fra den forræderiske seng og spillede sig selv stadig tættere på at forstå, at der måske alligevel var en fremtid for ham som andet end ballonskipper.

Den erkendelse betød kolossalt meget for ham, og når Screws er bedst, har den ellers spartanske musik en dybt emotionel klangbund. Frahm spiller, som om alt, hvad han gør, er det nemmeste i verden, men i små perler som åbningsnummeret “You”, “Re” og den smukt poetiske “Si” er både den lavmælte glæde og dens melankolske modpol alligevel helt ubetvivlelig. Denne følsomhed er lige netop, hvad der løfter de ganske ligefremme kompositioner og gør dem til mere end Satie-klingende bagateller.

Numre som “Fa” og det afsluttende “Me” bliver dog ikke til meget andet end pludselige indskud, der hverken folder sig ud eller viser sig at rumme samme dybde som pladens højdepunkter. Og selv nogle af de bedre numre har passager, der lyder lige vel meget som P1-jingler.

Men for det meste vrider Frahm sine kompositioner, lige når hans blide, afdæmpede spil begynder at virke for ubesværet, for nemt, for velbehageligt. I “Do” er det blå, jazzede toner, der skaber variationen, mens han i “Mi” og “La” improviserer sig ud af grundmelodien og op i det lyse leje. Forandringerne er små, og virkemidlerne begrænsede, men hans timing og fornemmelse for at dosere dem rigtigt er ret imponerende.

At Nils Frahm var i stand til at indspille disse ni numre – og siden hen kunne genoptage sin koncertaktivitet uden problemer – var en endog meget stor begivenhed i hans liv. Screws er derimod en ganske lille, men ikke desto mindre fin plade. Kompositionerne er kortere end på hans tidligere plader, men selv i denne mere fragmentariske form evner Frahm at finde ind til skønheden. Og derfor gør det ikke det store, at musikken ikke vælter nogen omkuld – eller ud af sengen.

★★★★☆☆

Hele pladen kan høres og downloades via Nils Frahms hjemmeside.

1 kommentar

Deltag i debat