Plader

Fallulah: Escapism

På Fallulahs andet album, Escapism, er festen tonet en smule ned. I stedet er der kaldt til kamp imod overfladiskheden i et format af god radiopop.

Eskapisme – virkelighedsflugt. En rejse ind i en verden af drømme, langt fra den hverdag, vi til daglig er fanget i. Fallulah er taget på flugt fra overfladiskheden, og det er der kommet en plade ud af, der ganske med rette har fået navnet Escapism.

Den 28-årige Maria Christina Apetri har på få år formået at skabe stor røre om sig selv og sin musik, som vel mest af alt kan beskrives som en blanding af dans og drøm, men næsten altid med endelsen -pop og et snert af folklore. Det store gennembrud var singlen “Out of It”, som de tv-glade vil kende som titelmelodi til DR-serien “Lykke”, men også debutpladen The Black Cat Neighbourhood blev en salgssucces.

Escapism er Fallulahs anden plade, og her er hun tilbage i vante omgivelser med musik til hele verdens dansefødder. Denne gang dog i en mere afdæmpet og nedtonet forklædning – tja, måske ligefrem mere moden.

Dermed ikke sagt, at danseskoene skal pakkes helt væk. Tværtimod er Fallulah faktisk selv sprunget i dem i den ulideligt Bollywood-agtige video til førstesinglen “Superfishyality”. Men lad os ikke hænge os ved videoen. Nummeret er lækkert produceret og et godt eksempel på radiopop, der tør gå lidt videre end til tre akkorder og et kedeligt trampebeat.

Det gælder også for mange af pladens andre numre. Tag for eksempel den lettere creepy og uhyggeligt catchy “Mares”. Eller “Dried-out Cities”, der får på alle tangenter med klap og kor, og derudover må være det perfekte soundtrack til en god, lang biltur på landvejen.

Sange som disse fungerer. Simpelthen. Der sker noget, og der er noget på spil. Der bliver leget med lagene, eksperimenteret med harmonikken, og Fallulahs stemmeføring er behagelig og cool. Samtidig overholdes radioformatet punktligt: Der er tre-fire minutters lyttervenlig pop på hver skæring, som lyder godt og er til at forstå uden at blive uinteressant. Det er ikke alle numre, der er skåret så godt som de to ovennævnte. Men mange er.

Der er 13 numre på Escapism, fordelt på lige knapt 50 minutter. Det er jo sådan set inden for rimelighedens grænser. Alligevel fremstår Fallulahs andet album forholdsvis langt, fordi sidste halvdel af pladen mangler stærke numre. I stedet får vi kedeligt fyld som den langsomme “Come Into My Heart” eller den irriterende energibombe “Dragon”.

Den helt store virkelighedsflugt udebliver på Escapism. Vi bliver ikke taget med væk fra radiouniverset, som vi kender det, og det proklamerede opgør med overfladiskheden holdes også på et minimum. Til gengæld får vi lækker pop, der ikke taler ned til sit publikum. Pop med ambitioner. Og ingen kan længere anfægte Fallulahs status som etableret kunstner på den danske musikscene efter en så tjekket toer.

★★★★☆☆

Deltag i debat