Artikler Interview

Schultz and Forever – den korte tids magi

Pressefoto af Martin Fält
Skrevet af Durita Dybczak

Schultz and Forever har udgivet en dugfrisk ep med titlen Céline. Undertoner har i den forbindelse fanget hovedpersonen Jonathan Schultz til en snak om Paris, kærlighed og musik.

Pressefoto af Martin Fält

Den 18-årige Jonathan Schultz har haft lidt af et år. Efter debut-ep’en Odd Stories dukkede op på hans Bandcamp-side i december 2011, og især efter at have spillet på Spot 2012, tog det pludselig fart for den unge herre. Interessen omkring den gyldne dreng er støt voksende, og den har allerede bragt ham vidt omkring, både i ind- og udland. Nu har Schultz and Forever så udgivet en dugfrisk ep med titlen Céline. Den udkom 28. januar og har allerede fået gode anmeldelser, blandt andet her på siden.

Undertoner fangede i den forbindelse hovedpersonen til en snak om Paris, kærlighed og musik. Den travle 3. g’er var på vej hjem i tourbussen efter at have spillet en koncert i Silkeborg aftenen før, da jeg ringede til ham en tidlig lørdag eftermiddag. Det havde efter alt at dømme været en meget god aften:

»Det var virkelig hyggeligt. Mange mennesker. Virkelig cool. Nu sidder jeg bare her og har lidt tømmermænd.«

Inspirationsrejse til Paris

I forbindelse med skabelsen af den nye ep var Schultz med crew på tur til Paris for at lade sig inspirere og for siden at indspille i et studie lidt uden for byen.

»Paris var virkelig, virkelig fantastisk. Det var virkelig en sjov oplevelse. Jeg startede med at spille nogle koncerter i Paris, og de sidste tre dage gik jeg så i studiet. Jeg kan virkelig godt lide det franske publikum også. De er meget åbne over for ny musik, synes jeg.«

Hvordan har skriveprocessen været?


»Jeg havde nogle skitser og ideer med hjemmefra, men de blev skrevet færdig dernede. Det var dernede, at jeg samlede det. På en eller anden måde gik det hele op i en højere enhed, fordi alle sangene har en forskellig historie, men de blev alligevel skrevet på samme tid i Paris. Derfor går det hele op i en højere enhed og bliver til én historie.«

Men hvordan fungerede byen som inspiration?


»Det var nok især omgivelserne, der inspirerede mig. Specielt til ”Two Flowers”, som er det sidste nummer på pladen. Den handler om en pige, der hedder Céline, og hendes kæreste François, og deres forhold. Jeg syntes, Céline var helt vildt sød, men hun var så sammen med François, og så måtte jeg bare kigge på deres forhold, fordi de var søde sammen. Så den sang handler for eksempel om det. På den måde var de omgivelser, jeg var i, helt sikkert en inspiration.«

Hvordan var det at spille i Paris?


»Den bedste koncert, jeg har spillet, har været i Paris. Den første koncert, jeg spillede, var i en lejlighed i midten af Paris. Det var sådan set bare en masse venner, men der var bare en virkelig god stemning. Jeg har aldrig spillet for så fedt et publikum. Der er også det med det franske publikum, at de virkelig forstår at have respekt for, at når man hører musik, så skal man ikke alt muligt andet. Der er rigtig mange danske publikummer, der tager billeder med deres telefoner og sådan. Det synes jeg bare skal stoppe. Det var en stor oplevelse for mig at opleve et publikum, som er så koncentreret om musikken. De gider høre mig spille mine sange og så er det bare virkelig fedt at spille koncerter.«

Hvordan foregik indspilningen af pladen?


»De sidste tre dage blev jeg sendt ud i studiet i en skov halvanden time uden for Paris. Her var der en 27-årig fransk producer med ADHD, som røg hash for overhovedet at kunne sidde stille og lave sit arbejde. Han røg 15 joints om dagen, tror jeg. Men det blev alligevel skarpt og rigtig godt. Så jeg havde tre dage i studiet til at indspille fem sange. Fyren fra det pladeselskab, som udgiver pladen i udlandet, sad der også sammen med produceren. Vi indspillede hele dagen, både alle instrumenter og alle spor. Og så om aftenen sad vi bare i sofaen og hørte R. Kelly og så nogle sjove videoer på Youtube, mens vi røg hash. Det var nogle gode dage i studiet.«

Opfølgeren

Céline er anden udgivelse fra Schultz and Forever, og forgængeren har som sagt fået en del opmærksomhed, og har været med til at åbne nogle døre. Alligevel tænker Schultz ikke på Céline som ‘den svære to’er’.

»Jeg kan helt klart lide at få gode anmeldelser, og at folk synes, det er fedt. Specielt at mine venner synes, den er fed. Men at der er flere, der lytter til det, jeg kommer ud med nu, synes jeg ikke rigtig lægger et pres, fordi jeg gør det bare på min måde. Hvis folk kan lide det, så er det rigtig, rigtig godt, og hvis folk ikke kan lide det, så må de selv om det. Det er ikke et pres, men jeg vil gerne kunne lave noget bedre hele tiden. Jeg er ung, og jeg lytter til virkelig, virkelig meget musik og er hele tiden på opdagelse på en eller anden måde. Så jeg bliver også hele tiden inspireret til noget nyt. Odd Stories indspillede jeg på tre dage, fordi min manager sagde, at Spot Festival havde åbent for ansøgninger, og at jeg havde fire dage til at gå i studiet, så vi kunne sende en ansøgning til Spot. Så gik jeg i studiet i tre dage på mit værelse, inviterede to venner over til pandekager og kaffe og indspillede i tre dage. Den sidste dag sendte vi så ansøgningen ind, og det viste sig så, at de godt kunne lide det. På samme måde med denne her plade. Der tog indspilningen lige præcis også kun tre dage. Jeg tror måske, det er den magi, der er med kort tid. Den der umiddelbarhed på en eller anden måde. Det kan jeg rigtig godt lide. Så jeg skal ikke have for lang tid til at indspille en plade, for så ved jeg heller ikke, om jeg får det gjort.«

Gåpåmodet til trods haster det ikke for Schultz med at få det første fuldlængdealbum på gaden.

»Jeg har egentlig ikke så travlt med det. En fuldlængde betyder utroligt meget for mig, så den vil jeg egentlig gerne have meget tid til at lave, og det har jeg bare ikke rigtig lige nu. Men det er helt klart noget, jeg satser på at lave i løbet af 2013.«

Folkfænomen med et twist?

Jonathan Schultz fortæller, at han hører en masse forskellig musik. Alt fra Mazzy Star til italienske operasangere, hvis navne er svære at udtale. Men hvordan kan det være, han selv spiller folk?

»Jeg har svært ved bare at stemple mig selv som en folkmusiker, for jeg ved ikke om min fuldlængde, eller min næste udgivelse, bliver mere smadret, eller hvad der skal ske. Det kan også godt være, det bliver en dårlig popplade. Det kommer helt an på, hvad det er for en plade, jeg har lyst til at lave på det givne tidspunkt. Så jeg er ikke så glad for at blive kaldt en folkmusiker. Måske mere en sentimental folkmusiker, eller et eller andet, fordi det kan godt være, den næste plade slet ikke bliver folket.«

Lysten til at afsøge flere genrer afspejler sig da også i Schultz svar, da jeg spørger til, hvem han allerhelst ville indspille et nummer sammen med, hvis der var frit valg på alle hylder.

»Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave et nummer med R. Kelly. Helt klart. Jeg ville gerne lave en rigtig fed r’n’b-sang med R. Kelly.«

Hvad bringer 2013 for Schultz and Forever?


»For det første kommer pladen jo ud. Jeg har lige skrevet kontrakt med et fedt pladeselskab i Danmark, Playground Music. Så har jeg en tour i marts og en tour i april og shows rundt omkring. Jeg vil også helt vildt gerne til udlandet, fordi jeg synes, det ruller i udlandet. Jeg kan rigtig godt lide København og Danmark, men jeg synes ikke, Danmark skal være mit sidste stop. Det er helt klart en musikerdrøm at få lov til at spille i udlandet. Mere af det.«

Det franske pladeselskab Cracki Records udgiver pladen i Europa og USA.

Deltag i debat