Koncerter

Fotoreportage fra Undertoner præsenterer… Thulebasen + Ocean View, 14.03.13, Beta, København

Skrevet af Anna Møller

På en ganske almindelig og møgkold torsdag aften fejrede Undertoner 10 års fødselsdag for… ja, sig selv på spillestedet Beta. Og det skal selvfølglig have et par ord med på vejen fra…. ja, os selv.

Undertoner kan i år fejre 10 års fødselsdag, og det skulle fejres med manér – og koncert med Thulebasen og Ocean View på Beta i København.

Efter at have indtaget foruroligende mængder isbjørn og to gange fødselsdagskage, indtager de unge punkløver Ocean View scenen. Kortvarigt. For ikke havde de spillet et nummer, før der røg en sikring. Eller et-eller-andet, der medførte nogle gode ti minutter med sporadiske lyde, folk på scenen og generelt kaos.

»Det er som et musikalsk Miró-maleri,« siger en i publikum, »ligesom pletter af støj.« Redaktionen kigger tænktsomt på ham. De kender ikke Miró. De står i stedet og diskuterer, om chefredaktør Signe burde springe på scenen og holde en improtale, nu hvor der pludselig ikke er nogen, der siger noget i mikrofonen. Redaktionen giver hende fif. »Start sådan her,« siger de højtideligt og rømmer sig: »Ti år er gået… Og hvilke ti år. Og så gå direkte over i en gennemgang af navnet med tilhørende adjektiver til. U som i underlig. N som i nederdrægtig. D som i dumdristig. E som en erotisk…« Hov, så sker der noget på scenen, og Ocean View er klar igen. Heldigvis.

Det viser sig, at problemerne med forstærkerne, eller hvad det var, indgår som en naturlig forlængelse af bandets kaotiske og afslappede sæt af energiske new wave-punknumre. Et mikrofonstativ falder, men i stedet for at rejse det op, lægger forsangeren sig ned mod scenekanten og synger i mikrofonen, indtil guitaristen forbarmer sig over den faldne soldat, rejser stativet og synger lidt, før forsangeren er klar igen.

I pausen spiller DJ Hjortkær og Den danske model – to forhenværende chefer for Undertoner-barnet – op til leg, og hey, der er jo stadig mere bowle tilbage.

Luften blev hurtigt faretruende tynd under Thulebasens sæt.

Thulebasens Nis Bysted, Niels Kristian-Eriksen og Oskar Moberg stiller op, for nu er det blevet tid til fødselsdagens hovednavn, der samtidig er en gammel darling i Undertoner-regi. »Tillykke til Undertoner,« siger Bysted i mikrofonen og fortsætter »De har altid været meget søde imod os.«

Og så er det tid til et hit. Vi får et stykke med kylling vistnok, eller er det ‘klassens time’-kage med pariserlinser. De smager godt i hvert fald, mere af det. Rullemarie & Bomben aka. de to tidligere redaktører Christian Klauber og Kim ‘KREA’ Elgaard Andersen når lige at desarmere dansegulvet, og så er der heller ikke mere blå bowle tilbage. Tudesmiley.

Iltniveauet er faretruende lavt, fortæller en tilsyneladende norsk luftmåler os bagerst i Betas lokaler. Det viser sig, at der ikke bare er koldt, men også iltfattigt på toppen.

Tillykke, Undertoner! Mega yndlings webmagasin evah, ti år, WOW!

Fotos: Anna Møller og Mia Dernoff 

Deltag i debat