Koncerter

Pop Revo 2013, 09.05.13-11.05.13, Voxhall + Atlas, Aarhus

Shugo Tokumaru

Fødselsdagsnostalgi, billige dåsebajere og sure dørmænd. Pop Revo 2013 havde det hele – for ikke at tale om et af de bedste programmer i festivalens historie. Undertoner tilbragte Kristi Himmelfarts-ferien i Aarhus.

10 år med eksperimenterende indie til langt ud på de små timer og endnu ingen tegn på værk i de aldrende knogler hos Pop Revo. Det gik næppe nogen af weekendens koncertgængeres næse forbi, at den aarhusianske festival i år havde jubilæum. Naturligvis var kommunikationen fra arrangørerne gennem Facebook og ude på spillestederne lige en tand mere rørstrømsk og nostalgisk end sædvanligt, men også programmet indeholdt i år fine nik til kunstnere, der i tidens løb har været med til at forme festivalen.

Selvfølgelig var The Clientele både et af weekendens største trækplastre og den booking, der allerbedst opsummerer, hvad Pop Revo har præsenteret for sit publikum i det forgangne årti. Bandet var et centralt omdrejningspunkt for de første udgaver af festivalen, ligesom forsanger Alasdair MacLean som solokunstner og med sit Amor de Dias-projekt også har lagt vejen forbi. Alligevel var bookingen noget af et scoop. The Clientele har ikke spillet i forbindelse med festivalen siden dens fødselsdag i 2007 og havde endda sat deres bandaktiviteter i bero, indtil de blev kontaktet af festivalens bookere. Den slags vidner alt andet lige om en temmelig pæn portion respekt og hengivenhed parterne imellem.

Og i den henseende har Pop Revo en del venner. Også Paddigton DC og Comet Gain – hvoraf sidstnævnte desværre måtte aflyse deres koncert få dage inden årets festival – er gengangere fra de helt tidlige festivaler. Paddington DCs Carl Olsson har efterhånden spillet på festivalen i et utal af sammenhænge i kraft af sin rolle som fast inventar i Paper og The Bear Quartet. Og så havde The Rumour Said Fire også en vis symbolværdi på årets plakat, da de tilbage i 2010 var med til at trække en horde af tilhængere til Voxhall på et tidspunkt, hvor festivalens økonomi trængte alvorligt til en saltvandsindsprøjtning. Et 2013-gensyn, der viste nye sider af et band, som mange Pop Revo-gæster nok især husker for vokalharmonier, tamburiner og et hit om en balkon.

Denne balancegang mellem at booke gamle, kvalitetstunge Pop Revo-sympatisører og nye, interessante indie-opkomlinge har formet festivalens profil og efterhånden gjort den til et arrangement med tre reelle hoveddage på to hovedscener i Voxhall og Atlas frem for på en enkelt scene i det gamle Studenterhus. Et vokseværk, der har givet festivalen nogle logistiske knubs, som den ikke helt har fået bugt med.
Det holdt ikke, at dyrt indkøbte drikkevarer ikke kunne bringes frem og tilbage mellem Voxhall og Atlas, når spilleplanen var så stram, at der aldrig var tid til at drikke ud mellem koncerterne – for ikke at tale om, at annoncerede efterfester med dj-sæt fik lov at forløbe i 20 minutter, før end publikum blev bedt om at forlade spillestedet. Konflikter, der i høj grad syntes at tage afsæt i uoverensstemmende forventninger hos arrangører og spillested, og som der på den ene eller anden vis bør tages hånd om inden næste år. Måske skal efterfesterne foregå andetsteds. Måske skal øldåser mærkes, så de kan bringes frem og tilbage mellem Voxhall og Atlas. Eller måske er parterne for langt fra et velfungerende kompromis til, at Pop Revo overhovedet bør foregå i disse lokaler.

Heldigvis var det bump på vejen, der ikke fik lov til at overskygge den musikalske dagsorden. Trods nogle ærgerlige aflysninger i Forest Swords og Comet Gain mestrede Pop Revo 2013 uden vanskeligheder den fine afvejning mellem genkendelighed og nytænkning og leverede et af sine hidtil bedste programmer – med rigeligt med plads til både gamle hangarounds, nye toner og enkelte nostalgiske øjeblikke i den hektiske spilleplan. (SP)

Torsdag

Pop Revos forkærlighed for punk dominerede det korte torsdagsprogram, der blev skudt i gang af bandet Pins. Gruppen består af fire uimponerede Manchester-kvinder med hang til tunge riff og tekster om misforstået kærlighed. Mens det fremmødte publikum stadig sad og snakkede i baren, gik bandet i gang med at spille op fra deres beskedne bagkatalog, der indtil videre kun tæller en enkelt ep, selvom også en del nye numre fandt vej til sættet. Pins viste fra koncertens start gode takter, særligt ved de fremtrædende basgange og deres insisterende facon, men desværre viste bandets mangel på erfaring sig næsten lige så hurtigt. Ingen af numrene skilte sig særligt ud, og manglen på melodisk tæft kombineret med den konstante repetition af skamløst banale tekster gjorde koncerten til en noget blodfattig oplevelse.

Mikal Cronin

I den henseende var der noget mere substans i Mikal Cronins efterfølgende præstation. Forventningerne kunne ellers med rette være skruet i vejret, efter at Cronins andet album, MCII, ramte pladehylderne for et øjeblik siden. Derfor virkede det en kende afsnubbet, at scenetæppet faldt på plads igen knap to akkorder inde i koncerten. Voxhall fik nu hurtigt styr på mekanikken, mens Cronin spidsede munden til Beach Boys-værdige ‘uuuuuhs’ og strammede grebet om guitaren, så koncerten ganske ironisk kunne starte med “Is It Alright” fra debutalbummet Mikal Cronin. Og ja, det var helt okay at opleve mere end fem sekunder med Mikal Cronin.

Cronin er en del af samme San Francisco-scene som blandt andet Thee Oh Sees og Ty Segall, og Cronin og Segall udgav sidste år sammen pladen Reverse Shark Attack, som gav oplevelsen af at blive tygget igennem af et garagerockband på speed. Det lader til, at Cronin har fået afløb for nogle af sine aggressioner i den sammenhæng, for selvom hans solomateriale har en lyd, der er lige tilpas smadret til at starte en lille moshpit på Voxhall, er det især hans flair for pop, der går ind under huden på dig og videre ned i fødderne.

Det lykkedes det fem m/k høje band med det lange hår at spille stemningen høj på Pop Revos første aften. Koncerten kom godt omkring begge Cronins soloalbums med glade janglepopnumre som “Weight” og “Am I Wrong”, den skrål-med-rockede “Shout It Out” og indslag fra den anden grøft med et hvidt støj-nummer som “Green and Blue”. Man hører tydeligt forskel på de to plader i albumform, men live nærmede de sig hinanden i et musikalsk kompromis, der var mere garagerocket, end detaljeniveauet på det nye materiale kunne klare. Numrene fra MCII endte derfor med at være mere ensklingende, end tilfældet ellers er. Resultatet var dog stadig så fængende, at fyren foran mig skabte huller i scenelyset som en fjeder på nippet til at sprænges af glæde.

Som torsdagens sidste band gik Causa Sui på kvart over 11 og cementerede det, man som festivalgænger på årets Pop Revo nok fik indtryk af ved at skimme den lille koncertoversigt: Torsdagen var i år mere end en opvarmningsdag og nærmere en del af det potente weekendprogram med reelle hovednavne. Naturligvis var der i det selvproklamerede ‘ørkenrocksæt’ en overvægt af numre fra den kommende plade Euporie Tide – hvor titelnummerets og singlen “Mireilles” melodiøsitet syntes at skille sig ud – men klassikeren “El Paraiso” fra det selvbetitlede debutalbum fra 2005 dannede alligevel et naturligt højdepunkt omkring midt i sættet. Forrest lå et vrængende guitarriff konstant og sprællede, mens de energiske trommer og den vedholdende bas styrede fremad mod et potentielt forsvindingspunkt. »Det er længe siden, vi har været i Aarhus. Længe siden, vi har spillet en god koncert i Aarhus,« lød det fra guitarist Jonas Munk. At kalde Causa Suis sæt for ørkenrock er ikke helt i skoven, og selvom man kunne savne nogle længere og friere syreabstraktioner at fortabe sig i, dannede Causa Sui en glimrende afslutning på festivalens første dag.

Fredag

Fredagen åbnede med musik af en noget mere letbenet skuffe. Indiepopbandet Veronica Falls var med to anmelderroste albums i ryggen draget mod Aarhus for at give eksempler på deres fængende melodier og 80’er-mentalitet, men koncerten led desværre i høj grad under lydproblemer. Der var uønsket feedback fra monitoren og konstante ønsker om enten at skrue op eller ned for lead-guitaren, og særligt vokalen druknede i det øvrige lydhav. Dette stod på i en halv time af koncertens længde og skabte store forstyrrelser, da der var pauser efter hvert nummer, hvor bandet pegede enten opad eller nedad eller brokkede sig til diverse lydansvarlige. Om det skyldtes problemerne med lyden, står hen i det uvisse, men Veronica Falls formåede ikke at nå ud over scenekanten denne fredag aften. Bandet forholdt sig indadvendt hele koncerten igennem, og der blev aldrig skabt en forbindelse til publikum. Den uforløste fornemmelse hang i luften, da bandet gik af, og der blev trasket mod Atlas for at opleve den næste koncert.

Shugo Tokumaru

Og her fandtes til gengæld et engagement, der nærmest var fysisk til stede i luften. Shugo Tokumaru skriver sange ud fra sine drømme. Når han vågner, noteres drømmen i en drømmedagbog, hvorefter Tokumaru skriver, komponerer, indspiller og mixer sine drømme om til fængende, afropop-inspireret eventyrmusik. Den barfodede japaner viste fredag aften, at sprogbarrieren i hvert fald ikke var en stopklods i målet om en god koncert, da han spillede Atlas op til dans. Med sig havde han en trommeslager, der lignede prototypen på en japansk computernørd, men spillede, som var han besat af Tony Allen. Imens spillede en alt-mulig-kvinde på mindst 30 forskellige småinstrumenter koncerten igennem. På trods af at man ikke forstod et ord, blev man tryllebundet og fanget i japanernes finurlige univers. Et virvar af rytmer og takter og skift i stemninger gjorde, at man som tilskuer overraskedes og overvældedes konstant – og der blev endda udvist så store mængder overskud, at bandet lige formåede at crowdplease med et cover af ”Video Killed the Radio Star”. Syret, men fuldstændig på sin plads. En fantastisk koncert, som symboliserede alt, der er godt ved at støde på ny musik.

Betegnelsen ‘ny musik’ kunne for mange ikke tages i brug om næste indslag på programmet. Det var nemlig kun et halvt år siden, at Tom Krell under sit How to Dress Well-alias sidst gav koncert i Aarhus og København, og med det høje niveau fra sidste års koncert in mente kunne man med rette have forventninger til den spinkle amerikaner. Krell trådte ind på scenen i velkendt afslappet facon med sin partner Aaron på violin. Personen, der under sidste Aarhus-koncert stod for trommeprogrammering og det tekniske, var udeblevet, så det styrede Krell i aftenens anledning selv. Og forcerne fra den stærke koncert i efteråret gik igen på Voxhall. Den effektfulde blanding af numre fra Love Remains og særligt Total Loss kombineret med afslappethed og en evne til at skabe en behagelig forbindelse med publikum gennem jokes og løs snak gik igen op i en højere enhed.

Koncertens karakter af festivalkoncert gjorde desværre, at Krell ikke fik mulighed for at grave helt lige så dybt ned i det mørke og sårbare univers. Til gengæld spillede han flere af sine mere larmende indslag – blandt andet et nyt nummer, hvortil der fulgte en advarsel: »This is really loud and stressful, but try not to get scared.« I kombination med et nyt bagtæppe af smukke og skræmmende visuals skabte især dette nummer en både spændende og uhyggelig kontekst, der var et ildevarslende rum i Pop Revos stramme program.

Og det var velplaceret, for publikum kunne uden videre tage resterne af den trykkede stemning med over i Atlas og vække dem til live på ny. Mount Eeries Phil Elverum er kendt for sine produktioners notoriske melankoli og søgende natur, der har bragt ham vidt omkring: Rundt om lofi-indie med The Microphones-tidens mere iørefaldende produktioner. Omkring intet mindre end en genfødsel og et møde med universet i forbindelse Mount Eerie-udgivelsens overgang til det nye alias. Og nu ud i vinden, måneskæret og det brusende hav med de seneste Mount Eerie-udgivelser.

Især disse senere plader prægede Pop Revo-sættet, og trods et skrabet setup var det en nærmest pastoral atmosfære, som Elverum og hans tre kvindelige medmusikanter opbyggede omkring deres besyngelser af naturen. Det skyldtes ikke mindst de ulmende flader af synth, der som tåge drev ind over et nummer som “Clear Moon” og anslog den stikmodsatte atmosfære i forhold til, hvad nummerets titel ellers kunne lægge op til. Mount Eeries lydlandskaber var ildevarslende og rastløse, men til tider også usædvanligt pågående. Den vemodige “Yawning Sky” blev således manet til tavshed af en efterfølgende massiv, brutal bas og højstemte vokalharmonier i “Over Dark Water”. Resultatet var et sæt, der rungede af mørke naturkræfter og var en både gribende og foruroligende overgang til nattens mere udadvendte kunstnere.

R. Stevie Moore

Med sådan en sindsstemning kunne overgangen til R. Stevie Moore måske synes en kende brat. Selvom Moore kan skrive hundredevis af plader og kassettebånd på sin diskografi, var han en temmelig ukendt eksistens for det danske indiepublikum, indtil han sidste år gav koncert på Roskilde Festival. Det skyldes sikkert, at den skramlede lofi-pop, som Moore dyrker, først for alvor er kommet i søgelyset, efter at kunstnere som Ariel Pink og John Maus i de seneste år har opnået en stigende popularitet. Men først og fremmest er grunden nok, at Moore er en rablende excentriker, der især gør indtryk, når man støder på ham i livesammenhæng.

Og selvfølgelig også på Voxhall, hvor catchy baslinjer og fuld pedal på trommer og guitar resulterede i en række herligt smældende garagepopperler med den brummende, snerrende og råbende Moores julemandsskæg og natbukser som outreret visuelt fikspunkt. Moores melodier er fængende og dansevenlige, men kendetegnet ved en koncert med manden er især det vanvidsridt, man ved, er i vente. På Voxhall kom det, da Moore og hans medmusikanter efter blot et kvarters tid forlod scenen, og Moore efter en vis portion hujen fra publikum fandt alene tilbage. Her trissede han rundt og fremførte monologer og a capella-numre, som han i det store og hele slap helskindet igennem. Moores entertainer-gen fornægter sig ingenlunde, og hans selvsikkerhed udmøntede sig i et underholdende opbrud i de mange koncerter i stil med det, som Swearing at Motorists’ Dave Doughman med stor træfsikkerhed leverede ved Pop Revo sidste år.

Det gav måske seancen et lidt kedeligt præg af opstillet freakshow, at Moores medmusikere efter et kvarters tid igen fandt ind på scenen, og den mere traditionelle del af koncerten blev genoptaget. Vi havde jo for en stund troet på, at de var forduftet, og Moore spontant havde besluttet sig for at underholde alene for en stund. Underholdende var det ikke desto mindre, og R. Stevie Moores rablerier var en friskt afbræk, inden programmet bød på et langt mere bidsk greb om punken.

Med en lille halv times forsinkelse efter Moores eneshow lokkede Atlas nu med dansk punk plus skinny bitches. Lowers mørke og sparkende musik fremstod som en naturlig udvikling af fredagens program, og selvom sammenligningen med deres pladeselskabsbrødre i Iceage ligger besnærende meget til højrebenet, så er Lower i sin egen klasse på en ellers rigt befolket dansk undergrundspunkscene. Iceages Elias Bender Rønnenfelt skal have udtalt, at han næsten blev irriteret, da han hørte Lower første gang – fordi de var så gode – og Lower var da også særdeles velspillende live. Afslappede, om end dystopiske og pumpende – og hen imod slutningen af koncerten nedsænket i et besnærende mørke, der kun blev afbrudt af stroboskopagtige lysglimt. Perfekt til skinny bitches og en oplagt indgang til resten af nattens danske undergrundsbands.

Synd & Skam er et af de bands, om hvilke man enten accepterer det gøgl, der foregår på scenen, eller undres på en måde, der efterhånden bliver mere og mere aggressiv. Jeg må indrømme, at jeg på trods af en ofte udtalt modvilje mod det meste punkmusik hældte til den første mulighed og skiftevist vuggede og brølede heftigt med på “Kategori” og “Flyver fugle”, da guldægget i den svendborgensiske Af Med Hovedet-rede indtog Atlas-scenen. Deres vrængende, smadrede og følsomt dansksprogede punk fremstod fri og inkluderende, og selvom der internt muligvis er forskel på graden af talent, så var det samlede udtryk kærligt. Da trommeslager Simon Latz overlod nogle af trommerne til en guitarist, mens bassist Emil Elg istemte på vokal, voksede lydbilledet til et fyldigere kaos, der virrede rundt på scenen. Ikke ulig sceneshowet. Selvom man kunne savne et af de mere melodistærke numre som “Op ad dine lår” med den skønne Bataille-agtige tekst om kvinder og kjoler og inderlår plus en melankolsk trækbasun, så leverede Synd & Skam en glimrende fortsættelse af den larmende fredag.

Thulebasen

Det er aldrig helt til at sige, hvilket sæt man kan forvente af evigt koncertaktuelle Thulebasen, og som afslutning på fredagens Pop Revo-show endte det da også helt ude et eller andet sted, hvor jeg personligt ikke har set Thulebasen før nu. Man kunne måske ane det i den safarihatteklædte Nis Bysteds spørgsmål først i sættet. »Hvor mange numre skal vi spille, før vi kan jamme?,« lød det, og det blev da heller ikke til mere end en lille håndfuld, før Synd & Skam sluttede sig til trekløveret med den nye, svenske trommeslager Oskar Moberg i midten. Klokken havde efterhånden passeret tre om natten, og der var fem drinks for 150 i baren, så det repetitive improtæppe var varmt og blødt, uden at der dog skete en musikalsk forløsning af den grund. Snarere stod den fælles indsats lidt i stampe – ikke bare grundet de manglede højdepunkter i det samlede lydbillede, men også fordi Jonas Stampe aka multiinstrumentalisten Snöleoparden efter kort tids jam tilsluttede sig det gigantiske ensemble på scenen med en dyb, vokalgenereret brummedrone – ikke ulig en didgeridoo. Da han hoppede ned, sprang Lowers forsanger Adrian Toubro op og sang med, og således lukkede Escho Pop Revo ned for fredagen med et brag.

Og lukket, det blev Pop Revo godt og grundigt på trods af en annonceret efterfest med DJ Kim Las på Atlas. Det var nemlig umuligt at komme hverken til eller fra koncertlokalet på grund af et par særdeles usamarbejdsvillige dørmænd og en efter sigende manglende spiritusbevilling ud på nattens små timer. Det var i hvert fald det, vi fik at vide, da vi hverken kunne få lov til at hente vores jakker eller få vand fra Atlas. Muligvis forsinkede R. Stevie Moores underholdningskoncert aftenens program, men det virkede, som om der var sket en kommunikationsbrist et sted mellem arrangører, dj og spillested. Ikke ligefrem noget, der gjorde festivalgængernes modvilje mod de rigide regler om alkolhol ind og ud mellem Atlas og Voxhall en tøddel mindre.

Lørdag

Med både The Rumour Said Fire, Woods og Widowspeak på programmet syntes lørdagens tema at være 60’er-nostalgi – i det mindste for undertegnede, der ikke har hørt meget til The Rumour Said Fire, siden de for tre år siden leverede årets hit i kategorien ‘Fleet Foxes-vokalhamonier plus tamburin’.

Men der er selvfølgelig sket et og andet for The Rumour Said Fire siden dengang. To albums er kommet på gaden, og de sødmefulde og nostalgiske folksange har så godt som veget pladsen for en mere bastant rocklyd. Også live, hvor de blødere dele af bandets repertoire først fandt vej til de allersidste indslag i lørdagens åbningssæt, og der ikke var afsat plads til højstemt fællessang om en balkon. Det var en fin prioritering fra bandets side, om end 1-2-3-4-og endnu mere stortromme-rockskabelonen nok kunne være udfordret en kende mere i aftenens anledning – når nu værten var Pop Revo, der om nogen gør en dyd af at presse rockens konventioner. Men øldåserne hoppede frejdigt til til stortrommens bulder, og The Rumour Said Fire udgjorde med deres stilsikre, om ikke synderligt nyskabende folkrock et fint åbningsband.

Endnu mere homogen blev lyden et kort øjeblik senere ovre på Atlas – i ordets bedste betydning. Det aarhusianske ottemandsorkester Waldo & Marsha var – på trods af at de var med på et afbud – særdeles velplaceret på sidstedagens tømmermandsramte festivaldag. Deres lydmursrock var som en blød, varm harmonidyne at krybe ind i, og selvom det samlede sæt måske flød lidt sammen i enslydende numre, stak enkelte passager ud. Førstesinglen “Made You” fra 2012-ep’en Smiling at the Ground og førstesinglen “Circular Surprise” fra det kommende debutalbum Zoo var i højere grad melodibårne og med catchy vokalstykker gemt i det mere end fyldige lydbillede. Dejlige afstikkere, man uden videre kunne nynne med på fra pladsen op ad en olietønde.

Waldo & Marsha

Bag de otte aarhusianere kørte en video, og vi var en del platfodede, der nød den siddende på Atlas’ gulv. De unge musikere virkede afslappede og glade, og en af bandets to forsangere meddelte undskyldende i mikrofonen: »Vi er ikke de store entertainere. Og så skifter vi guitarer hele tiden. Men tak, fordi I er kommet.« Han besvaredes med et lidt sjovt spørgsmål, da én i salen råbte tilbage: »Hvad hedder I?« De hedder Waldo & Marsha, og deres debutalbum Zoo udkommer 21. maj.

Klokken havde nu passeret 22, og det var tid til at gå om bord i en for tidspunktet helt passende omgang mild psykedelia som overgang til de sene aftentimer. Woods er kendt for deres kærlighed og loyalitet til 60’ernes folkrock, men kommer på deres plader omkring uforpligtende affærer med både kraut, psych og folk af den mere freeformprægede skuffe.

Det samme gjorde sig gældende i livesammenhæng, hvor lette, mundharmonikadrevne folkpop-perler som “Suffering Season” fra den tre år gamle At Echo Lake elegant vævede sig ind mellem sættets mere psykedeliske passager. Forsanger Jeremy Earls spinkle, men lune røst henleder unægtelig tankerne på Neil Young, og det klædte ham at følges med guitarens stramme riff frem til slutningen af de iørefaldende solskinssange – for så at give slip og lade de lange, udsvævende guitarmøstre tage over. Måske slap Woods ikke helt så heldigt fra enkelte, mere nedbarberede forsøg på at skabe opbrud i popskabelonen – her kom eksperimenterne i højere grad til at fremstå som lidt uheldige knæk i et ellers elegant eksekveret folksæt, der var en glimrende passage til den sene aftens musik.

På Atlas var det denne gang Brooklynbandet Widowspeak, der skulle levere deres psykedeliske drømmepop til det aarhusianske publikum. På scenen gik frontmedlemmerne – guitarist Robert Earl Thomas og guitarist/forsanger Molly Hamilton – samt en bassist, en tredje guitarist og en trommeslager – tydeligt inspireret af 60’erne og 70’ernes klassiske rocklook med langt hår og skæg samt korte og brune læderstøvler.

Det var klart allerede fra første nummer, at bandet tilhørte Thomas og Hamilton. Samtlige numre var sat op omkring hendes hviskende vokal og forførende uskyldighed og sammenvævet af hans shoegazerriff og kraftudbrud på guitaren. Og det var en effektiv kombination, hvormed parret sikkert styrede bandet igennem en solid koncert, der særligt havde sin styrke i de mere stille indslag. Her blev Hamiltons vokal mere tydelig, og der kunne anes en fortælling.

Widowspeak

Den nuværende bandkonstellation er ny, da to medlemmer forlod bandet efter den første plade, og dynamikken virkede da til tider også uprøvet på scenen. Det var ikke helt velafstemt, at særligt Thomas var så fremtrædende, mens de andre bandmedlemmer nærmere fremstod som statuer, der skulle holdes i baggrunden. Og man kunne måske undre sig over, at det overhovedet skulle være nødvendigt med tre guitarister, da man i store parter af koncerten ikke kunne høre, hvad Hamilton spillede. Disse løse ender ændrede dog ikke ved, at Widowspeak leverede en velspillet koncert, hvor bandets styrker overskyggede dets svagheder.

Så var det blevet tid til, hvad der for mange fremstod som det absolutte højdepunkt ved årets Pop Revo. The Clientele var blevet lokket til at genopstå fra deres aske af festivalens bookere, og man kunne næppe forestille sig et bedre tidspunkt at have en flok gamle venner af festivalen til at aflægge visit – ved et 10-års-jubilæum tidligt på natten, hvor nostalgien bølger i takt med fadøllet, og festivalfolket vel egentlig gerne bare vil høre noget velspillet indie, som de kan synge med på.

Og det fik vi skam. The Clientele var – med deres hifi-numre og noble gentleman-fremtoning – på mange måder en modsætning til, hvad der ellers huserede på Pop Revos scener i weekendens løb, og kontrasten gjorde blot mødet så meget desto mere virkningsfuldt. The Clienteles lyd er lige så velfriseret som forsanger Alasdair MacLeans vandkæmmede lokker, og det var en fornøjelse for noget nær første gang i weekendens løb at have at gøre med et band, hvis lyrik var hovedomdrejningspunkt og mikset frem til lydbilledets allerforreste parket.

Lagde det faktum i sig selv ikke op til fællesnynnen, hjalp sætlisten ret godt på vej. Fra åbneren “E.M.P.T.Y.” til hymner om K, Ms. Jones, Dear Jennifer og alle The Clienteles andre affærer var koncerten tæt på at være en bittersød hitparade – og med det altoverskyggende fikspunkt i en entusiastisk MacLean, der med alverdens tilbagelænede karisma ledte koncertens gang, var det vanskeligt ikke at lade sig charmere. Man kunne nok fornemme, at bandet ikke har spillet et stort antal koncerter på det seneste, når MacLean under “Driving South” måtte indskyde et nynnende »can’t remember the words« over en strofes penge. Men hvad gjorde det, når numrene som regel fremstod upåklageligt vellydende, og der i øvrigt altid var overskud til at proklamere, at det var »gin o’clock« eller til at besvare publikums begejstrede tilråb med et venligt »good evening, sir«. The Clientele var i deres es, og gensynsglæden var helt og aldeles gensidig.

Om det var trætte ører, eufori over den just overståede The Clientele-koncert eller slet og ret nøl, er vanskeligt at sige. Ikke desto mindre var Atlas næsten rungende tomt, da Paddington DC efterfølgende gik på – trods Carl Olssons ellers temmelig prominente rolle som gammel Pop Revo-musiker, der tidligere både har besøgt festivalen med sit soloprojekt og som en del af The Bear Quartet og Paper. Ligesom i forbindelse med sidstnævnte optræden prydede et aldeles hjemmelavet ‘Paddington DC’-banner mikserpulten, men andet indtryk end dét nåede Olsson desværre dårligt at gøre.

Koncerten startede ellers glimrende med en stram trommemaskine, naivistiske synthlinjer og Olssons let melankolske sang. Alle bestanddele, der gør projektet både karakteristisk og indsmigrende og fungerer som en glimrende dansegulvsmagnet – og som koncerten skred frem, dukkede der da også flere og flere silhuetter op, der entusiastisk satte sig i bevægelse til de pulserende rytmer. Derfor undrede det noget, at Olsson allerede efter godt og vel et kvarter brat forlod scenen. Om det skyldtes utilfredshed med det lille fremmøde, tekniske problemer eller tidspres, stod hen i det uvisse – men der var endnu en rum tid til, at klokken blev 2.30, og danske Snaredrum skulle betræde den lille scene.

Paddington DC

Med en skribentstab, der få timer senere skulle nå et tog mod hjembyen, blev Paddington DC Undertoners desværre sidste stop på Pop Revo 2013. Udmattelsen var så småt begyndt at melde sig i de af bassen efterhånden grundigt gennembankede lemmer. Og med god grund – Pop Revo har vokset sig stor, og trods en bandliste, der efterhånden er gået hen og blevet dobbelt så lang som tilbage i 2004, har den musikalske dagsorden ikke ændret sig stort. At 2013 stod for et af de bedste programmer i festivalens historie, understregede blot dens fortsatte relevans i en tid, hvor det ellers ikke skorter på småfestivaler.

Tillykke med jubilæet. Vi tager gerne 10 år mere af samme skuffe. Især, hvis der lige kommer styr på den drikkevarepolitik inden næste år.

Anmeldere:
Niklas Kiær: Pins, Veronica Falls, Shugo Tokumaru, How to Dress Well, Widowspeak
Lise Christensen: Mikal Cronin
Anna Møller: Causa Sui, Lower, Synd & Skam, Thulebasen, Waldo & Marsha
Signe Palsøe: Mount Eerie, R. Stevie Moore, The Rumour Said Fire, Woods, The Clientele, Paddington DC

Fotografer:
Steffen Kloster Poulsen
Matthias Bitsch Nejsum
Veronika Maria Bach

Leave a Reply