Plader

John Grant: Pale Green Ghosts

Skrevet af Andreas Overgaard

På den længe ventede opfølger til Queen of Denmark vender amerikanske John Grant tilbage med elektroniske beats, ligefremme tekster og heldigvis også den personlighed, der gjorde debuten så fremragende.

Historien om John Grant og hvordan han slap fri af sit personlige helvede, er én af de mere markante i de seneste par års musikhistorie. Et liv, der var ved at kortslutte i depression, kokain- og alkoholrus, blev reddet i sidste øjeblik af bandet Midlake, der hjalp Grant med at producere og indspille hans sublime debutalbum, Queen of Denmark. Hans tidligere band, The Czars, slog aldrig for alvor igennem, men med denne plade fik Grant endelig den opmærksomhed, hans musik fortjener, og et bredere publikum forelskede sig hurtigt i den forpinte mand.

Langsomt rejste Grant sig fra bunden af flasken, og efter et par år samt en forelskelse i Europa er Grant tilbage med sin anden plade, Pale Green Ghosts. Et længe ventet album for mange – også for mig, da Queen of Denmark var et personligt højdepunkt fra 2010. Pladen besad en unik charme, der med en bred palet af musikalske inspirationer samt ualmindeligt ærlige og ligefremme tekster ikke efterlod lytteren med nogen tvivl om Grants musikalske katarsis.

Pale Green Ghosts er på én og samme tid meget lig og meget ulig Queen of Denmark. Har man kun hørt førstesinglen, “Pale Green Ghosts”, var det nok ”ulig”, man umiddelbart hældte mest til. Titelnummeret tog med sin synthpoppede lyd og ildevarslende strengearrangementer lidt tid at vænne sig til, da det var en rimelig stor afvigelse fra dét, man var blevet vant til på debuten.

Den elektroniske tendens har ikke helt overtaget pladen, men er heller ikke isoleret til titelnummeret. Den ligeledes Birgir Þórarinsson-producerede “Black Belt” er overraskende nok et decideret dansenummer, der med en stram, basset puls dunker derudaf.

Efter ”Black Belt” tager Grant dog en 180-graders-vending tilbage mod Queen of Denmark-territorium med “GMF”, som næsten er en arketype på den mere underfundige side af hans tekstskrivning: »I am the greatest motherfucker that you’re ever gonna meet / From the top of my head to the bottom of my feet,« lyder omkvædet, som oser af den sarkasme, mørke humor og sære charme, som gjorde Queen of Denmark til så god en plade.

“Vietnam” og “It Doesn’t Matter to Him” følger trop i samme spor som “GMF”, og især sidstnævnte er værd at lægge mærke til. Det er en sørgmodig og længselsfuld sag, der samtidig er én af de tre skæringer, hvor Sinéad O’Connor leverer back-up-vokal.

Med “Why Don’t You Love Me” vender pladen tilbage mod den elektroniske afdeling, og både denne sang og “You Don’t Have To” fungerer egentlig udmærket, men når man så når til “Sensitive New Age Guy”, kommer man hurtigt til den erkendelse, at det er den mest malplacerede sang nogensinde på et album, der har involveret John Grant. Vokalerne er begravet under et vognlæs af tvivlsom elektronisk skvulpen, og det 80’er-cheesy omkvæd hjælper ikke.

For at gøre slemt værre følger “Ernest Borgnine”. Det var ellers én af de sange, jeg havde set mest frem til, da pressematerialet skrev, at det var på denne sang, at Grant ville gøre op med tankerne om sin positive HIV-test. Ærgerligt nok er det en langgaber med malplaceret saxofon, forvrængede vokaler og enerverende omkvæd.
Heldigvis giver Grant dog derefter en lektion i, hvordan man redder en plade, med to af dens stærkeste sange, “I Hate This Town” og “Glacier”. Her vender Grant atter elektronikken ryggen, og det giver igen sangene et langt mere medrivende og organisk tilsnit.

Det er tydeligt, at John Grant har store og varierede musikalske ambitioner. Samtidig virker det dog, som om han har været lidt splittet om, hvilken retning han skulle i, og det har resulteret i et lidt ubalanceret album. Der er et tydeligt skel mellem det elektroniske og den lyd, der gjorde ham så succesfuld på Queen of Denmark. Dog er titelnummeret og “Black Belt” gode eksempler på, at elektronikken sagtens kan fungere med Grants stemme, hvorimod “Sensitive New Age Guy” og “Ernest Borgnine” beviser, at det samtidig kræver en solid indsats ikke at komme til lyde som et dårligt remix af sig selv.

Den nye musikalske retning tager lidt tid at indstille sig på, men teksterne er heldigvis klassisk Grant, og disse bærer den røde tråd gennem albummet. Det er på grund af dem, at det elektroniske og det akustiske ikke kommer til at stå i alt for stærk kontrast, om end man stadig kunne være lidt fristet til at tænke, at en opdelt dobbelt-ep ville have fungeret bedst. Det er en modig plade, der vender op og ned på det udtryk, Grant solodebuterede med, og selvom Pale Green Ghosts ikke helt er på niveau med debuten, er det stadig en stærk plade, domineret af kløgtige, smukke og ikke mindst ærlige sange.

★★★★½☆

Deltag i debat