Plader

CocoRosie: Tales of a GrassWidow

Tales of a GrassWidow er eklektisk, anarkistisk og måske samtidig CocoRosies mest lyttevenlige plade. Alligevel kommer man ikke rigtig ind under huden på den amerikanske søsterduo, og resultatet bliver temmelig forglemmelig artpop.

Bag det sammensatte bandnavn CocoRosie gemmer sig et søskendepar med de borgerlige navne Bianca og Sierra. Bianca er den hårde hund, der rapper, hvæser og hvisker spydige ind ud over det spraglede lydbillede, mens Sierra har påtaget sig rollen som den blide søster, der synger med en klassisk klang og kan spille på flere forskellige instrumenter – både harpe, fløjte, klaver og guitar.

Den amerikanske søsterduo var et af de bands, der opstod i slipstrømmen på folkpoppens revival i de tidlige 00’ere. Duoen tilgik dog genren med en stor grad af anarki, modsat mere genre-rene kollegaer som for eksempel Joanna Newsom. Selv kalder de stilen for freakfolk, og det er egentlig ganske rammende, skønt det folkede må siges at være trådt en del i baggrunden i forhold til det freaky.

Siden debuten (La maison de mon rêve, 2004) har CocoRosie som en oprørsk teenager flirtet med mange forskellige udtryk. Således har de gennem deres nu fem plader lange karriere arbejdet med alt fra legetøjsklaverer til human beatboxing, og deres lydbillede rummer lige dele voksen kant og barnlig naivitet.

Dette udtryk er der ikke rykket meget ved på Tales of a GrassWidow, duoens femte studiealbum. Eklekticismen lever endnu, og den viser sit ansigt i blandingen af teatralske, musicalinspirerede sangpassager, hiphop- og funkbeats, 80’er-synth, strygere, fløjter og diverse mere eller mindre genkendelige lydeffekter. Bianca står med sin björk’ske, barnlige vokal for ungdommen, mens Sierras skrøbelige randregisterstemme repræsenterer alderdommen, den modne kvinde, der proklamerer, at »This is the end of time« (”End of Time”).

Måske er det bare mig. Men jeg er simpelthen aldrig faldet helt for CocoRosie. Jovist, de har lavet interessante numre, der bestemt er værd at lytte til, som for eksempel ”Lemonade” (Grey Oceans, 2010) eller ”Madonna” (La maison de mon rêve, 2004). Men når man først har glædet sig over den anarkistiske tilgang til musikken og spændingen, der ligger i den vokale dualisme mellem den rå/barnlige og den blide/modne søster, er der for mig at se ikke så meget mere at hente. Jeg havde håbet, at Tales of a GrassWidow måske kunne ændre mit syn på dette. Men jeg er stadig ikke overbevist.

Sammenlignet med CocoRosies første plader er Tales of a GrassWidow en del mere færdig i sit udtryk. La maison de mon rêve var en simpel og på mange måder upcoming plade. Jeg hælder nok til at synes, at dette udtryk var mere charmerende. På den anden side er der også flere umiddelbart ‘catchy’ skæringer på den nye udgivelse.

Et passende eksempel er nummeret ”Tears for Animals”. Her har søstrene fået hjælp fra Antony Hegarty (Antony and the Johnsons), der med sin bløde vokal tilføjer noget indfølt, som kvinderne selv har svært ved at udtrykke. »Do you have love for human kind?,« synger han spørgende pakket ind i rolige klaverfigurer, der bølger og blidt skubber os frem imod verset, hvor vi møder Bianca i en noget mindre karikeret version, end tilfældet er på mange af pladens andre skæringer. Behageligt.

”Roots of My Hair” er et andet nummer, der skiller sig positivt ud. Melodien er meget enkel og ligetil, som var den lavet af et lille barn med xylofonstikker i sine buttede hænder. Inspirationen er tydeligt hentet i folkemusikken, og derfor passer den utrænede vokal og den noget insisterende panfløjte også fint ind i lydbilledet.

Til gengæld er der også alt for mange meget forglemmelige numre på Tales of a GrassWidow. For eksempel keder jeg mig bravt på energifattige numre som ”Far Away” og ”Broken Chariot”. Og jeg tager mig selv i at krumme tæer, når det bliver alt for teatralsk, som på ”Harmless Monster” med krageskrig i baggrunden og dystert klaver.

Måske skal det bare være sådan med musik som denne, at man helst skal være lidt splittet omkring den. Universet er så sammensat: Der er dele af det, jeg forstår, og dele af det, der for mig er så karikerede, at det fremstår overfladisk. Den time (inkl. ghosttrack), jeg får i selskab med duoen på Tales of a GrassWidow, er ikke en fuldstændig udelt fornøjelse. Men i CocoRosies egen musikalske filosofi virker det heller ikke, som om det i sig selv er målet.

Jeg lader forvirringen udtrykke i U’erne.

★★★☆☆☆

Deltag i debat