Koncerter

Roskilde Festival 2013: James Blake, 07.07.13, Orange

Skrevet af Anna Møller

Badet i vedholdende søndagssolskin fik James Blake det indre øre til at ryste i vibrerende bas, mens englænderens voldsomt store vokal gjorde det ud for en hel uges følelser.


James Blake har det varmt. Det er søndag eftermiddag, og solen står direkte ind på den lyse englænder med den ekstremt store soulstemme og den til tider relativt radikale dubsteptilgang til den soulede popmusik.

“I Never Learnt to Share” fra det eponyme debutalbum åbner den solrige søndagskoncert, inden den storsvedende og voldsomt charmerende Blake undskylder, hvis han spiller forkert. Han sveder så meget, at han ikke kan se tangenterne på sit keyboard. James Blakes tilgang til popmusikken er på sin vis vanvittig. Den store og skrøbelige vokal i et soulet og ofte fyldigt lydbillede, der på ét tidspunkt viger fuldstændig til fordel for den følelsesfulde stemme og det næste tidspunkt smadrer éns ører med dyb, dyb dubstepbas.

Min sidemand var til Metallica aftenen før og stod – som nu – forrest i pitten. Bassen er højere under James Blake, bedyrer han og fortsætter: »James Blake er lidt ligesom Sade, bare ulykkelig.« Hans soul synes at stamme fra et uforløst sted, hvor der muligvis er en retning på kærligheden, men ikke en gavmild modtager. Det efterlader den ellers ofte så klistrede soul melankolsk og længselsfuld, rækkende ud efter noget uopnåeligt. Måske derfor beder James Blake flere gange publikum om at forestille sig, det er aften og lettere regnfuldt, så vejret på den vis kunne afspejle numrenes sindsstemning.

Den Kelis-samplende “CMYK” toppes op med aggressiv bas og Blakes skrig gennem vocoder, og da gennembrudshittet “Limit to your Love” fra debuten sættes i gang i selskab med svævende sæbebobler fra publikum, bliver bassen så tung og dyb, at lydbølgerne begynder at gøre ondt i min skulder

Legemet er godt nok medtaget efter sådan syv dages festival, men da den karakteristiske vokalindledning til superhittet “Retrograde” fra dette års Overgrown sætter i gang, er alt glemt. Under sidste nummer står en ung, solbrændt pige og kigger længselsfuldt op mod storskærmen, mens James Blake spiller sin afsluttende ballade. Pandehåret er gennemvådt af sved, men hun hører kun hans stemme. 16 år for evig.

★★★★½☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar