Plader

Blood Orange: Cupid Deluxe

Det er nærliggende ved første gennemlytning at tolke Blood Oranges kompromisløse hengivenhed over for 80’er-funken som sarkastisk afstandtagen til dagens musikscene. Den tolkning er dog slemt forfejlet, for Blood Orange demonstrerer tværtimod, hvordan man kan opdatere en lyd, som har ligget død i flere årtier, og gøre den fuldt ud tidssvarende.

Gennem de seneste omtrent 10 år har Devonté Hynes været her, der og alle vegne. Og nej, ikke bare James Murphy-”her, der og alle vegne” eller Pharrell-”her, der og alle vegne”, i den betydning at Hynes skulle have medvirket på adskillige hitliste-produktioner (det har han også) den sidste tid. Jeg hentyder i stedet til de aliasser, som han gennem årene har påtaget sig og med stor succes lavet musik under. Som en anden kartograf har han mere eller mindre egenhændigt udforsket og kortlagt de ydre hjørner af populærmusikkens historiske genrevidder. Først som guitarist og på synth i det midlertidige punk-foretagende Test Icicles, siden som hip folkpopstjerne under det bemærkelsesværdige Lightspeed Champion-alias og i dag som 80’er-funk-romantiker i soloprojektet Blood Orange.

Hvis man overhovedet kan definere en rød tråd gennem den kun 27-årige New York-baserede englænders foreløbige musikalske karriere, må det være den betingelsesløse hengivenhed til musikalske strømninger, der hele tiden har drevet Hynes’ kompromisløse produktioner. Den har været iørefaldende, fra manden bedrev sine første guitarhooks på Test Icicles’ debut, For Screening Purposes Only – og den er det stadig på Blood Oranges seneste udspil, Cupid Deluxe. Her er en synth-baseret øregangsmassage reglen snarere end undtagelsen, når Hynes lægger lag under sin fløde-croon, mens slagbas-soli heller ikke kan blive for mange.

På albummet er det tydeligt, at Hynes’ historie som allestedsnærværende musikalsk kamæleon begynder at give afkast. De færreste slipper godt fra at begå et troværdigt take på en veloverstået musikalsk tidsperiode, men netop Blood Oranges 51 minutter lange forsøg på dette er faktisk ikke langt fra at lykkes. Det bør til dels tilskrives Hynes’ egen musikalske snilde, ligesom det hænger sammen med de forskellige samarbejder, der optræder på pladen.

De fleste har nok efterhånden stiftet bekendtskab med den sødmefulde popskæring ”Chamakay”. Her smyger Hynes’ stemme sig op ad Chairlift-sangerinden Caroline Polacheks, og tonerne sender uundgåeligt lytteren på en imaginær rejse til Hawaiis strande med Chris Isaak og Helena Christensen anno “Wicked Game”. Man kunne indvende, at Hynes trækker hårdt nok på utidssvarende gimmicks, når en saxofonsolo afslutningsvis drukner duoen i et heftigt skalakapløb, men netop den kompromisløse tilgang til kitsch gør det let at abstrahere fra det.

Symptomatisk for Cupid Deluxe er det, at Hynes i dén grad formår at bruge duetten i et langt mere kunstnerisk øjemed end blot som et ligegyldigt PR-middel på albummets trackliste. Det gælder især de hele syv samarbejder med Samantha Urbani kan tage æren for dette. Friends-sangerindens evigt tilbagevendende vokal virker som et tryghedsskabende element, der definerer en kerne for albummet, hvorfra de resterende eksperimenter udgår. Således står de bitre kærlighedsfrustrationer i “You’re Not Good Enough” som en solid popskæring, inden Hynes på egen hånd begiver sig ud i funkens gråzone med den eksplosive og uhørt dansable syreudladning “Uncle Ace” –  et vellykket eksperiment, som demonstrerer Hynes’ afkast af de mange års produktionserfaring.

Albummet igennem jonglerer Blood Orange mellem letfordøjelige popkompositioner og mere vovede sangkonstruktioner. Numre som “It Is What It Is” og “No Right Thing” (med en absurd Phil Collins-imiterende vokal af Dave Longstreth fra Dirty Projectors) går rent ind i første hug, mens “Chosen” og “On the Line” – hvis lyd bedst kan beskrives som chillwave af hymne-karakter – skal have et par ture med nålen fra pladespilleren, før de i albumsammenhængen giver mening. Spændvidden i produktionerne er altså enorm, hvilket medfører, at alliancerne med rapperne Despot og Skepta i henholdsvis “Clipped On” og “High Street” ikke virker forcerede, men snarere som uundgåelige variationer over 80’er-temaet.

Cupid Deluxe lægger Devonté Hynes med sit Blood Orange-alias sig i slipstrømmen bag en række af musikere, der de seneste år med musikalsk tæft og kreativitet har formået at fortolke kitschede og højst tidstypiske strømninger på måder, som er lige så tidssvarende, som de er bredt appellerende. Tag bare Twin Shadow, How to Dress Well og Chad Valley.
Det er nærliggende ved første gennemlytning at tolke Blood Oranges kompromisløse hengivenhed over for en lyd, som de fleste vil anse som værende forhistorie, som sarkastisk afstandtagen til dagens musikscene. For undertegnede står det dog – efter flere uger med Cupid Deluxe i rotation på pladespilleren – stadigt mere klart, at pladen snarere skal tolkes som en demonstration af musikalske tendensers uforgængelighed. At genrer, som synes umiddelbart udtømte for udforskningsmuligheder, kan gentænkes og gøres relevante på ny i den rigtige musikers hænder. På Cupid Deluxe er Hynes ikke længere en allestedsnærværende musikalsk gøgler iført kaninskindshat som obligatorisk gimmick. I stedet viser han sig som innovator og produktionstalent af uhørt solid støbning.

★★★★★☆

Deltag i debat