Plader

Sink Ships: s.t.

Skrevet af Sabina Hvass

Sink Ships’ debutplade er en behagelig tur i det musikalske univers, som guitarist og forsanger Carl Coleman beskriver som en blanding af urban melankoli og americana.

Da Sink Ships i 2012 udgav ep’en Half the Boy, var det på baggrund af Carl Colemans kærlighed til de mange americana- og alt.country-udgivelser, der prægede midten af 00’erne, som f.eks. Fleet Foxes’ selvbetitlede ep. Coleman flyttede fra hjembyen Melbourne til København og samlede kvintetten Sink Ships i 2009. De lægger nu fra land med en udgivelse, der byder på sange, som trænger sig på hos en vintermelankolsk byboer med hang til country.

Fra første skæring sejler jeg med på de tekstuelle passager om hjemve og om den høje bølgegang, et parforhold kan bringe med sig. Gennem albummet er tekstmiljøet fanget i hjemstavnens kystland, og sammen med Sink Ships bevæger man sig rundt ved moler, velkendte stier og landskaber, der indrammer en historie om et parforhold, der tilsyneladende blomstrer kortvarigt og visner. Det er i den simple instrumentation, i teksterne og især i Coleman og Emilia Olsons harmonier, at melankoli og nostalgi tager fat i en lytter, der genkender den sugende fornemmelse af savn.

Musikalsk befinder Sink Ships sig i en bidevind af countryarrangementer, der synker fint ned i fængende, indierockede riff. På førsteskæringen ”The Pier” blæser steel-guitaren bag en anden mere optimistisk guitar som på en gåtur gennem en efterårsstorm. På næste nummer, ”Offered Your Hand”, afløses denne gåtur af en rolig vals, og særligt dette nummer rummer strukturelle og melodiøse kvaliteter, som leder mine tanker hen på amerikanske The Shins. Colemans vokal kan da til tider også beskrives som en ret skøn blanding af Shins’ James Mercer og My Morning Jackets Jim James. Det tager dog ikke noget væk fra Sink Ships’ sange, der har en simpel og svævende lydbund og i arrangementerne har vekslende hovedpersoner bag vokalen, guitaren, violinen og klaveret.

I albummets midte skrues tempoet en smule mere ned, og musikken slås decideret an i nummeret ”Calm Down”, hvor energiske vers brydes af det langsomme refræn: »Calm down my love / you’re running / Just wait there my love / I’m coming / Just open your eyes / you know me / Just listen my love / and hear me.« Her i midten er der uro på færde. Og uro bliver akkompagneret af uhygge på nummeret ”Keep It”, der med minimalistiske virkemidler som en jamrende steelguitar, luftigt kor og en klagende violin er et absolut højdepunkt på pladen. Nummeret ”A Clear Head”, hvor der er en fantastisk folkeviseagtig stemning, kan jeg ikke lytte til uden at forestille mig, hvordan mørkemesteren Nick Cave mon ville se ud i western-setup.

Det klæder sangene på Sink Ships at være i kontrasten mellem det optimistiske og pessimistiske, det eftertænksomme og det observerende. Men der mangler generelt en kant, som man kan slå sig på. For selvom der er fare på færde igennem albummet, kommer Sink Ships ikke ud på dybere vand, end en redningsvest kan klare. Pladen har dog den gennemgående kvalitet, at musikken fører lytteren et sted hen. Et sted mellem den klassiske country og den alternative rock, mellem by og land og midt i kærlighedens rastløshed. Et sted, som egentlig rammer mig, men ikke gør det hårdt nok.

★★★★☆☆

Deltag i debat