Plader

Ice Cream Cathedral: Sudden Anatomy

Skrevet af Helge Vammen

Andet fuldlængdealbum fra københavnske Ice Cream Cathedral er et mystisk, melodiøst og storladent projekt, der sender sin lytter et godt stykke ud i stratosfæren.

Andet fuldlængdealbum fra københavnske Ice Cream Cathedral, Sudden Anatomy, er virkelig en interessant størrelse. Hele albummet er indspillet live og mixet på analog pult i Black Tornado-studiet i København, og når bandet spiller live, bruges der heller ingen backtracks eller samples. Imponerende, når man skaber så fyldige og komplekse lydlandskaber, hvis mange af nuancer ikke spores ved den første gennemlytning.

”The Spine of Lise Ben” åbner albummet med en langt intro, som udelukkende består af få synthakkorder suppleret af Anja Lahrmanns klare vokal. Kristian Paulsens rumklangsfyldte guitar kommer på banen, inden lydbilledet overtages af knitrende beats og sfæriske synthflader fra Anders Bach Pedersen. En fin overgang til det triphop-inspirerede ”The Chalk Line”. Nummeret minder i sin opbygning bemærkelsesværdigt meget om Portisheads ”Chase the Tear”, hvor synthbassen akkompagneres af et monotont beat og guitar med masser af rumklang og delay. Endnu en reference til den banebrydende Bristol-gruppe kan spores i det tungt slæbende beat på ”Among the Oaks”, der suppleres af obskure lydeffekter, som nærmest virker skræmmende. Begge sange fungerer formidabelt i rækken af eksperimenterende numre.

Albummets opbygning er virkelig veljusteret. Flere af numrene er direkte kædet sammen, hvilket får albummet til at fremstå så helstøbt, at det nærmest er en nødvendighed, at man lytter til det i sin helhed. Et par ambiente mellemspil etablerer fine overgange mellem de mere traditionelt opbyggede numre og danner lydlandskaber, der til tider leder tankerne hen mod Brian Enos ambiente hovedværk Apollo: Atmospheres and Soundtracks fra 1983 – eller de dystre stemninger, som The Knife introducerede på Shaking the Habitual fra i fjor.

”Baldakin” er et højdepunkt, der bæres af det nærmest aggressive og hurtige synthriff og ligger fjernt fra, hvad man tidligere har hørt fra trioen. I den lidt blidere ende af spektret, som albummet favner, findes fremragende ”The Swans”, som med sin spilletid på knap syv et halvt minut sender lytteren af sted på rumsafari gennem forskellige lydlandskaber guidet af Anja Lahrmanns rene vokal. Som lytter bliver man efterladt i hypnoseagtig tilstand, der brutalt afbrydes af synthintroen på ”V-Formation”, som tilnærmelsesvis lyder som noget fra et krigsspil til Commodore 64.

Betegnelsen spacepop, som gruppens debut The Drowsy Kingdom her på siden blev kategoriseret under, er fortsat passende. Lyden i dag er dog mere eksperimenterende, og det er klædeligt. Samtidig er albummet en imponerende musikalsk opvisning, hvor lytteren kommer på en rejse ud i stratosfæren, og det eneste faste holdepunkt er Anja Lahrmanns vokal. Sudden Anatomy er et både ambitiøst, interessant og fascinerende album, der fænger gennem hele spilletiden på små tre kvarter og på én gang er mystisk, melodiøst og storladent.

★★★★★☆

Deltag i debat