Plader

Ice Cream Cathedral: The Drowsy Kingdom

Det korte debutalbum fra flødeiskatedralen lever næsten op til hypen. Men de burde tage deres eget potentiale mere seriøst ved at tage nogle flere chancer.

The Drowsy Kingdom har Ice Cream Cathedral bevæget sig i en strømlinet og synthbaseret retning. Væk er den ofte guitarbårne shoegaze, der med ep’en Staight Arcs skaffede dem opvarmningstjanser for Pure X og Youth Lagoon – og ind er kommet et mere 80’er-poppet output, der for nylig tog dem rundt i landet sammen med Fallulah.

Den danske trio betegner selv genren på deres debutalbum som spacepop, og det er i mange henseender en rammende betegnelse, for bandet trænger til at komme lidt ned på jorden. Ikke i deres ambitionsniveau, men i kommunikationen med deres lyttere.

I november fortalte bandet ellers til Undertoner, at de på albummet “har forsøgt at arbejde med nogle elementer, der kan virke lidt grimme eller lidt kiksede”. Det kan desværre ikke rigtig høres i slutproduktet, for lydbilledet er blankpoleret, og der tages kun få chancer ud over numrenes generelt forfriskende opbygning.

Allerede i den smukke åbner “An Armful of Rubies” bliver bandets gæld til Mike Oldfield udstillet i den uskyldsrene kvindevokal og det new age-inspirerede lydunivers, der dominerer størstedelen af albummet.
Men desværre lider The Drowsy Kingdom generelt under nogle lidt kedelige, meget vokalbårne vers, der med sine skiftevist jazzede og middelalderligt folkede vokalmelodier bliver præget af ugenkendelighed. Det skaber en ærgerlig afstand til lytteren.

Anja Lahrmanns ellers smukke vokal er lidt for ren og fjern til for alvor at forløse Kate Bush-inspirationen og formidle nogen stærkere følelsesmæssig involvering. Den har en aura af skolethed snarere end egentlig personlighed og savner ganske enkelt poptække.

Til gengæld fungerer versene helt bevidst som dynamisk modsætning til omkvædene og instrumentalpassagerne, hvor albummets store styrker og genkendelighed ligger. Dette gør sig især gældende i “The Volume of Your Voice”, hvor kontrasten mellem de indelukkende vokaleffekter på verset og den rene stemmeføring i omkvædet midlertidigt leder ørerne hen mod søstrene i CocoRosie. Det er en vokalafveksling, som resten af albummet desværre kommer til at savne.

“Constantine”, som lige nu ligger på Det Elektriske Barometer, er det eneste sted, hvor Ice Cream Cathedrals lyd bliver decideret kitschet, og den får mig uvægerligt til at tænke på Angelo Badalamentis Twin Peaks-tema. Men det kitschede er til at forstå, og der måtte på den måde gerne gå mere guilty pleasure i den, for min skyld.

Andensinglen “When You Depart” lyder som en stenerudgave af Justice vs. Simians “We Are Your Friends” og er albummets ubetingede højdepunkt. Her spiller alt bare sammen, og især de voldsomt lækre, lange og rørende instrumentalstykker kan jeg (vil jeg!) lytte til i timevis.

I “Amber Sail” kommer albummets måske største svaghed til syne – teksterne: »In our silver camps / we don’t stand a chance / with lawless hands / On our shoulders weigh / a heavy shade / as we parade.« Hvad betyder de ord egentlig? Jeg aner det ikke. Og det er jeg heller ikke helt overbevist om, at nogen andre, inklusiv forfatteren, gør.
Ordenes svulstige lyrik matcher ganske vist musikkens storladne udtryk, men den er hverken til at forstå eller relatere til. Der er så mange fortolkningsmuligheder, at en reel fortolkning bliver ligegyldig, og dermed bliver teksten meningsløs. Og det står ikke meget bedre til med teksterne på resten af albummet.

Ud over omkvædet sker der heller ikke rent musikalsk ret meget i “Amber Sail”, der fanger, og nummeret begynder at gå i tomgang halvvejs. Men heldigvis går det igen fremad på pladens sidste skæringer. Allerede på den følgende “Let’s Collide Like Trains in the Underground” finder man noget af den fordøjelighed, som albummet ellers mangler.
Den fængende synth-figur hen over en baggrund, der rent faktisk lyder som en en undergrundsbane, får musik, titel og tekst til at hænge sammen allerede fra starten. Samtidig er sangen simplere opbygget, hvilket også gør sig gældende for “Otherworldly Ease”, hvor noget så enkelt som fælles rockanslag i slutningen af de to første omkvæd er med til at skille nummeret positivt ud.

Det samlede udtryk på The Drowsy Kingdom er ikke så køligt, som man kunne frygte med et album, der er næsten fuldstændig elektronisk, bl.a. fordi Paul Golds masterering har givet god plads til hvert instrument. Men der mangler lidt urenhed og ligefremhed i selve indspilningerne. Det er bemærkelsesværdigt, at de mest velfungerende sange er dem, hvor der bliver brugt mest guitar, og som samtidig har de mest simple, nærmest rockede, trommer. Flere akustiske elementer ville være et kærkomment brud med det dominerende, syntetiske lydbillede.

Samtidig er otte reelle numre og en samlet spilletid på godt en halv time i underkanten af, hvad man kan tillade sig at udgive som album. Sammen med de noget halvhjertede tekster og den generelle mangel på risikovillighed, tyder det desværre på en udgivelse, der er opstået lige så meget af pres udefra som indefra. Og måske ville det have gavnet bandet med et halvt år ekstra til at skrive et par sange mere og til at finde ud af, ikke bare hvordan de vil lyde, men også hvad de prøver at opnå med musikken.

Det er høje krav, som kun et mindretal af danske bands lever op til, så når albummet alligevel her får en god anmeldelse, er det, fordi de nævnte kritikpunkter er undtagelser fra en generelt positiv og helstøbt albumoplevelse. Der findes ikke mange, hvis nogen, bands på den danske upcoming-scene, der har så meget styr på deres udtryk og samtidig har talentet til at udføre det så gennemført.
Den fremtidige udfordring for Ice Cream Cathedral ligger i at finde linket mellem det storladne og det nære – og i at bruge deres åbenlyse evner til at skabe ikke bare sanselige indtryk, men følelsesmæssige oplevelser, der går videre end musikken og ind i livet, hvor det kan mærkes, hvor der er noget på spil, og hvor det også kan gøre ondt.

The Drowsy Kingdom er et kærkomment varsel om bredere vingefang i dansk musik, og hele albummet og resten af Ice Creams Cathedrals bagkatalog kan heldigvis høres gratis på bandets hjemmeside.

★★★★☆☆

Deltag i debat