Plader

Sharon Van Etten: Are We There

Skrevet af Alex Nørregaard

Sharon Van Etten er med Are We There på banen igen med mere kuldslået kærlighed, flere bristede forudsætninger og fortællinger om overgange. En samling stærke folk- og indierocksange, hvor der ikke er nogen retfærdighed at hente.

Da den amerikanske singer/songwriter Sharon Van Etten for et par år siden sendte albummet Tramp på gaden, var det især forbindelsen til de melankolske mørkemænd i The National, der for undertegnede hjalp interessen på vej. Ikke mindst singlen “Serpents”, der gæstes af brødrene Dessner fra førnævnte The National, blev sendt i opslidende digitale omdrejninger.

Nu er Van Etten på banen igen med mere kuldslået kærlighed og flere bristede forudsætninger, men også fortællinger om overgange – mærket af et langvarigt og tydeligvis hårdt forhold til en fyr, men også ramt af frisk luft i efterfølgende frit løb, som det forlyder i et interview med Van Etten ovre hos Pitchfork. En samling folk- og indierocksange, hvor der ikke er nogen retfærdighed at hente, samlet på et album under den mere konstaterende end spørgende titel Are We There. Hver dag er tydeligvis vejen. Det manglende spørgsmålstegn i slutningen af Are We There piner mig fortsat en smule, men jeg læner mig op ad følgende tolkning: Vi bør simpelthen aldrig stille det spørgsmål. For hvor er det overhovedet, vi skal hen? Og hvordan dælen skal vi vide det?

Vi lader svarene på de ovenstående spørgsmål svæve i luften og forsøger at følge Van Etten, der på Are We There starter rejsen fra ingenting på åbningsnummeret “Afraid of Nothing”. Et helt igennem fantastisk nummer, hvor en cirkulerende guitarfigur, let knejsende klavertoner og lavmælte, fyldige strygere skaber et stærkt og patosfyldt udtryk, der er alt andet end kvalmende. Der er plads til at gribe fat i teksten til nummeret og bl.a. overveje, om »I need you / to be afraid of nothing« mon skal forstås som et ønske om absolut tillid.

Anderledes forløber det på “Our Love”, hvor Van Etten giver den som en syrefri Connan Mockasin, og den blide “Tarifa”, der løftes til vejrs af lette horn. Ro og uro blandes fortræffeligt på “I Love You But I’m Lost”, hvor teksten smukt bærer den sparsomme instrumentering, der byder på klaver og trommer. Linjer som »Drive myself crazy with mistakes« og »You love me but you’ll change« vækker genklang af en ukontrollerbar usikkerhed. Eller ønsket om forandring, der manifesterer sig i den selvmodsigende erkendelse mellem »Let’s turn it into something we can change / I love you but I’m lost«. Av.

Smerten finder en anden form på såvel “Break Me” som førnævnte “Our Love”, hvor det i bedste Antony Hegarty-stil bekendtgøres, at »I see your backhand again / I’m a sinner / I have sinned.« Og ligeledes på “Break Me”, »He can break me / With one hand to my head,« der samtidig giver et underligt indblik i, hvorfor det kan blive ved, »He knows / That I love him.« Vi får bare aldrig den anden vinkel, dér hvor hånden rammer en andens kind – perspektiverne holdes skarpt adskilt. Kombinationen af den fysiske og følelsesmæssige smerte finder sit stærkeste udtryk på den storladne single “Your Love Is Killing”, hvor følgende scene undervejs males op, »Everyone’s knees knocking at the fear of love / Taste blood / Everybody needs to feel« og blander smagen af blod med følelser og kærlighed.

Det storladne flyder gennem de fleste af albummets numre på en underligt teatralsk facon, der gør, at jeg ikke helt kan lade være med at tænke tilbage på alle de gange, hvor min far i løbet af min barndom fyrede op for den korpulente Meat Loafs utallige, men enslydende rockoperaer. Ikke mindst nummeret “You Know Me Well”, der instrumentalt klinger af The National, sender tankerne i den retning takket være Van Ettens vokal og nummeret afventende fremdrift. Nuvel, der er selvfølgelig ingen guitarlir, svulstige lydtæpper eller stadionfølelse at hente hos Van Etten – og gudskelov for det. Men der er alligevel noget yderst voldsomt over Van Ettens insisterende og kraftfulde vokal, som hæver musikken op på et niveau, hvor den synes at fylde mere end den umiddelbart gør.

Der er overskud på afslutningsnummeret “Everytime the Sun Comes Up”, der angiveligt startede som lidt af en joke, hvilket afslutningen »Sorry, my headphones fell off« fortsat minder en om. Men også linjer som »People say I’m a one hit wonder / But what happens when I have two« samt »I washed your dishes / But I shit in your bathroom« har noget komisk over sig. De rammer dog alligevel noget yderst rigtigt, og især sidstnævnte udstiller tørt en genkendelig scene fra parforholdet. Det er dejligt afslappet, men det er ikke her, at Van Etten er stærkest.

Afslutningsvis må vi igen vende blikket mod den majestætiske skæring “Your Love Is Killing Me”, der utvivlsomt må placere sig blandt 2014’s bedste numre, når årets musikalske regnskab skal gøres op. Nummeret lægger ud med bløde orgeltoner, fjerne trommeslag samt kontante, kolde guitaranslag og bygges herefter langsomt og bølgende op. Van Etten befinder sig hele tiden i centrum og krænger særdeles indlevende og engagerende nummerets stærke lyrik om smerte og dødelig kærlighed ud – ikke mindst linjerne om fuldstændig afskæring sætter sig tungt i hjertet:

»Break my legs so I won’t walk to you
Cut my tongue so I can’t talk to you
Burn my skin so I can’t feel you
Stab my eyes so I can’t see«

Der synes fortsat at være noget om Paul Bourgets svært opnåelige betragtning om, at »Den første lykke for de to elskende er at holde lige meget af hinanden; den anden lykke at holde op med at elske hinanden samtidig.« Vi ved bare aldrig, om vi rammer de punkter. Vi kan nemlig ikke stille spørgsmålet. Are We There.

★★★★★☆

Deltag i debat