Koncerter

Roskilde Festival 2014: Deerhunter, 06.07.14, Arena

Skrevet af Sabina Hvass

Et ekstremt sløvt Arena-publikum udvandrede trods hypnotisk performance fra Deerhunter.

deerhunter

Solen bragede ned på den blå kolos, Arena, søndag eftermiddag, hvor et fortravlet Deerhunter netop var ankommet, og derfor måtte holde en lyn-lydprøve lige inden koncertstart. Fans kæmper sig op til første parket uden de store problemer, inden bandet går på foran det lidt usle fremmøde. Der er lagt op til en meget stille og rolig søndagskoncert, hvilket mine fødder er mærkbart taknemmelige for. “Cover Me (Slowly)” starter settet og en let vuggen fra side til side foran scenen. De fem gutter fra Atlanta sender derefter publikum i bekymringsfri bevægelse til “Agoraphobia”, og så starter udvandringen ellers.

Jeg er i tvivl om, at de lidt lange fortolkninger af numrene, og de flydende overgange fra sang til sang er grunden til publikums opgiven. Min nye sidemand, der flytter sig velvilligt for de deserterende, udånder noget ala: »Perler for svin«, og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet og give ham ret. Det er ’synd’, at de skulle gå glip af guitarist Lockett Pundt superbe vokale versionering af “Desire Lines”, og virkelig ’synd’ at de ikke blev hypnotiseret af rullende toner, forvrængning, guitardelay og det til tider legende krautede udtryk. Sådan en skam, at de ikke fik mulighed for at blive overvældet af vellyd under “Nothing Ever Happened”, for at danse til “Back to the Middle” eller lade sig berolige af de langstrukne akkorder på “Helicopter”*wink, wink*.

De, der blev, var helt okay med at få Deerhunter for sig selv og lade sig underholde, når forsanger Bradford Cox fortæller om sine 4. juli festligheder, sin hundehvalp og dedikation til Christiania under en sjælden pause mellem numre. Mod slutningen får vi to nye numre, hvor energien får et lille boost, og finalen i form af titelnummeret fra den seneste plade Monomania. Under den støjende afslutning forsøger Cox at overlade sin blå Teisco Del Rey-guitar til en kvindelig sikkerhedsvagt, men bliver tydeligt skuffet da en overordnet afviser gestussen. Cox forlader derefter scenen med det øvrige Deerhunter, der på helt cool og afslappet vis giver en perle af en koncert.

Det var helt tydeligt at festivalen havde nået sin sidste dag, hvor kræfterne blev sparet, hvor de kunne. Men man hverken raver rundt eller headbanger til Deerhunter, så mindre kunne også gøre det. Man kunne have nøjes med at nyde at få pulsen lidt ned efter en uges fest, og lade sig rive med af de 10+ minutter lange numre, der kom godt rundt i bandets bagkatalog. Det gjorde jeg!

★★★★½☆

Deltag i debat