Plader

Cymbals Eat Guitars: Lose

Det er svært ikke at lade sig charmere af Cymbals Eat Guitars’ højtråbende patos, der naturligvis betyder, at man skriger »I LOVE YOU« efter hende den søde pige og ikke langsomt prøver at smigre hende med et forsigtigt »hey.«

De fire newyorker-drenge fra Cymbals Eat Guitars virker umiddelbart som teenagere, der aldrig bliver voksne, og så alligevel ikke. Bandet gør sig bemærket med en højtråbende patos, der naturligvis betyder, at man skriger »I LOVE YOU« efter hende den søde pige og ikke langsomt prøver at smigre hende med et forsigtigt »hey.«

Det lyder som en kæmpe kliché, og det er det også. Selvom Lose er et album, der byder på en god portion melodisk overskud og, anført af forsanger Jospeh d’Angostinos desperate vokal, fører lytteren ind i en skrøbelig, intim stemning, er det et album, der står på idolernes skuldre. Pavement, Pixies, Bruce Springsteen, Sonic Youth og Dinosaur Jr. er tydelige inspirationer for de fire drenge, som ikke anstrenger sig for at adskille sig fra 90’ernes alternative rock.

Sangene er generelt velskrevne, og særligt de fire numre med en spilletid på over fem minutter – ”Jackson”, ”Place Names”, ”Laramie” og ”2 Hip Soul” – viser, hvordan Cymbals Eat Guitars manipulerer lytterens forventninger via numrenes form. ”Laramie” lyder for eksempel som en ukendt Mercury Rev-sang, der udvikler sig til en krautfonisk jordomrejse, som man aldrig helt ved, hvor ender.

Ligeledes har man heller ingen idé om, hvor man ender på ”Place Names”, der efter en ambient-intro transformeres til et harmonisk støjrock-nummer. Trommeslager Andrew Doles swinger, som var han Sonic Youth-trommeslageren Steve Shelley, og d’Angostino leverer sine skæve guitarmelodier, så de lyder som spørgsmål, med en energi og intelligens, der ikke er ulig Lee Ranaldo og Thurston Moores guitargenialiteter.

Numrene virker sjældent tilfældige men er tværtimod gennemkomponerede. Alligevel er et nummer som ”2 Hip Soul” netop bundet sammen af sine tilfældigheder. Man kan høre, at de fire musikere er trygge i hinandens selskab, og deres sammenspil skaber grobund for, at deres individuelle musikalitet kan brillere, når de bevæger sig ud på tilfældighedernes dybe vand. Særligt d’Angostinos larmende og dygtige guitarsolo på dette nummer er værd at fremhæve, hvor hans spontanitet læner sig op af hans tre solide kompagnoner.

Til tider bliver det dog for emotionelt, som på den Bruce Springsteen-klingende ”Chambers”, hvor melodierne bliver en kende for naive og armbevægelserne for store. Helt galt går det på albummets eneste reelle misser ”XR”, hvor de fire drenge bare råber højt uden at reflektere over, hvad de siger. Her er de interessante harmonier, som de ellers har demonstreret, at de kan bruge ekstremt intelligent, erstattet af en hårdtpumpet energi, der er spillet alt for pænt. Jo, det er et nummer, man kan danse vildt til, men så heller ikke mere.

Det er sådanne numre, der får en til at tro, at selvom det er otte år siden, at bandets to grundlæggere d’Angostino og Dole gik ud af highschool, er de stadig lige så unge og naive som dengang. Det er dog ikke den fulde sandhed, for Lose er overvejende et album bestående af velgennemtænkte numre med flotte arrangementer og en charmerende energi, der næsten får ens højtalere til at smile.

★★★★½☆

2 kommentarer

  • Tak for anmeldelsen. Godt skrevet, men at sige, mht nummeren ‘XR’, at “de fire drenge bare råber højt uden at reflektere over, hvad de siger” er helt forkert. Sangen ‘XR’ handler om D’Agostinos (ikke “D’Angostino”) bedste ven, der for nogle år siden død, og var iøvrigt Agostinos stor musikalske inspiration. Sangen er en “ode” til ham, og beskriver deres venskab – f.x. “charge down to Philly with me, see The Wrens in a back room”, og hvor meget han savner sin ven – f.x.”here I am again on his MySpace grave”. Virker ikke uklart efter min mening.

  • Tak for kommentaren William. Min kritik af “XR” er udelukkende musikalsk. Jeg kan godt se at det var upræcist formuleret, og linien skulle nok have været “de fire drenge bare råber højt uden at reflektere over, hvordan de råber det.”

Leave a Reply