Plader

A Winged Victory for the Sullen: Atomos

Skrevet af Asbjørn Skødt

A Winged Victory for the Sullens særkende er fusionen af neoklassisk og drone. Raffineret æstetik og eftertænksomme toner gør pladen til et intimt bekendtskab, der dog ikke er uden kritikpunkter.

Kapitel I

A Winged Victory for the Sullen er droneikonet Adam Wiltzie (Stars of the Lid, The Dead Texan, Aix Em Klemm) og pianisten Dustin O’Hallorans kollaborative projekt. De udgav deres selvtitulerede debutalbum i 2011 og er nu klar med opfølgeren Atomos, der gennem frigivelsen af singlen ”Atomos VII” i foråret og senest med en perfektioneret trailer og overordnet set marketingmaskine formåede at positionere sig med en betragtelig forventningsglæde i denne anmelders – øjensynligt letpåvirkelige – sind. Forventninger er altid farlige, og det samme er fraværet af et upartisk, nøgternt blik, men efter at have lyttet nært til pladen lod jeg den ligge nogle dage for så at genoptage lytningen, og herefter faldt disse ord.

Pladen er udgivet på det efterhånden veletablerede pladeselskab Erased Tapes med base i London, der specialiserer i avantgardemusik på tværs af genrer. Erased Tapes har dog gjort sig særligt gældende inden for contemporary classical-genren gennem udgivelser med prominente navne som Nils Frahm, Ólafur Arnalds og Peter Broderick. I denne fold er A Winged Victory for the Sullen hurtigt ved at cementere sig som et hovednavn og det ikke mindst som følge af Atomos. En plade, der oprindeligt blev kommissioneret som lydlig kulisse til et moderne dansestykke af britiske Wayne McGregor og hans Random Dance Company.

Kapitel II

Atomos er smuk. Virkelig smuk.

Den rammer dig intuitivt med sine langstrakte toner og dvælende atmosfære. Pladen indledes med et højtideligt orgelspil, der som i en kirkelig kontekst fungerer som prolog. Orgelet indfinder sig ligeledes i pladens næstsidste nummer, og tankerne ledes hen på Dustin O’Hallorans kollega Max Richter, hvis hyppige anvendelse af førnævnte instrument udgør en hjørnesten i skabelsen af hans melankolske univers.

Melankolien er dog også i overflod på Atomos. Den indsvøber allerede dit sind fra pladens andet nummer, hvor den sørgmodigste violin stjæler fokus for så at blive afløst af Wiltzies harmoniske droneflader mod slutningen. Spørgsmålet er naturligvis, om melankolien på noget tidspunkt overgøres og overgår til det patetiske gennem pladens forløb? I det spørgsmål er jeg alt andet end uvildig, da jeg har en forkærlighed for filmverdenens komponister som Michael Nyman, Wojciech Kilar, Vangelis og maestroen Ennio Morricone. Derfor må det subjektive svar være nej. AWVFTS er dog bevidste om den hårfine balancegang, de træder, som ekspliciteret i flere af sangtitlerne på deres debutplade og tydeligst gennem ”A Symphony Pathetique”. Den selvironiske distance er her alt andet end fraværende.

Kapitel IV

Sangtitlerne på Atomos er alle generisk navngivet efter det romerske talsystem. Foran romertallene står pladens titel, der oversat fra græsk betyder udelelig. Deraf stammer naturligvis ordet atom, som er den mindste enhed, hvoraf en positivistisk erkendelse af vores materialitet består. Et atom kan ikke deles, og det kan pladens 11 numre heller ikke. Det er i hvert fald AWVFTS’ budskab, og gennem flydende overgange mellem numre fremhæves dette budskab.

Den narrative struktur fremstår til gengæld aldrig helstøbt, ikke mindst fordi de flydende overgange ikke benyttes konsekvent, og dermed bliver deres eget koncept om det udelelige uvægerligt anfægtet. Mit postulat er dog også, at pladen rummer for mange divergerende retninger. Pladen havde haft gavn af en betydeligt strammere sammensætning af sange. Det kan perspektiveres til den mere eksperimenterende komponist Ryan Teague, der med sine to plader Six Preludes og Artifacts I-IV har en klar retningssans samt færre numre, men praktiserer samme holistiske koncept.

Sangtitlerne kan i deres basale grundform forkortes til ”Atomos I-XII”, hvilket også fremhæves som semiotisk greb på pladens cover. Man kan ikke undgå at bemærke, at ”Atomos IV” er udeladt fra talrækken, og pladen derfor kun spænder over 11 numre. I et nyligt interview har AWVFTS kortfattet udtalt: »We got rid of “Atomos IV”, which we don’t talk about under any circumstances,« hvilket det semiotiske greb tydeligvis også bærer præg af.

Kapitel V

Desværre er fraværet af stærke kompositioner et håndgribeligt kritikpunkt. I modsætning til debutpladen, der rummede ”Steep Hills of Vicodin Tears” og ”Requiem for the Static King Part Two”, opnår få af de 11 kompositioner samme gennemslagskraft. ”Atomos VI” er det nummer, der mest iørefaldende træder i karakter, og den egentlige baggrund for dette er et nybrud i duoens tilgang til komposition. Nummeret kombinerer klassisk klaverspil med elektroniske lyde i et fremadskridende tempo, der på ingen måde kendetegner resten af pladen og for øvrigt alt for hurtigt er borte igen.

”Atomos VI” står dog ikke alene. Tværtimod er midternumrene ”Atomos V-VII” et højdepunkt på pladen. På både ”Atomos V” og ”Atomos VII” får den dvælende skønhed lov at udfolde sig gennem violiner, men lig mange af pladens numre afbrydes det halvvejs for at lade lyden bevæge sig i en anden retning.

På ”Atomos X” bliver blandingen af synth, støj og repetitive violiner gradvist afløst af utydelige samplinger af menneskelig tale. De lydlige eksperimenter af electroambient karakter er vellykkede, men også en stilretning på egne præmisser.

Pointen, som jeg måske en anelse enerverende bliver ved med at vende tilbage til, er, at Atomos vil utroligt meget. Det er prisværdigt at turde favne det brede med risiko for at falde igennem, men retningerne peger både mod Max Richters mørkere, fyldigere og mere sørgmodige instrumentering, Stars of the Lids lyse, langstrakte men uproblematiske toner, Nils Frahms minimalistiske klaverspil og Julien Netos eksperimenterende og subtile electroambiente kompositioner. Den rette formidling mellem det storslåede og det underspillede samt et lyst eller tungsindigt lydunivers opnås aldrig. Det har den konsekvens, at mange af numrene paradoksalt ender med at stå på egne ben.

På trods af disse divergerende retninger er pladens sælsomhed den røde tråd, der indkapsler de stemningsprægede kompositioner. Sælsomheden er det bærende aspekt, og hvis det udelelige budskab skal findes noget sted, er det her. For fik jeg nævnt blandt al kritikken, at pladen er god?

Kapitel VI

Atomos er et eftertænksomt værk, der kræver tid og opmærksomhed. Pladens styrke er kombinationen af de umiskendelige ambiente droneflader fra Stars of the Lid og de minimalistiske og ofte stærkt melankolske kompositionsmønstre fra kontemporær klassisk, som det kendes fra O’Hallorans selvstændige udgivelser, Nils Frahm og Greg Haines. Det er på dette plateau af efterhånden meget populære minimalistiske komponister, at AWVFTS skaber nye auditive forbindelser og finder sin eksistensberettigelse. Atomos er dog i sin essens neoklassisk musik med drone og til tider synth som elementer, der udfylder den kulisse, som ellers ville stå uberørt. At pladen ville have gavn af mere retningssans, er helt overordnet det væsentligste kritikpunkt, men det betyder bestemt ikke, at melankolien og tilstanden af fordybelse, der gennemsyrer pladens væsen, ikke er af den mest raffinerede slags.

Atomos vækker desværre ikke samme resonans i mit indre som AWVFTS’s debutplade, men smuk er den. Utroligt smuk.

★★★★☆☆

Deltag i debat